Mig, mit kamera og små ting på min vej

Søde Kaki-frugter i eftermiddagssolen (Kita-Senri)

Noget af det jeg nyder allermest ved mit ophold i Japan, er at bevæge mig rundt på må og få i de ukendte omgivelser. Jeg elsker fornemmelsen af frihed og følelsen af at kunne erobre nyt terræn, når jeg slentrer afsted med mit kamera under armen. Uanset hvor jeg hopper af toget, er der altid små finurlige detaljer og smukke vue at opdage.

Eftersom jeg er alene, kan jeg med god samvittighed tage 20 billeder af samme edderkop, uden at tænke på at det er pænt kedeligt for andre at kigge på mig kravle rundt om dens spind. Hvad japanerne tænker, når de ser mig på den måde, ved jeg ikke - måske: "Sikke en lille linse på det kamera".

Mit ivrige knipseri giver mig samtidigt mulighed for at dele mine gåture med andre, hvilket er præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu. Jeg vil invitere dig med på en gåtur set gennem med mit kamera i Japan:

Heldigvis er jeg ikke stødt på den eventyrlystne rødryggede enke, som har taget rejsen med tømmer fra Australien, og nu er løs i Osaka. Men denne fætter er nu også pænt stor!
(Suita Campus)

Der er en del skilte, der advarer mod "Chikan" - perverse mænd. Heldigvis var der ingen advarsler mod danske kvinder, der gemmer sig i buskene for at tage billeder...
(Kita-Senri)

Osaka er på alle måder en livlig storby, med buldrende trafik og shoppingmuligheder fra solopgang til du falder om. Midt i myldret skiller denne kvinde sig ud. Hun har efter min mening en utroligt rolig udstråling...
(Osaka, Namba)

I 1970 afholdtes Expo udstillingen i Osaka. Parken, der blev skabt til anledningen, lever i bedste velgående. Jeg tog dertil en morgen før arbejde, for at gå tur sammen med grupper af skolebørn og pensionister. Børnene med ens hatte (gerne én farve til piger og én til drenge, så man kan skelne), ens tasker og ens drikkedunke.
(Osaka, Banpaku kinen-koen)

Kender du følelsen af at være en meget lille brik i et stort puslespil?
(Shinjuku, Tokyo)


Masser af spændende fauna i Japan. Her er en drageryg midt i Tokyo!

(Tokyo)

Japanerne er rigtigt gode til at passe på deres træer. Jeg har set et trehundrede år gammel træ og en del bonzaitræer. Da jeg har en særlig forkærlighed for træer, skal der et af dem med.
(Shinjuku Koen, Tokyo)

Der er en hel del Shinto og Buddhist templer i Japan. De to religioner eksisterer side om side. Dette billede er taget ved Shitennoji et af Japans ældste templer lige før lukketid, hvor alle tempelboderne bliver pakket ned og duften af røgelse sender myggene på flugt.
(Osaka, Tennoji, Shitennoji)

Flirtende nøglering, elektronisk plektor og musikalsk monster

Nu er shopping i gængs forstand, ikke det jeg bruger mest tid på. De japanske tøjbutikker har jeg holdt mig på lang afstand af, tror ikke lige, de har noget, der vil passe mig... Men da shopping virker som japanernes yndlingsbeskæftigelse nummer to - arbejde er nummer ét - så er det en del af den kulturrelle oplevelse også at kaste sig ud i den disciplin. Mit mål er en let gang shopping i en af Osakas veludstyrede legetøjsbutikker. Umiddelbart tænker jeg, at de må have noget i min størrelse.

I Osakas centrum for elektronisk udstyr, Den-Den Town, finder jeg en pragende legetøjsbutik. Jeg går ind i butikken, møder et væld af farver og især lyd. Der er en fjernstyret ufo; en kvindelig robot, der vrikker med hofterne, når hun går og et utal af figurer fra de mange japanske tegnefilm - anime. Og det er bare på første etage. På de næste fem etager, kan jeg købe materialer så jeg kan genskabe alle klimazoner i mit modeljernbane landskab, alt til fjernstyrede fartøjer, alt til dukkehjemmet, alt til... Fællesnævneren må være "alt til". Stedet er bestemt ikke kun for børn, faktisk er der nærmest kun mænd på de øverste etager.

Selvom det er fristende, kan jeg ikke for alvor få mulvarpeskindet op af lommen, så ingen robotter lander i min kurv denne gang. Men jeg finder et par små, ganske herligt ubrugelige sager:

Jeg er nu den lykkelige ejer af en flirtende nøglering. Den syner ikke af meget: En blå klods med bløde knapper på. Jeg trykker løs på knapperne og indimellem får jeg et svar. Svaret kommer fra "storesøster", som er en del af en serie af forførende kvindelige stemmer, jeg kan vælge imellem. Først hilser hun venligt med et kælent: "Ohayou", der betyder god morgen. Så langt så godt. Hun bliver dernæst lidt mere bestemt: "Vågn så op!". Det kan sikkert være godt at have en nøglering, der ligesom motiverer og kommanderer lidt. Jeg klikker videre på knapperne, og lidt tøvende siger hun: "Anone..." ...ved du hvad... Næ, men kære nøglering fortæl mig det! Og hvad siger hun så! Hun siger sandeligt: "Faktisk, har jeg altid været forelsket i dig." Jeg prøver at forklare nøgleringen, at det ikke kan gå, mit hjerte tilhører en anden, og du er en nøglering! Skuffet lægger jeg nøgleringen fra mig. Godt den kun kostede tredive kroner. Efter lidt tid spørger den mig forsigtigt: "Kan vi så blive ved med at være venner?".

