Viser opslag med etiketten kultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kultur. Vis alle opslag

29 september 2009

Før Harlem var U Street

I den nordvestlige del af Washington DC ligger U Street, med sine farverige beboere og skæve fortorve. Gaden er bestemt ikke i den mondæne ende af byen, men alligevel langt fra slum og uføre.

Hver morgen og eftermiddag vandrer jeg ad U Street mellem vores hjem og metrostationen. Og hver dag får jeg nye oplevelser og overraskelser på vejen. Gaden er en lille verden i sig selv.

Lad mig præsentere et par af nutidens knopskud, der møder mig på turen fra mit hjem til metrostationen. Få meter henne ad gaden kommer jeg forbi en religøs appetitvækker på den kommende søndags prædiken, der normalt får gaden til at vugge om søndagen med gospelsang.

Der er meget mere føde på U Street end den åndelige af slagsen. Et væld af friturestegt mad byder sig til, side-om-side med økologisketofu-tilbedende-lokalt-handlende restauranter. Du kan få dit tøj renset på et økologisk renseri og dyrke den moderne krop i "Boundless yoga" (nogle ting skal ikke oversættes alt for direkte).

En tur ned ad gaden sender mig verden rundt: Ovenpå Peking Express (friture på kinesisk) ligger Saigon Nails, ved siden af Polly's Cafe, hvorfra du kan nyde et farvestrålende vægmaleri, der fortæller historien om gadens rødder, der strækker sig helt til vest Afrikas kyster.

Uanset, hvilken tid på dagen er der gang i U Street. Folk hilser på hinanden, der festes på hippe dansesteder og maskuline bøsser drikker en øl, mens de følger NFL på storskærmen i Nellie's Sportsbar - ingen løse håndled her.

I Edge Barber Beauty Salon, spiller et par mænd skak, mens afroen rettes til af frisøren. Et par mænd sidder på trappen udenfor og diskuterer sundhedsreform, med kunderne hos Edge. Der bliver råbt, grint og slået ud med armene. Og enkelt gang var jeg så heldig, at få tilbuddet om at få studset leverpostejen - til alles morskab.

Kraftige kvinder troner på trappen foran deres boligblok. De holder øje med livet på gaden, ungerne og ikke mindst deres mænd, som ind imellem får et fur.


En institution på U Street er Ben's Chili Bowl, hvor du kan stille din sult i hotdogs med chilisauce, chili con carne (samme chilisauce), burgere med chilisauce og pomfritter med chilisauce. Hot stuff. Bill Cosby og præsident Obama, har også nydt godt af chilien: Et skilt annocerer, at de to prominente herre endda kan spise gratis til hver en tid - nedenfor er der med kuglepen skrevet, at Obama trods alt betalte.

Obama er bestemt en helt i U Street, og hans ansigt ses mange steder i gyderne. U Street er primært beboet af sorte, selvom der i de seneste år er flyttet en del nye beboere til, som har blandet paletten lidt - primært kunstere og unge hipsters, der nyder livet i den levende gade med lavere husleje. Indtil 1920'erne var U Street USAs største bysamfund for sorte (derefter tog New Yorks Harlem over). I begyndelsen af 1900tallet, var bydelen efter sigende så storslået, at man skulle have slips på for at komme der. Det var her jazzmusikeren Duke Ellington voksede op og slog igennem, men datidens broadway "Lincoln Theater" lagde også scenegulv til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, og Billie Holliday i den tid.

Optøjerne efter mordet på Martin Luther King i 1968, gav dog området et knæk. Middelklassen flyttede ud i mere sikre kvarterer og området led økonomiske tab. Men efter Metrostationen U Street/Cardozo åbnede i 1991 er bydelen igen blomstret op.

Det er her på denne station, min morgentur på U Street ender, når jeg hopper på den grønne linje mod Maryland University. Der sidder jeg med min bog og føler mig som et stykke hvid chokolade i en æske Antonberg. Jeg glæder mig allerede til næste tur gennem U Street NW.

21 september 2009

Biler slår ikke rødder, det gør mennesker. Beretning fra Park(ing) Day 2009 i DC

Parkeringspladser er sværere at finde, når man har brug for dem. Men sværere kan det være, at finde en grøn plet, hvor du kan sidde at slappe af. Eventgruppen Rebar har siden 2005 opfordret til, at man d. 18. september indtager en parkeringsplads og omdanner den til en park for en dag, fordi alt for meget af pladsen i byerne er tilegnet køretøjer og alt for lidt til mennesker. Denne event hedder Park(ing) Day og i år kom den for første gang til Washington DC. Jeres udsendte havde fingrene i med i græsset, da en parkeringsplads, blev belagt.

Der blev bagt muffins til gæsterne, sat badminton net op, lagt bøger ud og Scrabble var der også. Og en hel del slog sig i løbet af dagen ned i det saftige græs. En dreng kom om formiddagen forbi stedet med sin mor i hånden. Han vendte sig mod os og spurgte med alt for store brune øjne: "Bygger I en legeplads til os? Vi har ingen". Senere på dagen råbte en taxachauffør fra sit vindue: "Dig up the concrete!". Knap så radikalt gik det dog for sig, men for en dag ændrede hjørnet mellem 14th street og S street i den nordvestlige del af Washington DC.

