Nu er shopping i gængs forstand, ikke det jeg bruger mest tid på. De japanske tøjbutikker har jeg holdt mig på lang afstand af, tror ikke lige, de har noget, der vil passe mig... Men da shopping virker som japanernes yndlingsbeskæftigelse nummer to - arbejde er nummer ét - så er det en del af den kulturrelle oplevelse også at kaste sig ud i den disciplin. Mit mål er en let gang shopping i en af Osakas veludstyrede legetøjsbutikker. Umiddelbart tænker jeg, at de må have noget i min størrelse.I Osakas centrum for elektronisk udstyr, Den-Den Town, finder jeg en pragende legetøjsbutik. Jeg går ind i butikken, møder et væld af farver og især lyd. Der er en fjernstyret ufo; en kvindelig robot, der vrikker med hofterne, når hun går og et utal af figurer fra de mange japanske tegnefilm - anime. Og det er bare på første etage. På de næste fem etager, kan jeg købe materialer så jeg kan genskabe alle klimazoner i mit modeljernbane landskab, alt til fjernstyrede fartøjer, alt til dukkehjemmet, alt til... Fællesnævneren må være "alt til". Stedet er bestemt ikke kun for børn, faktisk er der nærmest kun mænd på de øverste etager.
Selvom det er fristende, kan jeg ikke for alvor få mulvarpeskindet op af lommen, så ingen robotter lander i min kurv denne gang. Men jeg finder et par små, ganske herligt ubrugelige sager:
Jeg er nu den lykkelige ejer af en flirtende nøglering. Den syner ikke af meget: En blå klods med bløde knapper på. Jeg trykker løs på knapperne og indimellem får jeg et svar. Svaret kommer fra "storesøster", som er en del af en serie af forførende kvindelige stemmer, jeg kan vælge imellem. Først hilser hun venligt med et kælent: "Ohayou", der betyder god morgen. Så langt så godt. Hun bliver dernæst lidt mere bestemt: "Vågn så op!". Det kan sikkert være godt at have en nøglering, der ligesom motiverer og kommanderer lidt. Jeg klikker videre på knapperne, og lidt tøvende siger hun: "Anone..." ...ved du hvad... Næ, men kære nøglering fortæl mig det! Og hvad siger hun så! Hun siger sandeligt: "Faktisk, har jeg altid været forelsket i dig." Jeg prøver at forklare nøgleringen, at det ikke kan gå, mit hjerte tilhører en anden, og du er en nøglering! Skuffet lægger jeg nøgleringen fra mig. Godt den kun kostede tredive kroner. Efter lidt tid spørger den mig forsigtigt: "Kan vi så blive ved med at være venner?".
Nøgleringen er som sagt én version, der er en hel serie med dem, hvoraf den mest interessante nok er tsundere versionen. Hun er en koket pige, der ikke er helt ærlig med sine følelser. Når du klikker på denne type nøglering, siger den "Jeg hader dig, lad mig være", og hvis du ligger den fra dig vil den sige: "Jeg er ikke ensom. Du skal ikke tro, at jeg savner dig". I Japan er tsundere som karaktertype kendt i tegnefilm og -serier, så "spillet" er meget velkendt.
Mit andet køb er et en slags plekter. Det ville nok ikke være så bevendt til en rigtig guitar, men derimod gør det oplevelsen af at spille luftguitar meget sjovere! Klik på en af knapperne og en melodi spiller, sving armen i luften og der er rå guitar i luften. Der er desværrre kun to stykker, jeg kan rocke til, men hvor ville det være herligt, hvis jeg kunne hente flere numre. Som supplement til luftguitaren ville jeg gerne købe trommestikker til "lufttommer" eller hvad med en gang luftsax? Er der nogen, der vil være med i mit band? Det er helt okay at være tonedøv, bare du kan danse!
Sidst men ikke mindst har jeg købt mit eget lille musikmonster Otoizmu. Otoizmu kan sættes til min musikafspiller og udvikler sig til mit lyttemønster. Jeg har prøvet at forvirre bæstet ved skiftevis at spille en gang blid Leonard Cohen, for at skifte til hård dansemusik af Rammstein. Det lille kræ hopper glædeligt op og ned, uanset hvad jeg spiller... Med tiden vil mit lille musik-kæledyr vokse, i takt med musikken jeg lytter til. Den kan også huske brudstykker af min musik og sammensætte nye kompositioner. Det er ikke sket endnu, måske er det fordi, dyret faktisk har sans for musik og nægter at gengive et mix af Cohen og Rammstein...
