Jeg har indledt en tilværelse som pendler, hvilket jeg på mange måder ser som et privilegium. Jeg får masser af tid til mig selv, hvor jeg kan få læst en del og slappe af.
På mine ture har jeg særligt bemærket et meget iørefaldende kulturfænomen: Mobiltelefoni i toget. Det kan være lidt for meget med de uvante af mængder af tid til eget forbrug, så mange har - undertegnede inklusive - nogle gange brug for lige at markere over for verden, at vi stadigt er i live. Her er det nærmere reglen end undtagelsen, at mobilsnakkeren i toget bliver spurgt om deres fysiske placering inden for kort tid. For det meste er svaret "i toget" eller "lige efter Korsør", men sandheden er, at istedet for at være i toget, synes de mobilsludrende individer at befinde sig i et vacuum, hvor det antages, at vi andre ikke kan høre dem.
Der er pænt saftigt materiale at samle i toget for forfattere med skrivekrise og inspirationstørke: Om skilsmisser, om seksuelle eksapader eller mangel på samme, om skænderier, sygdom og om det mere almindelige hverdagsagtige. Knapt så hverdagsagtigt er det på DSB 1', hvor forretningsmænd og -kvinder pludrer løs om de nyeste tab og erobringer, som for eksempel her i morges, hvor jeg kunne følge med i forberedelserne til en retsag, som et større dansk firma åbenbart er involveret i. Gennem telefonsamtalen kunne jeg således notere mig, at der er lagt 2 millioner til side, hvis sagen tabes; at miljøministeriet ikke kan redegøre for reglerne på området; at en anden meget stor virksomhed er indblandet osv... Kort sagt meget fortrolige oplysninger der flyder gennem kupeens luft - for nej mobilen kan ikke generere et vacuum og vi andre er ikke døve...
