Kawaisa - nuttethed som kulturelt islæt

"Kawaii", hviner den lille japaneske kvinde og klapper i hænderne, så plysdyr og nøgleringe dingler. Hun er sekretær på laboratoriet og hun har netop fået øje på min nye hat. Jeg smiler, replicerer helt intuitivt med et kejtet buk og mumler arigato gozaimasu (mange tak). For hendes henrykte vurdering er en stor ros. Kawaii betyder nuttet, kær eller yndig og er faktisk mest beregnet på børn. I al fortrolighed har vores lærerinde i japansk dog betroet til os, at hvis vi skal give en japansk kvinde en kompliment, skal vi ikke sige, at hun er smuk (kirei) men nuttet (kawaii). Det får hende til at virke eller ihvert fald føle sig yngre.

Det er ikke kun kvinderne, der dyrker den nuttede stil, den går igen rigtigt mange steder i den japanske kultur. Jeg har fundet tre hurtige eksempler på min vej:

Første eksempel snublede jeg nærmest over. Tegningen her markerer et dæksel sikkert til et vandreservoir. Håber, at de rigtige brandmænd er knapt så kære...

Hvordan ville du have det med at købe dit hus af denne ejendomsmægler?
Ja, det er en tøjbamse han holder i sin hånd...


Eller hvad nu hvis sexkillingen iførte sig dette frække undertøj - helloooo Kitty, siger jeg bare!

Åhhhh, så genert!

Japanske mænd er generte. Måske ikke dem alle. Men rigtigt mange af dem. Jeg undrede mig i begyndelsen over, at de med diverse krumspring prøvede at undgå mig, når jeg ville spørge om vej. Jeg har endda prøvet, at en ung mand var ved at græde, da han af sin sensei blev bedt om at tale med mig. Jeg har undren accepteret genertheden og spørger for det meste kun kvinder om hjælp nu. Nu er jeg ikke typen, der tager ting vildt personligt, men derfor er det alligevel rart at få bekræftet fænomenet fra andre (hvilket er sket gentagende gange). Endnu engang i dag har jeg fået bevis på min observation. Der er nemlig penge i genertheden, således kommer virksomheden Avex de rødmende sønner af solens rige til undsætning. Avex har produceret DVD'en ved navnミテルだけ ("miterudake" fra mimasu = kigger, ...dake = bare) med andre ord hedder den "Kigger bare".

På DVD'en kan den generte mand øve sig i at holde øjenkontakt med 50 kvinder af forskellige etnicitet (det er betænksomt - tak Avex) i sammenlagt 96 minutter. Det lyder måske som lutter lagkage - men prøv du selv engang at holde fokus i bare 1 minut (klik på filmen):

Til sidst siger hun: "Koboreteruyo". Jeg forstår det ikke lige i denne sammenhæng. Ifølge min ordbog betyder det: overflod; falde ; tabe ; at spilde noget... Sin tid måske?

Efterårets blade falder - de smukke farver kalder...

I min Gymnasietid samledes alle elever til tider i den store kolde og let surt lugtende gymnastik hal. Ved disse lejligheder var der altid mulighed for at teste hallens akkustik og vores lungekapasitet gennem fællessang. Ofte var der tale om oder med (for mig) helt umuligt høje toner, som for eksempel den smukke kanon om efterårets symfoni af farver:

...efterårets blade falder
Se de smukke farver kalder
Alt blir' en symfoni
Skoven er farverig
Og vi syyyngeer....

Farverne kalder bestemt på mig ude i det japanske landskab, hvilket gør det nemmere at motionere om morgenen og sværere at sidde inde på kontoret hele dagen. I weekenden fulgte jeg kaldet og tog til Kyoto, Japans oprindelige hovedstad. Kyoto er en by rig på traditioner, lækre japanske kager og templer.

Jeg er flankeret af en lang hollænder og en japansktalende koreaner - et godt team. Vi har sat næsen op efter at nå to af de fantastiske bygningsværker på én dag - begge i udkanten af Kyoto, desværre i hver sin side af byen.

