31 august 2009

Fodgængere på rette spor


I 1980 rumlede det sidste tog med et læs frosne kalkuner ned ad High Line på Manhattan. High line er en toglinje til fragt, der af sikkerhedsmæssige grunde blev hævet over jorden. Eller det var The High Line, for efter de frosne kalkuner for længst er tøet op, dybtstegte og fordøjede er intet blev fragtet på sporene, der ellers har lagt ryg til togtransport siden 1930'erne.

En nedrivning har været planlagt lige siden, men forhindret af tog-entuisiaster, som i 2002, fik byens støtte til at samle midler, byggeplaner og omdanne banen til en offentlig park.

Den gamle togstrækning High Line er altså ikke blot blevet bevaret, men åbnede i juni 2009 som et rekreativt område, hvor fodgængere kan slentre langs, over og på de gamle spor fra den tidligere jernbane. "The High Line" som området hedder, har bevaret spor (i mere end en forstand) fra den tidligere brug, hvilket giver en helt unik følelse af historie og stemning! Langs stierne er vildt græs og blomster plantet, hvilket giver en fornemmelse af at være trådt ind en park, flere meter over jorden. Flere steder kan du finde liggestole, som har toghjul, så de kan flyttes hen ad sporene. Undervejs finder vi også en station, hvor platformen er omdannet til café og mødested. Fra High Line kan du også nyde udsigten over Hudson River på den ene side og Manhattan på den anden.





Jeg kan varmt anbefale at finde frem til "parken"! Tag en bog med og slap af - i parken er tiden din egen.

27 august 2009

New York - for fodgængerne!



Vi danskere er meget heldige. Vi har nemligt nydt godt af visionære arkitekt Jan Gehl siden han i 70'erne observerede menneskers adfærd i byen - det resulterede i bogen "Livet mellem husene".

Jan Gehls giver udtryk for holdningen, at byens formål er at være et sted, hvor mennesker mødes. Desværre planlægges mange byer udfra bilernes "behov" i stedet for fodgængernes og cykelisternes (ligesom mange af os i øvrigt indretter vores stue efter TV'et). Men sådan behøver det ikke at være. I Danmark har vi set et eksempel på, hvordan Nørrebrogade er lukket for almindelig billisme. New York har nu fulgt det samme eksempel og lukket Time Square for biler (ud over de gule taxier). Jeg har ikke været der før - men tag et kig på videoen nedenfor, det giver et indtryk af, hvor befærdet pladsen var før. Den er stadig befærdet, men nu er det af de mange mennesker, der går gennem gaderne.



Jeg deler ønsket om at give mennesket plads i byen, hvilket er en af grundene til, at jeg håber de spil - pervasive games - jeg arbejder med i min ph.d. kan blive mere udbredte, fordi de handler om at byrummet er vores rum, som vi kan udfolde og opholde os i - ikke blot et "vacuum" mellem destinationer.

25 august 2009

En lille bid af et meget stort æble...

...den første nærende bid af det store æble er taget. Og det smager så bestemt af mere!

I weekenden satte vi sammen med en veninde (der kunne give os husly - tak!) kursen mod New York i en utroligt kold Bolt Bus. Henved fem timers køretur, en håndfuld podcasts og lidt saven (muligvis savlen) senere kunne vi ane konturerne af Manhattans mange højhuse mod horisonten.

Mit første indtryk af New York er et sandt bombardement af lysreklamer, menneskemasser og gule taxier. Du kan stå stille på gaden og høre alverdens sprog omkring dig, uden at dem der taler det, nødvendigvis er turister. Vi finder frem til Manhattan og det mest fantastiske Thai-mad jeg har fået siden jeg var i Thailand (sticky rice, thai fish balls + papaya salat).

Lørdag morgen starter vi på en diner i Brooklyn, hvor midaldrende, let runde servertricer med bobbet hår skiftevis betjener kunderne englesødt og sviner en kollega til, som pjækker. Det føles lidt som at være med i en film måske fordi, de taler som Robert de Niro (hør et eksempel på dialekten - lige efter den britiske præsentation).

