Før Harlem var U Street

I den nordvestlige del af Washington DC ligger U Street, med sine farverige beboere og skæve fortorve. Gaden er bestemt ikke i den mondæne ende af byen, men alligevel langt fra slum og uføre.

Hver morgen og eftermiddag vandrer jeg ad U Street mellem vores hjem og metrostationen. Og hver dag får jeg nye oplevelser og overraskelser på vejen. Gaden er en lille verden i sig selv.

Lad mig præsentere et par af nutidens knopskud, der møder mig på turen fra mit hjem til metrostationen. Få meter henne ad gaden kommer jeg forbi en religøs appetitvækker på den kommende søndags prædiken, der normalt får gaden til at vugge om søndagen med gospelsang.

Der er meget mere føde på U Street end den åndelige af slagsen. Et væld af friturestegt mad byder sig til, side-om-side med økologisketofu-tilbedende-lokalt-handlende restauranter. Du kan få dit tøj renset på et økologisk renseri og dyrke den moderne krop i "Boundless yoga" (nogle ting skal ikke oversættes alt for direkte).

En tur ned ad gaden sender mig verden rundt: Ovenpå Peking Express (friture på kinesisk) ligger Saigon Nails, ved siden af Polly's Cafe, hvorfra du kan nyde et farvestrålende vægmaleri, der fortæller historien om gadens rødder, der strækker sig helt til vest Afrikas kyster.

Uanset, hvilken tid på dagen er der gang i U Street. Folk hilser på hinanden, der festes på hippe dansesteder og maskuline bøsser drikker en øl, mens de følger NFL på storskærmen i Nellie's Sportsbar - ingen løse håndled her.

I Edge Barber Beauty Salon, spiller et par mænd skak, mens afroen rettes til af frisøren. Et par mænd sidder på trappen udenfor og diskuterer sundhedsreform, med kunderne hos Edge. Der bliver råbt, grint og slået ud med armene. Og enkelt gang var jeg så heldig, at få tilbuddet om at få studset leverpostejen - til alles morskab.

Kraftige kvinder troner på trappen foran deres boligblok. De holder øje med livet på gaden, ungerne og ikke mindst deres mænd, som ind imellem får et fur.


En institution på U Street er Ben's Chili Bowl, hvor du kan stille din sult i hotdogs med chilisauce, chili con carne (samme chilisauce), burgere med chilisauce og pomfritter med chilisauce. Hot stuff. Bill Cosby og præsident Obama, har også nydt godt af chilien: Et skilt annocerer, at de to prominente herre endda kan spise gratis til hver en tid - nedenfor er der med kuglepen skrevet, at Obama trods alt betalte.

Obama er bestemt en helt i U Street, og hans ansigt ses mange steder i gyderne. U Street er primært beboet af sorte, selvom der i de seneste år er flyttet en del nye beboere til, som har blandet paletten lidt - primært kunstere og unge hipsters, der nyder livet i den levende gade med lavere husleje. Indtil 1920'erne var U Street USAs største bysamfund for sorte (derefter tog New Yorks Harlem over). I begyndelsen af 1900tallet, var bydelen efter sigende så storslået, at man skulle have slips på for at komme der. Det var her jazzmusikeren Duke Ellington voksede op og slog igennem, men datidens broadway "Lincoln Theater" lagde også scenegulv til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, og Billie Holliday i den tid.

Optøjerne efter mordet på Martin Luther King i 1968, gav dog området et knæk. Middelklassen flyttede ud i mere sikre kvarterer og området led økonomiske tab. Men efter Metrostationen U Street/Cardozo åbnede i 1991 er bydelen igen blomstret op.

Det er her på denne station, min morgentur på U Street ender, når jeg hopper på den grønne linje mod Maryland University. Der sidder jeg med min bog og føler mig som et stykke hvid chokolade i en æske Antonberg. Jeg glæder mig allerede til næste tur gennem U Street NW.

En lille bid af et meget stort æble...

...den første nærende bid af det store æble er taget. Og det smager så bestemt af mere!

I weekenden satte vi sammen med en veninde (der kunne give os husly - tak!) kursen mod New York i en utroligt kold Bolt Bus. Henved fem timers køretur, en håndfuld podcasts og lidt saven (muligvis savlen) senere kunne vi ane konturerne af Manhattans mange højhuse mod horisonten.

Mit første indtryk af New York er et sandt bombardement af lysreklamer, menneskemasser og gule taxier. Du kan stå stille på gaden og høre alverdens sprog omkring dig, uden at dem der taler det, nødvendigvis er turister. Vi finder frem til Manhattan og det mest fantastiske Thai-mad jeg har fået siden jeg var i Thailand (sticky rice, thai fish balls + papaya salat).

Lørdag morgen starter vi på en diner i Brooklyn, hvor midaldrende, let runde servertricer med bobbet hår skiftevis betjener kunderne englesødt og sviner en kollega til, som pjækker. Det føles lidt som at være med i en film måske fordi, de taler som Robert de Niro (hør et eksempel på dialekten - lige efter den britiske præsentation).