(Kiyomizu-dera)

Kiyomizu-dera er det første temple som linsen stiller skarpt på. Det buddhistiske tempel ligger i Kyotos østlige del, oppe på et bakkedrag, omkranset af skov. Templet er af UNESCOs udpeget som en del af verdensarven. Det er på alle måder fortjent. Det betyder dog også at templet også er på manges besøgendes liste, så stedet emmer af liv, klikkende kameraer og tålmodige rejseførerer.

Men luften er også tyk af røgelse og duften fra det gamle træ som templet af lavet af. Jeg har ikke udført en kontrol, men der skulle ikke være brugt et eneste søm i hele tempelkomplekset. Kiyomizu-dera er fra 1633 - fire år før Christian den 4. satte byggeriet af Rundetårn i gang.

Man kan tage til Kiyomizu-dera for at nyde de smukke omgivelser, byggeriet og for at gnuppe albuer mod japanernes skuldre. Men der er også mulighed for at drikke vand fra tre kilder og dermed få godt helbred, visdom og høj levealder. Dog tilrådes det ikke at være grådig, men at vælge to ud af de tre. Når du har drukket fra dine udvalgte kilder, kan du opsøge heldet ved at springe 13 meter ud over skrænten fra templet, hvis du overlever, siges det, at du kan få et ønske opfyldt. Måske er det en god idé at drikke vandet, der sikrer høj levealder inden... Overlever du springet, er det bare om at få benene på nakken, før politiet ankommer - der er nemlig indført en lov mod springeriet.

Der er enklere, og mindre dramatiske måder at ønske på i templet. Du kan bede for dit ønske ved et af tempelalterne, ringe med de store klokker eller trække en ojikuji (lykke-papir) og håbe ikke at få en nitte. Du kan også nedskrive dit ønske på en træklods og hænge dem op:

Ønsker på rad og række.
(Kiyomizu-dera)

Munke i bøn
(Kiyomizu-dera)

Liflig duft af røgelse spreder sig
(Kiyomizu-dera)

Fra Kiyomizu-dera gik turen videre til Kinkaku-ji (guld pavillionen). Den gyldne pavillion blev bygget i 1397 som rekreations sted hvor en af datidens Shoguns kunne nyde sit otium (japansk militærrang for højtstående militær strateg). Bygningen er senere omdannet til zen tempel og brændt ned et par gange, blandt andet i forbindelse med et mislykket selvmordsforsøg. Nuværende bygning er fra 1955 og funkler som ny forstærket ved de mange glimt fra Canon, Nicon og hvad de ellers hedder.

Idylliske Kinkaku-ji før solnedgang

Træernes smukke farver får konkurrence af en Geisha.
Håber hun ikke også falder.
(Kyoto)

Til te med kamphaner

Turen går nu til et lille Shinto shrine syd for Nagoya, der bærer navnet Tomohoko Jinja (en slags tempel for Shinto religionen). Helligdommen ligger omhyllet af skov på toppen af en bakke, med udsigt til havet. En højrød port markerer indgangen, det er en torii, der adskiller det almindelige fra det guddommelige. Shinto betyder gude (Shin) -vej (to), og er den religiøse vej, der opfattes som japanernes oprindelige. Den er nu kombineret med buddhismen, og Shinto er ikke mere statsreligion i den forstand, at kejseren tidligere blev opfattet som guddommelig. Den status gav han dog afkald på i 1946, året efter sønderbombningen af Tokyo og at de to atombomber ramte Hiroshima og Nagasaki. Den må også have været lidt svær at bortforklare for ham...

Nu skyldes mit besøg i templet en mere fredelig form for kampsport - der er nemlig opvisning og udøvelse af sværdkamp, nærkamp, bueskydning og deslige i anledning af efterårets komme og helligdagen.