Se engang her:


Se slideshow fra Washington DCs første Park(ing) Day.

Next stop Copenhagen 2010 - hvem er med?

31 august 2009

Fodgængere på rette spor


I 1980 rumlede det sidste tog med et læs frosne kalkuner ned ad High Line på Manhattan. High line er en toglinje til fragt, der af sikkerhedsmæssige grunde blev hævet over jorden. Eller det var The High Line, for efter de frosne kalkuner for længst er tøet op, dybtstegte og fordøjede er intet blev fragtet på sporene, der ellers har lagt ryg til togtransport siden 1930'erne.

En nedrivning har været planlagt lige siden, men forhindret af tog-entuisiaster, som i 2002, fik byens støtte til at samle midler, byggeplaner og omdanne banen til en offentlig park.

Den gamle togstrækning High Line er altså ikke blot blevet bevaret, men åbnede i juni 2009 som et rekreativt område, hvor fodgængere kan slentre langs, over og på de gamle spor fra den tidligere jernbane. "The High Line" som området hedder, har bevaret spor (i mere end en forstand) fra den tidligere brug, hvilket giver en helt unik følelse af historie og stemning! Langs stierne er vildt græs og blomster plantet, hvilket giver en fornemmelse af at være trådt ind en park, flere meter over jorden. Flere steder kan du finde liggestole, som har toghjul, så de kan flyttes hen ad sporene. Undervejs finder vi også en station, hvor platformen er omdannet til café og mødested. Fra High Line kan du også nyde udsigten over Hudson River på den ene side og Manhattan på den anden.





Jeg kan varmt anbefale at finde frem til "parken"! Tag en bog med og slap af - i parken er tiden din egen.

10 februar 2009

Teknokratisk præcision

Der er meget at lære af og beundre ved ingeniører. Som for eksempel deres sans for detaljer. Se nu bare skiltet her, som jeg i dag har set på en elevator på DTU:


Godt, at trappen er lige ved siden af...

12 december 2008

Kawaisa - nuttethed som kulturelt islæt

"Kawaii", hviner den lille japaneske kvinde og klapper i hænderne, så plysdyr og nøgleringe dingler. Hun er sekretær på laboratoriet og hun har netop fået øje på min nye hat. Jeg smiler, replicerer helt intuitivt med et kejtet buk og mumler arigato gozaimasu (mange tak). For hendes henrykte vurdering er en stor ros. Kawaii betyder nuttet, kær eller yndig og er faktisk mest beregnet på børn. I al fortrolighed har vores lærerinde i japansk dog betroet til os, at hvis vi skal give en japansk kvinde en kompliment, skal vi ikke sige, at hun er smuk (kirei) men nuttet (kawaii). Det får hende til at virke eller ihvert fald føle sig yngre.

Det er ikke kun kvinderne, der dyrker den nuttede stil, den går igen rigtigt mange steder i den japanske kultur. Jeg har fundet tre hurtige eksempler på min vej:

Første eksempel snublede jeg nærmest over. Tegningen her markerer et dæksel sikkert til et vandreservoir. Håber, at de rigtige brandmænd er knapt så kære...

Hvordan ville du have det med at købe dit hus af denne ejendomsmægler?
Ja, det er en tøjbamse han holder i sin hånd...


Eller hvad nu hvis sexkillingen iførte sig dette frække undertøj - helloooo Kitty, siger jeg bare!

20 november 2008

Åhhhh, så genert!

Japanske mænd er generte. Måske ikke dem alle. Men rigtigt mange af dem. Jeg undrede mig i begyndelsen over, at de med diverse krumspring prøvede at undgå mig, når jeg ville spørge om vej. Jeg har endda prøvet, at en ung mand var ved at græde, da han af sin sensei blev bedt om at tale med mig. Jeg har undren accepteret genertheden og spørger for det meste kun kvinder om hjælp nu. Nu er jeg ikke typen, der tager ting vildt personligt, men derfor er det alligevel rart at få bekræftet fænomenet fra andre (hvilket er sket gentagende gange). Endnu engang i dag har jeg fået bevis på min observation. Der er nemlig penge i genertheden, således kommer virksomheden Avex de rødmende sønner af solens rige til undsætning. Avex har produceret DVD'en ved navnミテルだけ ("miterudake" fra mimasu = kigger, ...dake = bare) med andre ord hedder den "Kigger bare".

På DVD'en kan den generte mand øve sig i at holde øjenkontakt med 50 kvinder af forskellige etnicitet (det er betænksomt - tak Avex) i sammenlagt 96 minutter. Det lyder måske som lutter lagkage - men prøv du selv engang at holde fokus i bare 1 minut (klik på filmen):



Til sidst siger hun: "Koboreteruyo". Jeg forstår det ikke lige i denne sammenhæng. Ifølge min ordbog betyder det: overflod; falde ; tabe ; at spilde noget... Sin tid måske?