Tilfreds og dansk i Tokyo

Weekenden har jeg brugt i det svimlende Tokyo. Mit egentlige ærinde i byen er et bryllup, men jeg kan jo lige så godt tage et kig på Japans hovedstad nu, hvor jeg rejser lidt over 1000 kilometer på en weekend.

Tokyo virker overvældende på mig. Alene det mylder af mennesker, der straks møder mig, da jeg står ud af toget, kræver større navigationsfærdigheder. Indbyggerne klarer sig med en utrolig ro og tolerance selv i de travleste tider. Man fornemmer en rytme og orden i bevægelsen af mennesker. Min rytme er lidt mere som en vinduesvisker: Siger han nu Akebono Bashi eller Akebana Bachi? Er det orange eller rød linje, jeg skal med? Jeg render frem og tilbage, mens informationerne bare siler ned over mig.

Heldigvis er folk endnu engang mere end hjælpsomme og tager sig tid til at hjælpe den let forvirrede vesterlænding igennem Tokyos (for det utrænede øje) filtrede rodnet.

Jeg finder langt om længe min hylde i Tokyo, eller hvad jeg nu kan betegne min sovekabine nummer 507 som. Den koster ikke meget og er ganske fin, når jeg alligevel har tænkt mig at tilbringe tiden ude i den østlige hovedstad - som Tokyo bogstaveligt betyder.

14 timer tager turen til Japan lidt til venstre for den anden side af jorden. Omtrendt 8500 kilometer skal jeg trave/svømme for at komme i nærheden af leverpostej og lakrids på danske hylder. Mit ur er syv timer fra tiden i Danmark. Og alligevel har mit besøg i Tokyo overraskende vist, at Danmark er lige om hjørnet. Det til trods for, at jeg har aldrig den store forventning om at udlændinge kender til Danmark. Helt ærligt: Vores 43.094 km2 er knap en niendedel så stort som Japan, og antallet af danskere svarer til to gange indbyggerne i Osaka centrum.

Men Danmark er skam kendt. Det finder jeg hurtigt ud af, da jeg traver mod Shinjuku i det vestlige Tokyo. Solen står højt på himlen og mit humør er helt oppe at ringe. Det er herligt at kunne vandre ud for at udforske en ny og helt ukendt by. Jeg hilser muntert på dem, der går forbi. Min rurale opvækst på Serup Hede har sat sine spor. Pludseligt stopper en ældre herre mig og spørger: "Denmarku jin?". Ja, jeg er dansker, kan jeg svare. Men hvor kan han vide det fra? (Måske på grund at det store smil, der strækker sig til hvert af mine små ører. Forklaring følger senere). Han bryder ud i et smil og slår over i udemærket engelsk. Han kender da godt Danmark - det er os med Andru san (H. C. Andersen) og cheesu. Jeg får lov til at redegøre for, hvorfor og hvor længe jeg skal være i Japan. Da han hører, mit ærinde er Ph.D studier, takker han mig for at vælge Japan og sender mig videre med en serie af buk. En meget smigerende og ærefuld gestus.

Næste påmindelse om mit nationale tilhørsforhold kommer i parken Shinjuku Gyoen. Det er søndag og den store park emmer af liv. Ældre og yngre kvinder nyder de omtrendt tredive grader i bredskyggede hatte, paraply og nogle endda med lange handsker. Fædre leger med deres børn på de store, velklippede plæner. Et kærestepar går tur med deres abe i snor. Karperne, de svømmende juveler, boltrer sig i vandet og byder mig velkommen med store kyssemunde.


Midt i den japanske have, hvor små vandløb, broer og tesalon gør sig til og poserer fotogent for de forbigående, der kommer en amerikansk kvinde og beklager sig over sit uheld: Hun har ikke fået ladet batterierne til kameraet op. Ærgeligt nok. Hun spørger ud af det blå, om jeg er britisk, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening, for jeg ikke har haft mulighed for at sige meget andet end "ja", "nej" og "hej". Som svar på det faktum, at jeg er dansk, udbryder hun: "Oh, the supposed to be most happy people on the planet. Are you happy?". Hun refererer til en undersøgelse fra Leicester University, der endnu en gang slår fast, at danskerne er den lykkeligste nation. Og ja, jeg føler mig ganske godt tilfreds. Men jeg har jo også fuldt opladte batterier...


Det tredje og sidste danske islæt på denne vandretur kommer på vejen til TMGB, Tokyo Metropolitan Govermental Building, en Gotham City lignende bygning, hvor jeg kan komme op på 45. sal og få om ikke et overblik, så udsyn til hele herligheden. Men før jeg når så højt, ser jeg endnu et lille stykke Danmark: Et udvalg af H. C. Andersens papirklip i metal og en tavle, der ærer den verdens berømte digter. Men så er det også slut med hjemlig genkendelighed - heldigvis for Tokyo har så meget spændende at byde på. Meget mere end to dage kan give et overblik over. Her er et par fotos fra den livlige by fra min gåtur:

Pixeleret storby.

Det ligner ikke ligefrem et kommunekontor, men det er det - på den der metropoliske måde.

En kunstner på arbejde...

En hel flok af kunsterne sværmer som sommerfugle om blomsterne.
Min linse er bare for kort til at få nogen form for gade-kredit her.

Kontrasternes æstetik... Ser den bygning ikke bare super delikat ud? Er sikker på, at den er bygget af "duserne" fra Fraggle-land!

Jeg har læst en artikel om attention-economy, måske skulle jeg få den oversat og omdelt på denne gade, der bare overvælder med flotte farver og skilte.

En lille oase er dette tehus i Tokyo.