Kobe er i princippet en naboby til Osaka, men i praksis har jeg ikke kunne se, hvor Osaka stopper og Kobe begynder. Byen er nok mest kendt for deres saftige bøffer, der kommer fra okser, som har fået massage og godt med øl, så kræet er helt afslappet før slagtning. Denne behandling gør efter sigende kød ganske saftigt og mørt. En anden meget trist hændelse har også sat Kobe på landkortet, nemlig jordskælvet i 1995, hvor tusindevis af mennesker omkom.
Men jeg begiver mig ikke ud i det japanske tognet og til Kobe for at turiste den, mit formål er derimod at deltage i den årlige konference afholdt af "The Robotics Society of Japan". Selve konferencen foregår på højtflyvende japansk, men for første gang har de også arrangeret en lille international session.
På konferencen præsenteres friske forskningsresultater inden for robotteknologien. For mig er alt, hvad der angår landvindinger inden for især "Humanoid" robotter (robotter skabt i menneskets billede) ganske ubetrådt grund. Og som jeg sidder der på de hårde træbænke og stirrer måbende på den ene præsentation efter den anden, kan jeg i høj grad identificere mig med "Den lille Prins": På en dannelsesrejse fra den ene planet efter den anden beboet af sælsomme skabninger. Jeg sidder fyldt med spørgsmål - hvorfor og hvordan? Som den eneste humanist, dansker og kvinde skiller jeg mig mildt sagt ud.
Jeg har nu lært, at det kan være et større problem for humanoide robotter at gå igennem et miljø og undgå at ramme alt omkring sig - og i øvrigt også sig selv. Sådan en robot ser ganske skrøbelig ud, når den med klodsede skridt i et ophæng af snorer går igennem sirligt opstillede forhindringer med ivrige forskere virrende rundt omkring. Som en gigantisk marionetdukke på en militærforhindringsbane. Men nu er det lykkes at udvikle kollisionsalgoritmer, der gør det muligt for denne robot ikke at lave "en fedtmule" og falde over sine egne fødder samt at flytte sin hånd, når den er tæt på at ramme en rød ballon. Imponerende!
Nu ved jeg også, at det er ganske hot indenfor denne gren af videnskaben at udvikle effektive metoder for robotten at "genskabe" modeller af objekter i dens omgivelser, så den kan gribe ud efter dem. Og en fransk-japansk forskergruppe har efter hårdt arbejde fundet en metode, der kan få deres robot til at holde balancen, når den går - selv når den bliver skubbet og uanset hvorfra. Det er altså et mirakel, alt det vi kan, så enhver nybagt forældre har hermed lov til at holde lange foredrag for mig om deres poders første vaklende skridt. Og i øvrigt nu hvor snakken er på balance, så har et kinesisk forskningsteam udviklet en robot, der kan få en cykel til at køre helt af sig selv...
Det er cirka heromkring, at den japanske professor Shigeo Hirose fra "the Tokyo Institute of Technology" rækker hånden op og spørger: Hvorfor? Hvorfor har I udviklet den, hvad godt skal det gøre os? Der kommer intet svar på spørgsmålet og det skal der måske heller ikke være... Selvom det da ville være ganske interessant.
Der bliver dog også præsenteret nogle mere formålorientere projekter som foreksempel en robot til minerydning og en robot, der skal støtte genoptræning efter hjerneblødning. Altså indtil videre kun til støtte for dem, der har lammelser i højre side og som kan finde ud af bruge maskinen, der ikke ligefrem er brugervenlig. Patienten skal lige kobles på en stor robotarm og have hovedmonterede stereobriller på. Men der er selvfølgeligt plads til forbedringer, for det er uden tvivl en flok utroligt dygtige forskere.
Min rejse i robotforskernes interessante og utrolige månelandskab ender, da jeg selv som den sidste i rækken træder op på lærerpulten for at præsentere. Overskriften på mit bidrag er "Playware: Robotics and Play".
Oplægget tager tilhørerne med en tur til Odense, til Center for Playware, hvor vi koncentrerer os om, hvordan robotteknologien kan anvendes til at skabe leg. Jeg præsenterer musikklodser (I-Blocks cube version) udviklet på centeret, som du kan bygge og mixe musik med uden at være musikalsk. (Jeg skal lige huske at spørge, om jeg kan få nogle til karaoke rummet, der hvor jeg er indkvarteret!). Jeg forklarer tankerne bag kuberne og hvad de midlertidige testresulater har vist. For første gang vises der film, hvor der er brugere med i billedet. Ikke bare med i billedet men også i fokus.
Jeg vil godt vide, hvad flokken af ingeniører tænker, som de sidder der bag de små pulte, lyttende til denne humanist klædt i lilla og lyserødt. Men ingen sover (hvilket faktisk sker ofte), der bliver taget noter og stillet flere spørgsmål fra tilhørerne.
Det har været en ret flippet oplevelse at deltage i konferencen, og jeg kan anbefale enhver at opsøge sådan en rejse ind i ukendt terræn.
Jeg tog dette billede i dag på den 26. årlige konference for det japanske robotsamfund (hvor jeg iøvrigt giver en præsentation om 
First lesson learned! .jpg)
