De kære The Carpenters havde engang et super-hit. Det var lidt før Karen tog en journalists ord lidt for tungt og blev lidt for mager, at hun muntert sang: "I'm on the top of world, looking down on creation..." Den sang har jeg haft på hjernen i et par dage. Måske fordi den bliver skam-sunget nede i karaokerummet; måske på grund af udsigter som ovenfor knipset fra et mødelokale på 16. etage i Osaka midtby; måske fordi jeg hver dag er heldig at blive udfordret af forbavsende filosofiske robotforskere...I går blev jeg foreksempel stillet spørgsmålet: Tror du man kan skille oplevet intention og information ad? Øh. Altså, mennesker tillægges at have intentioner med vores handlinger, fordi vi har behov og motivation. Robotter tillægges ikke intention, men kan vi skabe robotten sådan, at den udtrykker en intention og dermed synes mere menneskelig? Hvilken type af informationer skal robotten så give modtageren? Hvordan får vi modtageren til at tillægge robotten motiver? Den slags spørgsmål giver lidt at tænke over.
Og så spiller melodien i mit hovede igen ...looking at creation... Her på laboratoriet er det ikke nok at diskutere begreberne, nej der skal sættes et forsøg i gang, der kan gøre os klogere på robotteknologien og ikke mindst på os selv. Og som sikkert rejser nye spørgsmål - såsom: Er det overhovedet rart for mennesker, hvis robotten virker som om, den har intentioner?
Jeg tog dette billede i dag på den 26. årlige konference for det japanske robotsamfund (hvor jeg iøvrigt giver en præsentation om Center for Playware's arbejde med robotteknologi og leg i morgen). Stærkt inspireret af Michelangelo's loftmaleri "Skabelsen af Adam", skabes robotten meget apropos i menneskets billede. Det forbløffer mig, hvor meget der faktisk kan lade sig gøre - og samtidigt, hvor meget der ikke kan efterlignes.Så synger hun igen: ...Such a feelins comin over me... There is wonder in most everything I see... Beklager, men jeg har den altså på hjernen.