De fleste af de mange deltagere er klædt i hvidt, mange er i deres kampsports-dragter og bærer pandebånd. Der danner sig en hvid slange af mennesker i kø til et vandkar, som bestyres kyndigt af yndige tempelpiger med blomstersatser på hovedet. Vi skal alle renses, før vi går ind i templet til cermonien. Da alle har vasket hænderne kommer to "præster" til syne med egendommelige hovedbeklædninger. De fører an og flokken følger efter i en nøje orden der afspejler den respekt, der tilkommer den enkelte. Jeg vælger at være ydmyg og prøver at holde mig allerbagerst, men det er ret svært, da et par ældre damer kunstfærdigt sidestepper og krumspringer sig bag mig. Hver gang jeg får øjenkontakt smiler og bukker de samt gør tegn til, at jeg skal gå forrest. Gæsten skal føle sig velkommen og tilpas. Det gør gæsten bestemt også. Jeg har en god plads i det fine lille tempel, siddende på det bløde tatami gulv af strå. Der dufter af røgelse og fugtig skov. Præsterne messer og lader deres stemmer vibrere på yderligtgående toner, trommerne banker taktfast og jeg kan mærke slagene i brystet. Shinto religionen er mig bekendt tæt forbundet med naturen, og denne cermoni handler om at sikre en god høst. Tempelpigerne danser med kviste og de stærkt orange og søde Kaki frugter er stablet i små bunker rundt om dem. Cermonien har en vis rytme og jeg bliver langsomt lullet ind i stemningen, indtil jeg får overrakt en kvist med hvide sløjfer, som skal lægges i en bunke midt i templet. Endnu engang vil jeg hellere lure fra min plads i udkanten af begivenhederne, men jeg kan ikke undvige. Og da de ældre kvinder tror, jeg er gift med den anden hvide tilstede, ryger jeg forrest i køen op på hans side til hans forbavselse. Ja, jeg føler mig en anelse klodset, da jeg pludseligt sidder i midten af alles opmærksomhed og forsøger at klappe i rigtig takt, samt vende og dreje kvisten de rigtige antal gange.

Efter cermonien serverer tempelpigerne en overdådig frokost bestående af rå fisk, kunstfærdigt udskårne grøntsager og grøn te. Maden nydes siddende på tatami gulvet - trods mine tiltagende kramper i benene, der ikke er villige til at lukke blod forbi mine bøjede knæ. Aprospos smerte er det jo kampsporten, jeg er kommet for at se. Efter renselse, cermoni og frokost gør "krigerne" sig klar. Der kæmpes med de bare næver, forskellige typer af sværd, buer og kæppe.

Kampene udkæmpes i kontrolleret, langsomt tempo. Det handler om at vise de rigtige greb og fremføre indøvede scenarier. Unge og ældre, mænd og kvinder deltager på lige fod. Deltagerne udstøder hvin og skrig, som giver genlyd i skoven. Kampen understøttes med slag på den japanske taiko tromme.

Kampens bevægelser understøttes af denne taiko.

Arrrrgghhh. Bedre kan det vidst ikke siges.


Jeg kan godt forstå, han smiler, men det er heller ikke ham,
der ryger rundt, som man siger i 9000 Aalborg (har jeg hørt nogen sige).


En meget lille kvinde med en meget stor bue. Sporten hedder kyudo.
Kan i øvrigt rapportere, at hun ramte lige i plet!

Kampen slutter. Kamphanerne klæder om. Tempelpigerne serverer te. En ung fyr har skiftet fra gi til en sort Nirvana trøje, han nærmer sig mig efter længere tids cirklen om "Gaijin" (betyder "udenfor"+"person", udlænding). Med hånden på dørkarmen og hovedet på skrå siger han kækt: "Don't worry we will do Judo forever!" (Bare rolig vi vil udøve Judo forevigt). Jeg overvejer hvilken amerikansk film han har set, men beslutter mig alligevel for at følge hans opfordring, lader mine bekymringer blive og tager tilbage til Osaka, men endnu en oplevelse i baggagen.

Mig, mit kamera og små ting på min vej

Søde Kaki-frugter i eftermiddagssolen (Kita-Senri)

Noget af det jeg nyder allermest ved mit ophold i Japan, er at bevæge mig rundt på må og få i de ukendte omgivelser. Jeg elsker fornemmelsen af frihed og følelsen af at kunne erobre nyt terræn, når jeg slentrer afsted med mit kamera under armen. Uanset hvor jeg hopper af toget, er der altid små finurlige detaljer og smukke vue at opdage.