Efter en nærende stabel pandekager med sirup, sætter vi kursen tværs gennem Brooklyn. På få kilometer kommer vi igennem et polsk, et dominikansk og et jødisk kvarter. Og her taler vi ikke om et polsk kvarter, fordi de har et par polske restauranter - nej, der er indbyggere som KUN taler polsk! En del af skiltene er også polske - det samme gør sig gældende i det jødiske kvarter. Det er jo lørdag, så i det jødiske kvarter er alle på gåben og mændene har slangekrøller og pelshue (trods temperatur over 30 grader). Det er om noget multikulturelt - og vildt inspirerende!

I denne omgang bliver det ikke til en tur på kunstmuseet Moma - til gengæld er jeg helt forelsket i kunsten, der titter frem overalt i gadebillede. Dette er blot et par eksempler:




Efter sådan en travetur skal de tre heltinder have noget mad, vi kaster os ud i netværket af metrolinjer og ender på mirakuløs (eller måske utroligt dygtig, aner det ikke jeg legede med mit kamera) vis på Times Square. Af uransagelige grunde leder vores sultne maver os videre til en sports-restaurant, hvor intet mindre end 20 større skærme dækker det vigtigste af golf, baseball, football, fodbold og basket. Skærmene udgør faktisk den ene væg af etablissementet. Og skal du på toilet (øl hører jo til den slags) så frygt ej, for der er da også skærme på dasset!

Efter denne kulturelle og kulinariske oplevelse går vi efter bolden og scorer billetter til Dolly Partons musical 9-to-5, bygget over den fantastiske film med samme titel fra 1980 (fra dengang Jane Fonda stadig var tilknappet). Musikken i musicalen er skrevet af Parton, der som sædvanligt har humor og sans for medrivende rytmer (yes jeg er en fan i skabet). Hun er jo trods alt kvinden, der har sagt: "It takes a lot of money to look this cheap." om sig selv. Se det er humor! Selve musicalen er udført i topprofessionel stil, med dans, sang og scenografi af højeste kaliber! En sand elevatortur gennem etager af overraskelser!

Så meget på én weekend - og jeg har ikke engang skrevet om det hele. Vi er klar på endnu en bid af æblet!

10 august 2009

WAY BIG! Road trip på den amerikanske østkyst


Objekter i sidespejlet er tættere på og større, end de ser ud. Og i USA er alt større end en jyde fra Serup Hede kan forestille sig. (Så er det jo godt, at jeg har en erfaren støttepædagog med, min kæreste har et års udstationering i Idaho med sig i baggagen). Denne fortælling er et udtræk fra ti dages roadtrip gennem tre stater på den amerikanske østkyst.


Vis Road trip på et større kort

Størrelsesforskellen gør sig gældende allerede før vi har rullet den første mil, nemlig da vi kommer til Thrifty biludlejning for at hente vores udmærkede (kører-fornuftigt-langt-på-literen) Toyota Yaris. På den anden side af den reservede Yaris har de tøjlet en sølvgrå, vild hoppe aka en Mustang. Vores assistent Ali kan ikke stå for fire langstilkede, danske kvindeøjne (eller noget) og vupti: er Yaris = Mustang og Toyota = Ford.


Sømmet 1/3 del i bund (tør ikke tænkte på, hvad der var sket, hvis vi havde trykket igennem) og et højresving bringer os videre til Walmart. Første kulturelle højdepunkt på turen. Tusindevis kvadratmeter af varer - heriblandt telt, sovepose, luftmadras, og mad - på metervis af hylder. For hver eneste varer er der minimum fire smagsvarianter og nogle gange også en sund variant. Igen rejser jeg med en ekspert - det er jo økonomisk teori, fjerde semester vi har gang i: Love of Variety. (Jeg slog det lige op, hvis der er andre, der lige som jeg, har forsømt at hyggelæse den slags: Det omhandler forbrugeres glæde ved at have mange valgmuligheder...).
Et eksempel fra et almindelig caféteria er valget mellem sukker, samt en lyserød, blå og gul pose med forskellige slags sødetabelletter, hver med en særlig måde at forsøde på.

