Skygge-boksning over netværk

Skyggeboksning er en nobel disciplin. Med godt fodarbejde og vedholdenhed kan du få sved på panden uden at risikere klø. Et forskningsprojekt ved navn "Remote Impact - Shadow Boxing Over a Distance" har gjort det muligt, at skyggebokse over netværk, så du ikke behøver at slå løs på skyggen af dig selv. Skyggen på væggen i forsøget stammer nemlig fra din modspiller, der er et eller andet sted i verden.

I spillet repræsenteres den anden spiller, ikke ved hjælp af grafik, eller videostreaming (i gængs forstand), men ved skyggen og lyden af den anden spiller. At dømme ud fra videoklippet bliver spillerne grebet af legen. Læg især mærke til den noble herre med skjorten og de "finurlige helkropsslag". Jeg er ikke sikker på, at det ville give point eller klapsalver i en rigtig boksekamp...

Virtuelle repræsentationer og menneskeligt nærvær

På vejen i S-toget må man sluge lidt af hvert. Her til morgen tog jeg en Urban og skyllede den ned med Tori Amos. Jeg var ved at få "Strange Girl" galt i øret, da jeg læste et indlæg om et mildest talt uortodokst forslag fra Det Amerikanske Forsvarsministeriums Udviklingscenter.

Udviklingscenteret vil nemlig give børn af udsendte amerikanske soldater følelsen af, at far eller mor drager virtuel omsorg for dem på afstand. De søger samarbejdspartnere, der kan hjælpe med at udvikle et program, der simulerer den bortrejste forælders ansigtsudtryk og via kunstig intelligens kan genkende stemmer og deltage i simple daglig dagssamtaler. Citat fra opslaget:

"The child should be able to have a simulated conversation with a parent about generic, everyday topics. For instance, a child may get a response from saying “I love you”, [sic] or “I miss you”, [sic] or “Good night mommy/daddy.” This is a technologically challenging application because it relies on the ability to have convincing voice-recognition, artificial intelligence, and the ability to easily and inexpensively develop a customized application tailored to a specific parent."

Jeg vil vove at påstå, at ud over teknologisk forskning også vil kræve en del humanistisk forskning for at kunne skabe et program, der vil kunne repræsentere et andet menneske så livagtigt, så det er troværdigt selv i kontakten mellem et lille barn og dets forældre.

På min netop overståede udveksling til Osaka University i Japan mødte jeg professor Ishiguros robotter, der er bygget for at undersøge om vi kan simulere eller repræsentere mennesker i det her tilfælde som robotter. På hans kontor er der tre robot-kopier af levende mennesker, en af ham selv, af hans datter og af en kendt studievært. Han har tidligere blandt andet undersøgt hvordan hans datter (den ægte vare) reagerede på mødet med ham (som robot). Og hun virkede langt fra overbevist. Men også Ishiguro har altså stillet sig selv det interessante spørgsmål; kan vi skabe noget, der er menneskeligt?


(Trailer til den danske instruktør Phie Ambos dokumentarfilm Mechanical Love)

Robotterne kan i vis udstrækning virke livagtige på mig, men jeg tvivler på, at de ved hjælp af udelukkende teknologisk forskning vil blive mere troværdige som repræsentationer for virkelige mennesker.

Et af det amerikanske forsvarsministeriums argumenter for at udvikle programmet er, at børnene har stor glæde af at se på et foto af den bortrejste forælder, og at 80 % af dem bruger digitale medier. Men der et stort skridt mellem foto og simulation. De færreste forventer meningsfyldt interaktion med et foto - de færreste forventer nogen respons. Og det skridt er ikke kun teknologisk. Den kræver forståelse af menneskelig interaktion. Hvordan kan programmet simulere intentioner, følelser og semantisk sammenhængende feedback?