Eftersom jeg er alene, kan jeg med god samvittighed tage 20 billeder af samme edderkop, uden at tænke på at det er pænt kedeligt for andre at kigge på mig kravle rundt om dens spind. Hvad japanerne tænker, når de ser mig på den måde, ved jeg ikke - måske: "Sikke en lille linse på det kamera".

Mit ivrige knipseri giver mig samtidigt mulighed for at dele mine gåture med andre, hvilket er præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu. Jeg vil invitere dig med på en gåtur set gennem med mit kamera i Japan:

Heldigvis er jeg ikke stødt på den eventyrlystne rødryggede enke, som har taget rejsen med tømmer fra Australien, og nu er løs i Osaka. Men denne fætter er nu også pænt stor!
(Suita Campus)

Der er en del skilte, der advarer mod "Chikan" - perverse mænd. Heldigvis var der ingen advarsler mod danske kvinder, der gemmer sig i buskene for at tage billeder...
(Kita-Senri)

Osaka er på alle måder en livlig storby, med buldrende trafik og shoppingmuligheder fra solopgang til du falder om. Midt i myldret skiller denne kvinde sig ud. Hun har efter min mening en utroligt rolig udstråling...
(Osaka, Namba)

I 1970 afholdtes Expo udstillingen i Osaka. Parken, der blev skabt til anledningen, lever i bedste velgående. Jeg tog dertil en morgen før arbejde, for at gå tur sammen med grupper af skolebørn og pensionister. Børnene med ens hatte (gerne én farve til piger og én til drenge, så man kan skelne), ens tasker og ens drikkedunke.
(Osaka, Banpaku kinen-koen)

Kender du følelsen af at være en meget lille brik i et stort puslespil?
(Shinjuku, Tokyo)


Masser af spændende fauna i Japan. Her er en drageryg midt i Tokyo!

(Tokyo)

Japanerne er rigtigt gode til at passe på deres træer. Jeg har set et trehundrede år gammel træ og en del bonzaitræer. Da jeg har en særlig forkærlighed for træer, skal der et af dem med.
(Shinjuku Koen, Tokyo)

Der er en hel del Shinto og Buddhist templer i Japan. De to religioner eksisterer side om side. Dette billede er taget ved Shitennoji et af Japans ældste templer lige før lukketid, hvor alle tempelboderne bliver pakket ned og duften af røgelse sender myggene på flugt.
(Osaka, Tennoji, Shitennoji)

Flirtende nøglering, elektronisk plektor og musikalsk monster

Nu er shopping i gængs forstand, ikke det jeg bruger mest tid på. De japanske tøjbutikker har jeg holdt mig på lang afstand af, tror ikke lige, de har noget, der vil passe mig... Men da shopping virker som japanernes yndlingsbeskæftigelse nummer to - arbejde er nummer ét - så er det en del af den kulturrelle oplevelse også at kaste sig ud i den disciplin. Mit mål er en let gang shopping i en af Osakas veludstyrede legetøjsbutikker. Umiddelbart tænker jeg, at de må have noget i min størrelse.

I Osakas centrum for elektronisk udstyr, Den-Den Town, finder jeg en pragende legetøjsbutik. Jeg går ind i butikken, møder et væld af farver og især lyd. Der er en fjernstyret ufo; en kvindelig robot, der vrikker med hofterne, når hun går og et utal af figurer fra de mange japanske tegnefilm - anime. Og det er bare på første etage. På de næste fem etager, kan jeg købe materialer så jeg kan genskabe alle klimazoner i mit modeljernbane landskab, alt til fjernstyrede fartøjer, alt til dukkehjemmet, alt til... Fællesnævneren må være "alt til". Stedet er bestemt ikke kun for børn, faktisk er der nærmest kun mænd på de øverste etager.

