Biler slår ikke rødder, det gør mennesker. Beretning fra Park(ing) Day 2009 i DC

Parkeringspladser er sværere at finde, når man har brug for dem. Men sværere kan det være, at finde en grøn plet, hvor du kan sidde at slappe af. Eventgruppen Rebar har siden 2005 opfordret til, at man d. 18. september indtager en parkeringsplads og omdanner den til en park for en dag, fordi alt for meget af pladsen i byerne er tilegnet køretøjer og alt for lidt til mennesker. Denne event hedder Park(ing) Day og i år kom den for første gang til Washington DC. Jeres udsendte havde fingrene i med i græsset, da en parkeringsplads, blev belagt.

Der blev bagt muffins til gæsterne, sat badminton net op, lagt bøger ud og Scrabble var der også. Og en hel del slog sig i løbet af dagen ned i det saftige græs. En dreng kom om formiddagen forbi stedet med sin mor i hånden. Han vendte sig mod os og spurgte med alt for store brune øjne: "Bygger I en legeplads til os? Vi har ingen". Senere på dagen råbte en taxachauffør fra sit vindue: "Dig up the concrete!". Knap så radikalt gik det dog for sig, men for en dag ændrede hjørnet mellem 14th street og S street i den nordvestlige del af Washington DC.

Se engang her:


Se slideshow fra Washington DCs første Park(ing) Day.

Next stop Copenhagen 2010 - hvem er med?

Fodgængere på rette spor

I 1980 rumlede det sidste tog med et læs frosne kalkuner ned ad High Line på Manhattan. High line er en toglinje til fragt, der af sikkerhedsmæssige grunde blev hævet over jorden. Eller det var The High Line, for efter de frosne kalkuner for længst er tøet op, dybtstegte og fordøjede er intet blev fragtet på sporene, der ellers har lagt ryg til togtransport siden 1930'erne.

En nedrivning har været planlagt lige siden, men forhindret af tog-entuisiaster, som i 2002, fik byens støtte til at samle midler, byggeplaner og omdanne banen til en offentlig park.

Den gamle togstrækning High Line er altså ikke blot blevet bevaret, men åbnede i juni 2009 som et rekreativt område, hvor fodgængere kan slentre langs, over og på de gamle spor fra den tidligere jernbane. "The High Line" som området hedder, har bevaret spor (i mere end en forstand) fra den tidligere brug, hvilket giver en helt unik følelse af historie og stemning! Langs stierne er vildt græs og blomster plantet, hvilket giver en fornemmelse af at være trådt ind en park, flere meter over jorden. Flere steder kan du finde liggestole, som har toghjul, så de kan flyttes hen ad sporene. Undervejs finder vi også en station, hvor platformen er omdannet til café og mødested. Fra High Line kan du også nyde udsigten over Hudson River på den ene side og Manhattan på den anden.





Jeg kan varmt anbefale at finde frem til "parken"! Tag en bog med og slap af - i parken er tiden din egen.

New York - for fodgængerne!

Vi danskere er meget heldige. Vi har nemligt nydt godt af visionære arkitekt Jan Gehl siden han i 70'erne observerede menneskers adfærd i byen - det resulterede i bogen "Livet mellem husene".

Jan Gehls giver udtryk for holdningen, at byens formål er at være et sted, hvor mennesker mødes. Desværre planlægges mange byer udfra bilernes "behov" i stedet for fodgængernes og cykelisternes (ligesom mange af os i øvrigt indretter vores stue efter TV'et). Men sådan behøver det ikke at være. I Danmark har vi set et eksempel på, hvordan Nørrebrogade er lukket for almindelig billisme. New York har nu fulgt det samme eksempel og lukket Time Square for biler (ud over de gule taxier). Jeg har ikke været der før - men tag et kig på videoen nedenfor, det giver et indtryk af, hvor befærdet pladsen var før. Den er stadig befærdet, men nu er det af de mange mennesker, der går gennem gaderne.



Jeg deler ønsket om at give mennesket plads i byen, hvilket er en af grundene til, at jeg håber de spil - pervasive games - jeg arbejder med i min ph.d. kan blive mere udbredte, fordi de handler om at byrummet er vores rum, som vi kan udfolde og opholde os i - ikke blot et "vacuum" mellem destinationer.

Rummet og kropppen

Kunst handler ikke om at dekorere verden, men at tage ansvar og bevæge verden, fortæller arkitekten Olafur Elisson.

Eliasson har skabt mange værker verden over. I ét af dem - Green River - hælder han grøn maling i en floderne i Los Angeles, Stockholm, Moss(Norge), Bremen og Tokyo for at give indbyggerne i byen en fornemmelse for rummet, dets dimention og for hvad tid og bevægelse betyder for rummet. Du får en fornemmelse for, at din krop er en del af rummet og at der er en konsekvens af din tilstedeværelse. Ifølge Eliasson giver dette folk fornemmelse for rummets materialitet og dermed en viden om, at de faktisk kan ændre rummet. Det gør rummet tilgængeligt for folk.

Tager du til Guggenheim i Bilbao (kan anbefales!) så kan du opleve
The Matter of Time, der er et værk af Richard Serra. Det består af kæmpe rustne jernplader, der står på gulvet og former gange, publikum kan gå ind i. Nogle er formet som elipser, andre er parallele. Det fantastiske ved værket, er at det kan mærkes i kroppen. Når du går ind igennem gangene, kan du faktisk opleve, at du begynder at hælde til den ene side, sammen med væggene - eller at du får fornemmelsen af at være klemt, når væggene hælder indad og lukker for oven.

Richard Serra siger selv om værket:

"The sculptures are not objects that sit separately in the space, actually quite the opposite is true; they engender a spatial continuity with the environment in which they exist."

Lige som Eliasson har Serra fat i noget, jeg er meget interesseret i, nemlig: hvordan vi oplever det rum, vi er i og hvordan den oplevelse kan påvirkes gennem design af kunstinstallationer, (landskabs-)arkitektur og spil (pervasive games)?