Nøgleringen er som sagt én version, der er en hel serie med dem, hvoraf den mest interessante nok er tsundere versionen. Hun er en koket pige, der ikke er helt ærlig med sine følelser. Når du klikker på denne type nøglering, siger den "Jeg hader dig, lad mig være", og hvis du ligger den fra dig vil den sige: "Jeg er ikke ensom. Du skal ikke tro, at jeg savner dig". I Japan er tsundere som karaktertype kendt i tegnefilm og -serier, så "spillet" er meget velkendt.

Mit andet køb er et en slags plekter. Det ville nok ikke være så bevendt til en rigtig guitar, men derimod gør det oplevelsen af at spille luftguitar meget sjovere! Klik på en af knapperne og en melodi spiller, sving armen i luften og der er rå guitar i luften. Der er desværrre kun to stykker, jeg kan rocke til, men hvor ville det være herligt, hvis jeg kunne hente flere numre. Som supplement til luftguitaren ville jeg gerne købe trommestikker til "lufttommer" eller hvad med en gang luftsax? Er der nogen, der vil være med i mit band? Det er helt okay at være tonedøv, bare du kan danse!

Sidst men ikke mindst har jeg købt mit eget lille musikmonster Otoizmu. Otoizmu kan sættes til min musikafspiller og udvikler sig til mit lyttemønster. Jeg har prøvet at forvirre bæstet ved skiftevis at spille en gang blid Leonard Cohen, for at skifte til hård dansemusik af Rammstein. Det lille kræ hopper glædeligt op og ned, uanset hvad jeg spiller... Med tiden vil mit lille musik-kæledyr vokse, i takt med musikken jeg lytter til. Den kan også huske brudstykker af min musik og sammensætte nye kompositioner. Det er ikke sket endnu, måske er det fordi, dyret faktisk har sans for musik og nægter at gengive et mix af Cohen og Rammstein...

Lidt om mænd - og os der bare mangler noget

Lørdag eftermiddag. Jeg slentrer gennem Osaka midtby i et lidt faldefærdigt kvarter. Der er intet mål med turen. Jeg dasker bare rundt for at suge indtryk til mig. Midt i bombedamentet af japanske tegn malet på skilte og bøjet i neon ser noget jeg forstår, og så dog:

"Nej, du må ikke lege med min, bare fordi din er faldet af"

Så er det jeg overvejer, hvad jeg egentligt går glip af ved ikke at forstå sproget...

Spøgelser i storcenteret og tøjdyr på kontoret

Himlen har åbnet sig og ladet efteråret falde ned over Japan, i form af daglig regn og temperaturfald (omkring 25 grader, i stedet for 30). Da vi sidste tirsdag havde fri for at fejre efterårets komme i 30 graders varme, virkede det ellers som om det aldrig ville ske. Jeg må indrømme, at jeg hilser regnen og det temperede klima velkommen. Det gør det lidt mere spiseligt at iføre sig lange bukser hver arbejdsdag. Og det er trods alt arbejdstiden, der fylder mest her.

Hvad er det så, jeg kalder arbejde - det jeg bruger det meste af min tid på her? Udgangspunktet for opholdet er at hjælpe mig til bedre at kunne skrive en afhandling om digitale spil på gadeniveau (pervasive games). Under det japanske ophold har jeg valgt at have fokus på, hvordan brugere af et system opfører sig i rum, og hvilken rolle kroppen spiller for oplevelsen.

Min første opgave på kontoret har været at præsentere en rækker idéer til et (robot)teknologisk leg. Da robotteknologi endnu er nyt land for mig, er den opgave temmeligt udfordrende.

Otte idéer er det blevet til, der er blevet kogt ned til to og endeligt kombineret med en fjerde til noget helt nyt. Med andre ord er min tid gået med at finde ud af hvilke teknologiske platforme de arbejder med her, og foreslå anvendelse af dem. Derudover har jeg formuleret forskningsspørgsmål, som vi forhåbentligt kan belyse ved at udføre eksperimenterne. En interessant måde at bedrive forskning på.

Den endelige idé går groft sagt ud på at skabe en platform, hvorigennem vi i store menneskemængder kan finde frem til, hvem der kan være interesseret i et budskab og så sende det til dem. Det bliver højst sandsynligt et digitalt spøgelse, der inviterer til et spil, som lader mennesker på vidt forskellige lokationer lege sammen. Det kan lade sig gøre ved at bygge et netværk af sensorer ind i storcenteret, med kameraer og projektorer. Vi bygger altså teknologi ind i omgivelserne, så vi ikke kan se det, men alligevel kan have et samspil med det.

Min støtte på kontoret: Morizo (Mori betyder skov)

Jeg har kastet mig ud i at undersøge, hvordan vi kan finde frem til de rette personer og hvordan spillet skal hænge sammen. Når det først er implementeret i et storcenter, bliver det interessant at se, hvorvidt voksne mennesker vil lege i et offentligt rum og hvordan.

Som det fremgår, er det ikke så meget robotter jeg arbejder med, men med allestedsnærværende teknologi - teknologi der gør det muligt at få de informationer og services du har brug for, når og hvor behovet opstår. Tankegangen bag allestedsnærværende teknologi (ubiquitous computing) er introduceret af tidligere forskningslederen for Xerox PARC Mark Weiser. Han mener, at de personlige computere kan begrænse os ved at kræve opmærksomhed, være ufleksible eftersom de tvinger dig til at sidde og kun kan modtage input gennem tastatur samt mus. I stedet for at være et værktøj, der glider i baggrunden, så er computeren i fokus, når vi arbejder med den. Modsat for eksempel når jeg strikker med et par strikkepinde, hvor fokus er på maskerne ikke på pindene - eller det forestiller jeg mig, for nu er jeg aldrig nået videre end til at holde styr på mine fingre og undgå at stramme garnet for meget... Men jeg er også mere til det trådløse...