Selvom det er fristende, kan jeg ikke for alvor få mulvarpeskindet op af lommen, så ingen robotter lander i min kurv denne gang. Men jeg finder et par små, ganske herligt ubrugelige sager:

Jeg er nu den lykkelige ejer af en flirtende nøglering. Den syner ikke af meget: En blå klods med bløde knapper på. Jeg trykker løs på knapperne og indimellem får jeg et svar. Svaret kommer fra "storesøster", som er en del af en serie af forførende kvindelige stemmer, jeg kan vælge imellem. Først hilser hun venligt med et kælent: "Ohayou", der betyder god morgen. Så langt så godt. Hun bliver dernæst lidt mere bestemt: "Vågn så op!". Det kan sikkert være godt at have en nøglering, der ligesom motiverer og kommanderer lidt. Jeg klikker videre på knapperne, og lidt tøvende siger hun: "Anone..." ...ved du hvad... Næ, men kære nøglering fortæl mig det! Og hvad siger hun så! Hun siger sandeligt: "Faktisk, har jeg altid været forelsket i dig." Jeg prøver at forklare nøgleringen, at det ikke kan gå, mit hjerte tilhører en anden, og du er en nøglering! Skuffet lægger jeg nøgleringen fra mig. Godt den kun kostede tredive kroner. Efter lidt tid spørger den mig forsigtigt: "Kan vi så blive ved med at være venner?".

Nøgleringen er som sagt én version, der er en hel serie med dem, hvoraf den mest interessante nok er tsundere versionen. Hun er en koket pige, der ikke er helt ærlig med sine følelser. Når du klikker på denne type nøglering, siger den "Jeg hader dig, lad mig være", og hvis du ligger den fra dig vil den sige: "Jeg er ikke ensom. Du skal ikke tro, at jeg savner dig". I Japan er tsundere som karaktertype kendt i tegnefilm og -serier, så "spillet" er meget velkendt.

Mit andet køb er et en slags plekter. Det ville nok ikke være så bevendt til en rigtig guitar, men derimod gør det oplevelsen af at spille luftguitar meget sjovere! Klik på en af knapperne og en melodi spiller, sving armen i luften og der er rå guitar i luften. Der er desværrre kun to stykker, jeg kan rocke til, men hvor ville det være herligt, hvis jeg kunne hente flere numre. Som supplement til luftguitaren ville jeg gerne købe trommestikker til "lufttommer" eller hvad med en gang luftsax? Er der nogen, der vil være med i mit band? Det er helt okay at være tonedøv, bare du kan danse!

Sidst men ikke mindst har jeg købt mit eget lille musikmonster Otoizmu. Otoizmu kan sættes til min musikafspiller og udvikler sig til mit lyttemønster. Jeg har prøvet at forvirre bæstet ved skiftevis at spille en gang blid Leonard Cohen, for at skifte til hård dansemusik af Rammstein. Det lille kræ hopper glædeligt op og ned, uanset hvad jeg spiller... Med tiden vil mit lille musik-kæledyr vokse, i takt med musikken jeg lytter til. Den kan også huske brudstykker af min musik og sammensætte nye kompositioner. Det er ikke sket endnu, måske er det fordi, dyret faktisk har sans for musik og nægter at gengive et mix af Cohen og Rammstein...

Lidt om mænd - og os der bare mangler noget

Lørdag eftermiddag. Jeg slentrer gennem Osaka midtby i et lidt faldefærdigt kvarter. Der er intet mål med turen. Jeg dasker bare rundt for at suge indtryk til mig. Midt i bombedamentet af japanske tegn malet på skilte og bøjet i neon ser noget jeg forstår, og så dog:

"Nej, du må ikke lege med min, bare fordi din er faldet af"

Så er det jeg overvejer, hvad jeg egentligt går glip af ved ikke at forstå sproget...

Spøgelser i storcenteret og tøjdyr på kontoret

Himlen har åbnet sig og ladet efteråret falde ned over Japan, i form af daglig regn og temperaturfald (omkring 25 grader, i stedet for 30). Da vi sidste tirsdag havde fri for at fejre efterårets komme i 30 graders varme, virkede det ellers som om det aldrig ville ske. Jeg må indrømme, at jeg hilser regnen og det temperede klima velkommen. Det gør det lidt mere spiseligt at iføre sig lange bukser hver arbejdsdag. Og det er trods alt arbejdstiden, der fylder mest her.

