Ankomst. Nedstigning. Tilpasning.

Jeg har vidst ikke helt fået introduceret, hvad der har bragt mig om lidt til venstre for "den anden side af jorden", som nevø beroliger mig eller sig med. Hvor er det lige jeg er og hvorfor?

Sidst jeg var i Japan var jeg 21 år, havde lige overstået gymnasiet og et års knokleri med variende jobs, der bragte mig ud i pensionisters haver og ind i en lummer fabrik uden vinduer. Sidste gang deltog jeg i et projekt for Mellemfolkeligt Samvirke, hvor vi prøvede at redde en sjælden skov fra at blive til en golf bane. Om det er lykkes, har jeg tænkt mig at undersøge denne gang. Vi var et internationalt hold af unge med kappe og S på brystet, der ryddede vandreruter - altså fældede træer, slog græs, markerede ruterne og byggede en udsigtspost. Ud over skovens træer, leer, økser og sjældne sommerfugle kom jeg også lidt rundt i landet sidst. Halvanden måned blev det til dengang.

Da vi forlod Japan i 1999 var det blevet september, og der var stadigt varmt. Japan er rigt på skovbeklædte bjerge og det har været en drøm for mig lige siden at komme tilbage. Ikke mindst på grund af deres skæve tilgang til spil, kunst, madlavning - ja kulturen i det hele taget, som gang på gang overrasker og inspirerer mig.

Jeg er som skrevet netop kommet tilbage. Landede om aftenen for nogle dage siden. Og det var skønt at gense bjergene og Osaka i rødt skær fra solnedgangen. Meget passende, da Japan på japansk hedder Nippon, som betyder "solens oprindelse" eller solopgangens land. For mig gælder det i mere end en forstand, da Japan har ry for oftest at være først på bolden, når det gælder udvikling af nye typer af spil og digitalt legetøj. Bliver et produkt et hit i Japan, så kan det fortsætte til USAs vestkyst, derefter østkysten og endeligt til Europa. Det gør mig nysgerrig på, hvordan de tænker leg og forskning - det er nu engang den slags jeg nørder i i mit Ph.D studium. Der er altså mange gode grunde til at være her.

Turen fra lufthavnen til min bolig er gået smertefrit trods tilbagevendende mine mareridt om at rejse på toge fyldt med rejsende uden munde de sidste fjorten dage... Jeg bor i den nordlige del af Osaka på JICA, som er et sted for Internationale forskere på udveksling/besøg i Japan. Det er en farvelade af alle mulige nationaliteter, hvilket gør stedet ret levende. Jeg har efterhånden fået det indtryk, at jeg er den eneste europæer her. Jeg har mødt folk fra Jordan, Yemen, Tunesien, Honduras, El Salvadore, Tyrkiet, Mexico, Ghana, Bhutan, Thailand og Senegal for at nævne et par stykker. Det er næsten som at være med i en Benetton reklame. I huset er der de vigtigste (!) fornødenheder såsom kantine, massagestol, tv-stue, massagestol, gymnastiksal, billiardborde og det obligatoriske karaoke rum. Jeg har allerede udfoldet mig i karaoke rummet og sunget tyske Nenas uforlignelige sang "99 Luftballons" i duet med en mexikansk iron maiden fan. Den sang kan altid få mig i godt humør.
Mit værelset er heldigvis ikke 13 kubikmeter, som min far har spøget med, men faktisk 13 kvadratmeter stort. Ganske fint, med udsigt til bjergene fra min seng, med altan og daglig rengøring (jeg får fine vaner her). Her er det lyserøde palads, og det er øverste etage jeg huserer på.

Nu er jeg ikke kommet for at spille billiard eller synge tyske slagere. Jeg er kommet for at være gæste forsker (visiting researcher) på Osaka University ved afdelingen for Adaptive Machine Systems, hvilket vil sige systemer, der kan tilpasse sig adfæren i et miljø. Lige nu føler jeg mig selv som en enhed, der ihærdigt prøver at tilpasse mig et fremmed miljø, så min sympati for de mange robotter på laboratoriet er stor...

Min kontakt her er Nakanishi Sensei, der arbejder med systemer, der understøtter transenderet kommunikation - altså kommunikation, hvor man prøver at skabe fornemmelsen af at være tilstede i det samme rum, selvom man ikke er det. Noget jeg gerne vil kunne gøre brug af for tiden. Han har også arbejdet med spil, og kommunikation og adfærd på offentlige steder. Laboratoriets leder er Ishiguro, som nok er mest kendt for at have lavet en robotkopi af sig selv og en android talkshow vært. Mit fokus her er at lære af deres måde at tænke rum, krop og interaktion på. Super spændende for en nørd som jeg.

I første omgang skal jeg dog lige vænne mig til omgangstone og arbejdstiden fra 9-21. Jeg spiser aftensmad med mine kollegaer hver aften. Måske er det marathon arbejdsarbejdstiderne, der gør, at 60% japanerne angiveligt skulle føle sig trætte (ja jeg mangler vidst en kildehenvisning her). Noget tyder på at der er noget om snakken, de sover i alle fald, hvor de kan komme til det - selv stående i toget! Jeg må udføre et lille feltstudie og se om, der er noget om snakken.

Men nu er det lørdag aften og tid til at slå ham kirgeren (hvad kaldes en person fra Kirgistan?) i billiard, jeg bliver en haj!