Udviklingscenteret vil nemlig give børn af udsendte amerikanske soldater følelsen af, at far eller mor drager virtuel omsorg for dem på afstand. De søger samarbejdspartnere, der kan hjælpe med at udvikle et program, der simulerer den bortrejste forælders ansigtsudtryk og via kunstig intelligens kan genkende stemmer og deltage i simple daglig dagssamtaler. Citat fra opslaget:
Jeg vil vove at påstå, at ud over teknologisk forskning også vil kræve en del humanistisk forskning for at kunne skabe et program, der vil kunne repræsentere et andet menneske så livagtigt, så det er troværdigt selv i kontakten mellem et lille barn og dets forældre."The child should be able to have a simulated conversation with a parent about generic, everyday topics. For instance, a child may get a response from saying “I love you”, [sic] or “I miss you”, [sic] or “Good night mommy/daddy.” This is a technologically challenging application because it relies on the ability to have convincing voice-recognition, artificial intelligence, and the ability to easily and inexpensively develop a customized application tailored to a specific parent."
På min netop overståede udveksling til Osaka University i Japan mødte jeg professor Ishiguros robotter, der er bygget for at undersøge om vi kan simulere eller repræsentere mennesker i det her tilfælde som robotter. På hans kontor er der tre robot-kopier af levende mennesker, en af ham selv, af hans datter og af en kendt studievært. Han har tidligere blandt andet undersøgt hvordan hans datter (den ægte vare) reagerede på mødet med ham (som robot). Og hun virkede langt fra overbevist. Men også Ishiguro har altså stillet sig selv det interessante spørgsmål; kan vi skabe noget, der er menneskeligt?
(Trailer til den danske instruktør Phie Ambos dokumentarfilm Mechanical Love)
Robotterne kan i vis udstrækning virke livagtige på mig, men jeg tvivler på, at de ved hjælp af udelukkende teknologisk forskning vil blive mere troværdige som repræsentationer for virkelige mennesker.
Et af det amerikanske forsvarsministeriums argumenter for at udvikle programmet er, at børnene har stor glæde af at se på et foto af den bortrejste forælder, og at 80 % af dem bruger digitale medier. Men der et stort skridt mellem foto og simulation. De færreste forventer meningsfyldt interaktion med et foto - de færreste forventer nogen respons. Og det skridt er ikke kun teknologisk. Den kræver forståelse af menneskelig interaktion. Hvordan kan programmet simulere intentioner, følelser og semantisk sammenhængende feedback?