Hvad er det så, jeg kalder arbejde - det jeg bruger det meste af min tid på her? Udgangspunktet for opholdet er at hjælpe mig til bedre at kunne skrive en afhandling om digitale spil på gadeniveau (pervasive games). Under det japanske ophold har jeg valgt at have fokus på, hvordan brugere af et system opfører sig i rum, og hvilken rolle kroppen spiller for oplevelsen.

Min første opgave på kontoret har været at præsentere en rækker idéer til et (robot)teknologisk leg. Da robotteknologi endnu er nyt land for mig, er den opgave temmeligt udfordrende.

Otte idéer er det blevet til, der er blevet kogt ned til to og endeligt kombineret med en fjerde til noget helt nyt. Med andre ord er min tid gået med at finde ud af hvilke teknologiske platforme de arbejder med her, og foreslå anvendelse af dem. Derudover har jeg formuleret forskningsspørgsmål, som vi forhåbentligt kan belyse ved at udføre eksperimenterne. En interessant måde at bedrive forskning på.

Den endelige idé går groft sagt ud på at skabe en platform, hvorigennem vi i store menneskemængder kan finde frem til, hvem der kan være interesseret i et budskab og så sende det til dem. Det bliver højst sandsynligt et digitalt spøgelse, der inviterer til et spil, som lader mennesker på vidt forskellige lokationer lege sammen. Det kan lade sig gøre ved at bygge et netværk af sensorer ind i storcenteret, med kameraer og projektorer. Vi bygger altså teknologi ind i omgivelserne, så vi ikke kan se det, men alligevel kan have et samspil med det.

Min støtte på kontoret: Morizo (Mori betyder skov)

Jeg har kastet mig ud i at undersøge, hvordan vi kan finde frem til de rette personer og hvordan spillet skal hænge sammen. Når det først er implementeret i et storcenter, bliver det interessant at se, hvorvidt voksne mennesker vil lege i et offentligt rum og hvordan.

Som det fremgår, er det ikke så meget robotter jeg arbejder med, men med allestedsnærværende teknologi - teknologi der gør det muligt at få de informationer og services du har brug for, når og hvor behovet opstår. Tankegangen bag allestedsnærværende teknologi (ubiquitous computing) er introduceret af tidligere forskningslederen for Xerox PARC Mark Weiser. Han mener, at de personlige computere kan begrænse os ved at kræve opmærksomhed, være ufleksible eftersom de tvinger dig til at sidde og kun kan modtage input gennem tastatur samt mus. I stedet for at være et værktøj, der glider i baggrunden, så er computeren i fokus, når vi arbejder med den. Modsat for eksempel når jeg strikker med et par strikkepinde, hvor fokus er på maskerne ikke på pindene - eller det forestiller jeg mig, for nu er jeg aldrig nået videre end til at holde styr på mine fingre og undgå at stramme garnet for meget... Men jeg er også mere til det trådløse...

Sikke et katteliv!

Selvom jeg bor i en storby, er her masser af fauna. Jeg har for eksempel følt de fæle mygs kærlighed og nydt den klingende summen om aftenen fra suzumushi, en japansk art af fårekyllinger, der lyder lidt i retningen af klokker, der ringer (suzumushi betyder mig bekendt "bjælde-insekt"). Der er dog et dyr som jeg ser mere end noget andet her. Måske er det på grund af en arbejdsskade fra mit tidligere arbejde (var i længere tid projektleder på digitale kampagner for en producent af kattemad). Men ja der er bare mange katte. Ikke så meget af den levende slags, som illustrationer og figurer af katte. Her er tre eksempler (to et halvt) på mit møde med disse skabninge.

Når jeg traver forbi de mange butikker og restauranter, har jeg bemærket en særlig hvid kat med store sorte øjne og røde ører, som har den ene pote hævet til hilsen. Ofte er det en lille dukke, hvis forben kan vippe frem og tilbage. Det betyder: Kom inden for! I Japan er det nemlig meget uhøfligt at tilkalde sig opmærksomhed med pegefingeren, sådan som vi gør det. Istedet vendes håndryggen opad og alle fingrene vipper som en inviterende gestus.