Så er vi klar til vores roadtrip. Vi finder frem til John Denvers Country Roads på iPodden, og styrer mod Shenandoah River ved Harpers Ferry, som engang var centrum for transport ad Potomac og Shenandoah floder. Nu er det nærmere en spøgelsesby (efter klokken 20), hvor kun lokalbefolkningen og ildfluer sværmer om aftenen. En del vandrerer gør stop her, undervejs på deres tur af den 3500 kilometer lange vandresti Appalachian Trail. Herfra begynder turen langs Shenandoah River og østkystens højderyg mod sydvest. Langs Blue Ridges højderyg løber Skyline Drive, en vej der snor sig gennem 169 kilometer smuk natur. Vejen blev bygget for at sætte gang i økonomien under depressionen i 1931 af præsident Franklin D. Roosevelts New Deal Program. Man kan da også kun blive i godt humør af at opholde sig i de smukke omgivelser. Allerede den første dag så vi tre bjørne og i de følgende dage en del rådyr på vandreture ind i skoven (men heldigvis ingen af de mange stinkdyr).


Efter nogle nætter i det fri og et par ristede skumfiduser senere fortsatte turen hele sydover til Mountain Lake Hotel, som en del piger måske ville genkende, hvis jeg kaldte det "Kellermans" og siger: Nobody puts Baby in the corner!. 80'er nostalgi blandet med smuk natur, pejs og gode senge. Ikke dårligt!


Endnu et gedigent tryk på speederen og et stop ved Foamhenge(Stonehenge udført i naturlig størrelse i skum, det bliver ikke større!) senere endte vi i Asheville, hjemsted for familien Vanderbilts emperium Biltmore - USAs største bolig. Det koster 500 kroner for at se den rige families palæ med 250 værelser. Så det gjorde vi ikke. Derimod nød vi den afslappede stemning i byen, modstod fristelsen til at fylde bilen med lokal kunst og håndværk, som det ellers ikke skorter på i byen.

Efter flere dage i den milde bjergluft kaldte havet, faktisk så højt, at vi valgte at køre 656 kilometer på tværs af North Carolina på én dag. Undervejs stoppede vi ved en diner, hvor truck rullede ind med Sydstatsflag i ruden, og hvor servitricen igen fortænder havde. Lige et råd: Kommer du til sådan en diner, så bestil noget junkfood. Det er det, de kan. Og når servitricen studser over, at de har salat på kortet, så skynd dig for alt i verden at afbestille. Resultatet kunne være fem slatne salatblade med 100 gram røget skinke og 200 gram revet ost.

Luftforandringen gjorde godt. I Outerbanks, som den yderste banke i North Carolina hedder, findes de "gamle" kolonihuse fra 1700-tallet, historier om pirater og sidst men ikke mindst masser af frisk fisk. Her findes også det østlige USAs største klit "Jockeys Ridge", hvor du kan vandre en tur i 1,7 km2 sand.

Sidste stop på turen er byen, hvor de forenede stater begyndte: Williamsburg. Her havde englænderne deres hovedkvarter som kolonimagt, og her er historiske spor tilbage til den amerikanske revolution i slutningen af 1700-tallet. Byen er holdt i stilen fra dengang, og historiens sus mærkes, når den spilles af aktører rundt omkring og i de gamle huse.

Her slutter det "korte" rids af en tur på henved 3000 kilometer i West Virgina, Virginia og North Carolina. Efter amerikanske standarder er det slet ikke så lang tur. Så kan man godt forstå, at Europa for en amerikaner kan gøres på otte dage:

“I Europa er meget at se!” siger den unge amerikaner; “og vi har set det i otte dage, og det lader sig gøre, som den store rejsende” – et navn nævnes, der hører til deres samtid – “har vist i sit berømte værk: ‘Europa set i otte dage’.”
H.C Andersen, "Om Aartusinder"