Efter en nærende stabel pandekager med sirup, sætter vi kursen tværs gennem Brooklyn. På få kilometer kommer vi igennem et polsk, et dominikansk og et jødisk kvarter. Og her taler vi ikke om et polsk kvarter, fordi de har et par polske restauranter - nej, der er indbyggere som KUN taler polsk! En del af skiltene er også polske - det samme gør sig gældende i det jødiske kvarter. Det er jo lørdag, så i det jødiske kvarter er alle på gåben og mændene har slangekrøller og pelshue (trods temperatur over 30 grader). Det er om noget multikulturelt - og vildt inspirerende!

I denne omgang bliver det ikke til en tur på kunstmuseet Moma - til gengæld er jeg helt forelsket i kunsten, der titter frem overalt i gadebillede. Dette er blot et par eksempler:




Efter sådan en travetur skal de tre heltinder have noget mad, vi kaster os ud i netværket af metrolinjer og ender på mirakuløs (eller måske utroligt dygtig, aner det ikke jeg legede med mit kamera) vis på Times Square. Af uransagelige grunde leder vores sultne maver os videre til en sports-restaurant, hvor intet mindre end 20 større skærme dækker det vigtigste af golf, baseball, football, fodbold og basket. Skærmene udgør faktisk den ene væg af etablissementet. Og skal du på toilet (øl hører jo til den slags) så frygt ej, for der er da også skærme på dasset!

Efter denne kulturelle og kulinariske oplevelse går vi efter bolden og scorer billetter til Dolly Partons musical 9-to-5, bygget over den fantastiske film med samme titel fra 1980 (fra dengang Jane Fonda stadig var tilknappet). Musikken i musicalen er skrevet af Parton, der som sædvanligt har humor og sans for medrivende rytmer (yes jeg er en fan i skabet). Hun er jo trods alt kvinden, der har sagt: "It takes a lot of money to look this cheap." om sig selv. Se det er humor! Selve musicalen er udført i topprofessionel stil, med dans, sang og scenografi af højeste kaliber! En sand elevatortur gennem etager af overraskelser!

Så meget på én weekend - og jeg har ikke engang skrevet om det hele. Vi er klar på endnu en bid af æblet!

WAY BIG! Road trip på den amerikanske østkyst

Objekter i sidespejlet er tættere på og større, end de ser ud. Og i USA er alt større end en jyde fra Serup Hede kan forestille sig. (Så er det jo godt, at jeg har en erfaren støttepædagog med, min kæreste har et års udstationering i Idaho med sig i baggagen). Denne fortælling er et udtræk fra ti dages roadtrip gennem tre stater på den amerikanske østkyst.


Vis Road trip på et større kort

Størrelsesforskellen gør sig gældende allerede før vi har rullet den første mil, nemlig da vi kommer til Thrifty biludlejning for at hente vores udmærkede (kører-fornuftigt-langt-på-literen) Toyota Yaris. På den anden side af den reservede Yaris har de tøjlet en sølvgrå, vild hoppe aka en Mustang. Vores assistent Ali kan ikke stå for fire langstilkede, danske kvindeøjne (eller noget) og vupti: er Yaris = Mustang og Toyota = Ford.


Sømmet 1/3 del i bund (tør ikke tænkte på, hvad der var sket, hvis vi havde trykket igennem) og et højresving bringer os videre til Walmart. Første kulturelle højdepunkt på turen. Tusindevis kvadratmeter af varer - heriblandt telt, sovepose, luftmadras, og mad - på metervis af hylder. For hver eneste varer er der minimum fire smagsvarianter og nogle gange også en sund variant. Igen rejser jeg med en ekspert - det er jo økonomisk teori, fjerde semester vi har gang i: Love of Variety. (Jeg slog det lige op, hvis der er andre, der lige som jeg, har forsømt at hyggelæse den slags: Det omhandler forbrugeres glæde ved at have mange valgmuligheder...).
Et eksempel fra et almindelig caféteria er valget mellem sukker, samt en lyserød, blå og gul pose med forskellige slags sødetabelletter, hver med en særlig måde at forsøde på.

Så er vi klar til vores roadtrip. Vi finder frem til John Denvers Country Roads på iPodden, og styrer mod Shenandoah River ved Harpers Ferry, som engang var centrum for transport ad Potomac og Shenandoah floder. Nu er det nærmere en spøgelsesby (efter klokken 20), hvor kun lokalbefolkningen og ildfluer sværmer om aftenen. En del vandrerer gør stop her, undervejs på deres tur af den 3500 kilometer lange vandresti Appalachian Trail. Herfra begynder turen langs Shenandoah River og østkystens højderyg mod sydvest. Langs Blue Ridges højderyg løber Skyline Drive, en vej der snor sig gennem 169 kilometer smuk natur. Vejen blev bygget for at sætte gang i økonomien under depressionen i 1931 af præsident Franklin D. Roosevelts New Deal Program. Man kan da også kun blive i godt humør af at opholde sig i de smukke omgivelser. Allerede den første dag så vi tre bjørne og i de følgende dage en del rådyr på vandreture ind i skoven (men heldigvis ingen af de mange stinkdyr).