Katten er en "Maneki Neko". Maneki betyder invitation og Neko er det japanske ord for kat (alternativt ifølge min ordbog også ordet for "sengeliggende", men tror bestemt ikke, at er gældende i den her sammenhæng). Maneki Neko er i ethvert etablissement med respekt for sig selv, som ønsker at invitere kunder og lykken indenfor.

En anden kat der springer i øjnene i gadebilledet er "Hello Kitty", en 34 år gammel tegneserie killing i enkelt streg, der har prikker som øjne, lyserød næse og sløjfe. Hello Kitty ses som dekoration på tøj, mobiltelefoner, busser, slikpakker og jeg kunne blive ved. Hello Kitty ser ikke ud til at være forbeholdt børn eller kvinder for den sags skyld. Jeg har set en forretningsmand med en Hello Kitty nøglering - men om han så betragtes som smart her, ved jeg jo ikke. Der findes også et online Hello Kitty spil (MMORPG), hvor mange spillere samtidigt kan boltre sig i lyserødt. Og igen stik mod min forventning til denne nuttede kats målgruppe, så skal Hello Kitty spillet efter sigende tiltrække en del garvede spillere fra det noget mørkere spil World of Warcraft.

Hello Kitty på farten

I Danmark taler vi af og til om kattejammer, når vi betegner uharmonisk sang. Jeg tror ikke nødvendigvis japanernes vil have den samme assosiation. Da jeg forleden var til bryllup optrådte en herre med et Geisha instrument, en shamisen. Det er et strengeinstrument med tre strenge, der er fæstnet til en lille firkante kasse og til enden af en 2/3 meter lang hals. Altså lidt i stil med en lut, guitar eller lignende (jeg indrømmer, at jeg ikke er særligt kyndig udi musik instrumenter). På denne shamisen skal kassen helst være beklædt med katteskind fra en brun kat - det giver den bedste lyd. Hvilket jo er heldigt nok for de to hvide fætre: Maneki Neko og Hello Kitty. Musikanten beklager dog overfor bryllupsgæsterne, at han kun har en billig model med hundeskind - det jo giver ikke helt den samme lyd(?). Men omvendt så er han heller ikke Geisha, så måske passer den mere rå lyd af køter bedre...

Kom, kom, kom tilbage!

Tilfreds og dansk i Tokyo

Weekenden har jeg brugt i det svimlende Tokyo. Mit egentlige ærinde i byen er et bryllup, men jeg kan jo lige så godt tage et kig på Japans hovedstad nu, hvor jeg rejser lidt over 1000 kilometer på en weekend.

Tokyo virker overvældende på mig. Alene det mylder af mennesker, der straks møder mig, da jeg står ud af toget, kræver større navigationsfærdigheder. Indbyggerne klarer sig med en utrolig ro og tolerance selv i de travleste tider. Man fornemmer en rytme og orden i bevægelsen af mennesker. Min rytme er lidt mere som en vinduesvisker: Siger han nu Akebono Bashi eller Akebana Bachi? Er det orange eller rød linje, jeg skal med? Jeg render frem og tilbage, mens informationerne bare siler ned over mig.

Heldigvis er folk endnu engang mere end hjælpsomme og tager sig tid til at hjælpe den let forvirrede vesterlænding igennem Tokyos (for det utrænede øje) filtrede rodnet.

Jeg finder langt om længe min hylde i Tokyo, eller hvad jeg nu kan betegne min sovekabine nummer 507 som. Den koster ikke meget og er ganske fin, når jeg alligevel har tænkt mig at tilbringe tiden ude i den østlige hovedstad - som Tokyo bogstaveligt betyder.

