Spøgelser i storcenteret og tøjdyr på kontoret

Himlen har åbnet sig og ladet efteråret falde ned over Japan, i form af daglig regn og temperaturfald (omkring 25 grader, i stedet for 30). Da vi sidste tirsdag havde fri for at fejre efterårets komme i 30 graders varme, virkede det ellers som om det aldrig ville ske. Jeg må indrømme, at jeg hilser regnen og det temperede klima velkommen. Det gør det lidt mere spiseligt at iføre sig lange bukser hver arbejdsdag. Og det er trods alt arbejdstiden, der fylder mest her.

Hvad er det så, jeg kalder arbejde - det jeg bruger det meste af min tid på her? Udgangspunktet for opholdet er at hjælpe mig til bedre at kunne skrive en afhandling om digitale spil på gadeniveau (pervasive games). Under det japanske ophold har jeg valgt at have fokus på, hvordan brugere af et system opfører sig i rum, og hvilken rolle kroppen spiller for oplevelsen.

Min første opgave på kontoret har været at præsentere en rækker idéer til et (robot)teknologisk leg. Da robotteknologi endnu er nyt land for mig, er den opgave temmeligt udfordrende.

Otte idéer er det blevet til, der er blevet kogt ned til to og endeligt kombineret med en fjerde til noget helt nyt. Med andre ord er min tid gået med at finde ud af hvilke teknologiske platforme de arbejder med her, og foreslå anvendelse af dem. Derudover har jeg formuleret forskningsspørgsmål, som vi forhåbentligt kan belyse ved at udføre eksperimenterne. En interessant måde at bedrive forskning på.

Den endelige idé går groft sagt ud på at skabe en platform, hvorigennem vi i store menneskemængder kan finde frem til, hvem der kan være interesseret i et budskab og så sende det til dem. Det bliver højst sandsynligt et digitalt spøgelse, der inviterer til et spil, som lader mennesker på vidt forskellige lokationer lege sammen. Det kan lade sig gøre ved at bygge et netværk af sensorer ind i storcenteret, med kameraer og projektorer. Vi bygger altså teknologi ind i omgivelserne, så vi ikke kan se det, men alligevel kan have et samspil med det.

Min støtte på kontoret: Morizo (Mori betyder skov)

Jeg har kastet mig ud i at undersøge, hvordan vi kan finde frem til de rette personer og hvordan spillet skal hænge sammen. Når det først er implementeret i et storcenter, bliver det interessant at se, hvorvidt voksne mennesker vil lege i et offentligt rum og hvordan.

Som det fremgår, er det ikke så meget robotter jeg arbejder med, men med allestedsnærværende teknologi - teknologi der gør det muligt at få de informationer og services du har brug for, når og hvor behovet opstår. Tankegangen bag allestedsnærværende teknologi (ubiquitous computing) er introduceret af tidligere forskningslederen for Xerox PARC Mark Weiser. Han mener, at de personlige computere kan begrænse os ved at kræve opmærksomhed, være ufleksible eftersom de tvinger dig til at sidde og kun kan modtage input gennem tastatur samt mus. I stedet for at være et værktøj, der glider i baggrunden, så er computeren i fokus, når vi arbejder med den. Modsat for eksempel når jeg strikker med et par strikkepinde, hvor fokus er på maskerne ikke på pindene - eller det forestiller jeg mig, for nu er jeg aldrig nået videre end til at holde styr på mine fingre og undgå at stramme garnet for meget... Men jeg er også mere til det trådløse...