Efter nogle nætter i det fri og et par ristede skumfiduser senere fortsatte turen hele sydover til Mountain Lake Hotel, som en del piger måske ville genkende, hvis jeg kaldte det "Kellermans" og siger: Nobody puts Baby in the corner!. 80'er nostalgi blandet med smuk natur, pejs og gode senge. Ikke dårligt!


Endnu et gedigent tryk på speederen og et stop ved Foamhenge(Stonehenge udført i naturlig størrelse i skum, det bliver ikke større!) senere endte vi i Asheville, hjemsted for familien Vanderbilts emperium Biltmore - USAs største bolig. Det koster 500 kroner for at se den rige families palæ med 250 værelser. Så det gjorde vi ikke. Derimod nød vi den afslappede stemning i byen, modstod fristelsen til at fylde bilen med lokal kunst og håndværk, som det ellers ikke skorter på i byen.

Efter flere dage i den milde bjergluft kaldte havet, faktisk så højt, at vi valgte at køre 656 kilometer på tværs af North Carolina på én dag. Undervejs stoppede vi ved en diner, hvor truck rullede ind med Sydstatsflag i ruden, og hvor servitricen igen fortænder havde. Lige et råd: Kommer du til sådan en diner, så bestil noget junkfood. Det er det, de kan. Og når servitricen studser over, at de har salat på kortet, så skynd dig for alt i verden at afbestille. Resultatet kunne være fem slatne salatblade med 100 gram røget skinke og 200 gram revet ost.

Luftforandringen gjorde godt. I Outerbanks, som den yderste banke i North Carolina hedder, findes de "gamle" kolonihuse fra 1700-tallet, historier om pirater og sidst men ikke mindst masser af frisk fisk. Her findes også det østlige USAs største klit "Jockeys Ridge", hvor du kan vandre en tur i 1,7 km2 sand.

Sidste stop på turen er byen, hvor de forenede stater begyndte: Williamsburg. Her havde englænderne deres hovedkvarter som kolonimagt, og her er historiske spor tilbage til den amerikanske revolution i slutningen af 1700-tallet. Byen er holdt i stilen fra dengang, og historiens sus mærkes, når den spilles af aktører rundt omkring og i de gamle huse.

Her slutter det "korte" rids af en tur på henved 3000 kilometer i West Virgina, Virginia og North Carolina. Efter amerikanske standarder er det slet ikke så lang tur. Så kan man godt forstå, at Europa for en amerikaner kan gøres på otte dage:

“I Europa er meget at se!” siger den unge amerikaner; “og vi har set det i otte dage, og det lader sig gøre, som den store rejsende” – et navn nævnes, der hører til deres samtid – “har vist i sit berømte værk: ‘Europa set i otte dage’.”
H.C Andersen, "Om Aartusinder"

Ghana-trotter

Så er hun hjemvendt fra ferien, Ghana-trotteren. Klædt ikke i khaki, men kamouflerende grønne nuancer har jeg snuset mig (med en smule hjælp af ghanesiske PK med sin riffel) frem til en helt flok elefanter i en dam, ind på livet af krokodiller og frem til europæiske handlescentre fra 1600 og 17oo tallet: nemlig slaveborgene. Vi danskere var også fremme i felten, således har vi på vores tur erfaret, at Amelienborg er finansieret via slavehandel.

Det var nu ikke, fordi vi behøvede at begrave os i historien, for Ghanas nutid er så langt fra vores egen trygge hverdag, at en rejse med de offentlige transportmidler, er rig på oplevelser. Fra deres overpakkede tro-tros, så vi hvordan de i navngivningen af butikker lader sig inspirere af bibelske navne og steder: "Good gods multimedia"; "Fast consuming fire fast food", "...." eller hvad med "Classicbrain ventures" og "No hurry in live shop". Og det var heller ikke ligefrem fart, der prægede vores ferie i Ghana. Det var bestemt skønt, selvom vi europæere er en smule overfølsomme overfor ventetid - selv ved vores fodgængerovergang kommunikeres jo efterhånden, hvor mange sekunder der spildes endnu. I Ghana har de deres egen tidsfornemmelse. Når bussen har afgang klokken 14, klokken 14 GMT - GhanaMaybeTime - måske klokken 14, måske ikke... Men uanset hvad så kan du gå ud fra, at de nok skal få det til at lykkes; også selvom det betyder at tage et hjul af taxaen langt ude i bushen og slå på motoren med en sten for at komme videre! Men vi kom altid derhen, hvor vi ville og altid var der glade og venlige mennesker, der hilste "Ubruni, Ubruni" (Hvide, hvide). Bestemt et sted værd at besøge!