14 timer tager turen til Japan lidt til venstre for den anden side af jorden. Omtrendt 8500 kilometer skal jeg trave/svømme for at komme i nærheden af leverpostej og lakrids på danske hylder. Mit ur er syv timer fra tiden i Danmark. Og alligevel har mit besøg i Tokyo overraskende vist, at Danmark er lige om hjørnet. Det til trods for, at jeg har aldrig den store forventning om at udlændinge kender til Danmark. Helt ærligt: Vores 43.094 km2 er knap en niendedel så stort som Japan, og antallet af danskere svarer til to gange indbyggerne i Osaka centrum.

Men Danmark er skam kendt. Det finder jeg hurtigt ud af, da jeg traver mod Shinjuku i det vestlige Tokyo. Solen står højt på himlen og mit humør er helt oppe at ringe. Det er herligt at kunne vandre ud for at udforske en ny og helt ukendt by. Jeg hilser muntert på dem, der går forbi. Min rurale opvækst på Serup Hede har sat sine spor. Pludseligt stopper en ældre herre mig og spørger: "Denmarku jin?". Ja, jeg er dansker, kan jeg svare. Men hvor kan han vide det fra? (Måske på grund at det store smil, der strækker sig til hvert af mine små ører. Forklaring følger senere). Han bryder ud i et smil og slår over i udemærket engelsk. Han kender da godt Danmark - det er os med Andru san (H. C. Andersen) og cheesu. Jeg får lov til at redegøre for, hvorfor og hvor længe jeg skal være i Japan. Da han hører, mit ærinde er Ph.D studier, takker han mig for at vælge Japan og sender mig videre med en serie af buk. En meget smigerende og ærefuld gestus.

Næste påmindelse om mit nationale tilhørsforhold kommer i parken Shinjuku Gyoen. Det er søndag og den store park emmer af liv. Ældre og yngre kvinder nyder de omtrendt tredive grader i bredskyggede hatte, paraply og nogle endda med lange handsker. Fædre leger med deres børn på de store, velklippede plæner. Et kærestepar går tur med deres abe i snor. Karperne, de svømmende juveler, boltrer sig i vandet og byder mig velkommen med store kyssemunde.


Midt i den japanske have, hvor små vandløb, broer og tesalon gør sig til og poserer fotogent for de forbigående, der kommer en amerikansk kvinde og beklager sig over sit uheld: Hun har ikke fået ladet batterierne til kameraet op. Ærgeligt nok. Hun spørger ud af det blå, om jeg er britisk, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening, for jeg ikke har haft mulighed for at sige meget andet end "ja", "nej" og "hej". Som svar på det faktum, at jeg er dansk, udbryder hun: "Oh, the supposed to be most happy people on the planet. Are you happy?". Hun refererer til en undersøgelse fra Leicester University, der endnu en gang slår fast, at danskerne er den lykkeligste nation. Og ja, jeg føler mig ganske godt tilfreds. Men jeg har jo også fuldt opladte batterier...


Det tredje og sidste danske islæt på denne vandretur kommer på vejen til TMGB, Tokyo Metropolitan Govermental Building, en Gotham City lignende bygning, hvor jeg kan komme op på 45. sal og få om ikke et overblik, så udsyn til hele herligheden. Men før jeg når så højt, ser jeg endnu et lille stykke Danmark: Et udvalg af H. C. Andersens papirklip i metal og en tavle, der ærer den verdens berømte digter. Men så er det også slut med hjemlig genkendelighed - heldigvis for Tokyo har så meget spændende at byde på. Meget mere end to dage kan give et overblik over. Her er et par fotos fra den livlige by fra min gåtur:

Pixeleret storby.

Det ligner ikke ligefrem et kommunekontor, men det er det - på den der metropoliske måde.

En kunstner på arbejde...

En hel flok af kunsterne sværmer som sommerfugle om blomsterne.
Min linse er bare for kort til at få nogen form for gade-kredit her.

Kontrasternes æstetik... Ser den bygning ikke bare super delikat ud? Er sikker på, at den er bygget af "duserne" fra Fraggle-land!

Jeg har læst en artikel om attention-economy, måske skulle jeg få den oversat og omdelt på denne gade, der bare overvælder med flotte farver og skilte.

En lille oase er dette tehus i Tokyo.