Til te med kamphaner

Turen går nu til et lille Shinto shrine syd for Nagoya, der bærer navnet Tomohoko Jinja (en slags tempel for Shinto religionen). Helligdommen ligger omhyllet af skov på toppen af en bakke, med udsigt til havet. En højrød port markerer indgangen, det er en torii, der adskiller det almindelige fra det guddommelige. Shinto betyder gude (Shin) -vej (to), og er den religiøse vej, der opfattes som japanernes oprindelige. Den er nu kombineret med buddhismen, og Shinto er ikke mere statsreligion i den forstand, at kejseren tidligere blev opfattet som guddommelig. Den status gav han dog afkald på i 1946, året efter sønderbombningen af Tokyo og at de to atombomber ramte Hiroshima og Nagasaki. Den må også have været lidt svær at bortforklare for ham...

Nu skyldes mit besøg i templet en mere fredelig form for kampsport - der er nemlig opvisning og udøvelse af sværdkamp, nærkamp, bueskydning og deslige i anledning af efterårets komme og helligdagen.

De fleste af de mange deltagere er klædt i hvidt, mange er i deres kampsports-dragter og bærer pandebånd. Der danner sig en hvid slange af mennesker i kø til et vandkar, som bestyres kyndigt af yndige tempelpiger med blomstersatser på hovedet. Vi skal alle renses, før vi går ind i templet til cermonien. Da alle har vasket hænderne kommer to "præster" til syne med egendommelige hovedbeklædninger. De fører an og flokken følger efter i en nøje orden der afspejler den respekt, der tilkommer den enkelte. Jeg vælger at være ydmyg og prøver at holde mig allerbagerst, men det er ret svært, da et par ældre damer kunstfærdigt sidestepper og krumspringer sig bag mig. Hver gang jeg får øjenkontakt smiler og bukker de samt gør tegn til, at jeg skal gå forrest. Gæsten skal føle sig velkommen og tilpas. Det gør gæsten bestemt også. Jeg har en god plads i det fine lille tempel, siddende på det bløde tatami gulv af strå. Der dufter af røgelse og fugtig skov. Præsterne messer og lader deres stemmer vibrere på yderligtgående toner, trommerne banker taktfast og jeg kan mærke slagene i brystet. Shinto religionen er mig bekendt tæt forbundet med naturen, og denne cermoni handler om at sikre en god høst. Tempelpigerne danser med kviste og de stærkt orange og søde Kaki frugter er stablet i små bunker rundt om dem. Cermonien har en vis rytme og jeg bliver langsomt lullet ind i stemningen, indtil jeg får overrakt en kvist med hvide sløjfer, som skal lægges i en bunke midt i templet. Endnu engang vil jeg hellere lure fra min plads i udkanten af begivenhederne, men jeg kan ikke undvige. Og da de ældre kvinder tror, jeg er gift med den anden hvide tilstede, ryger jeg forrest i køen op på hans side til hans forbavselse. Ja, jeg føler mig en anelse klodset, da jeg pludseligt sidder i midten af alles opmærksomhed og forsøger at klappe i rigtig takt, samt vende og dreje kvisten de rigtige antal gange.

Efter cermonien serverer tempelpigerne en overdådig frokost bestående af rå fisk, kunstfærdigt udskårne grøntsager og grøn te. Maden nydes siddende på tatami gulvet - trods mine tiltagende kramper i benene, der ikke er villige til at lukke blod forbi mine bøjede knæ. Aprospos smerte er det jo kampsporten, jeg er kommet for at se. Efter renselse, cermoni og frokost gør "krigerne" sig klar. Der kæmpes med de bare næver, forskellige typer af sværd, buer og kæppe.

Kampene udkæmpes i kontrolleret, langsomt tempo. Det handler om at vise de rigtige greb og fremføre indøvede scenarier. Unge og ældre, mænd og kvinder deltager på lige fod. Deltagerne udstøder hvin og skrig, som giver genlyd i skoven. Kampen understøttes med slag på den japanske taiko tromme.

Kampens bevægelser understøttes af denne taiko.

Arrrrgghhh. Bedre kan det vidst ikke siges.


Jeg kan godt forstå, han smiler, men det er heller ikke ham,
der ryger rundt, som man siger i 9000 Aalborg (har jeg hørt nogen sige).


En meget lille kvinde med en meget stor bue. Sporten hedder kyudo.
Kan i øvrigt rapportere, at hun ramte lige i plet!

Kampen slutter. Kamphanerne klæder om. Tempelpigerne serverer te. En ung fyr har skiftet fra gi til en sort Nirvana trøje, han nærmer sig mig efter længere tids cirklen om "Gaijin" (betyder "udenfor"+"person", udlænding). Med hånden på dørkarmen og hovedet på skrå siger han kækt: "Don't worry we will do Judo forever!" (Bare rolig vi vil udøve Judo forevigt). Jeg overvejer hvilken amerikansk film han har set, men beslutter mig alligevel for at følge hans opfordring, lader mine bekymringer blive og tager tilbage til Osaka, men endnu en oplevelse i baggagen.

Mig, mit kamera og små ting på min vej

Søde Kaki-frugter i eftermiddagssolen (Kita-Senri)

Noget af det jeg nyder allermest ved mit ophold i Japan, er at bevæge mig rundt på må og få i de ukendte omgivelser. Jeg elsker fornemmelsen af frihed og følelsen af at kunne erobre nyt terræn, når jeg slentrer afsted med mit kamera under armen. Uanset hvor jeg hopper af toget, er der altid små finurlige detaljer og smukke vue at opdage.

Eftersom jeg er alene, kan jeg med god samvittighed tage 20 billeder af samme edderkop, uden at tænke på at det er pænt kedeligt for andre at kigge på mig kravle rundt om dens spind. Hvad japanerne tænker, når de ser mig på den måde, ved jeg ikke - måske: "Sikke en lille linse på det kamera".

Mit ivrige knipseri giver mig samtidigt mulighed for at dele mine gåture med andre, hvilket er præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu. Jeg vil invitere dig med på en gåtur set gennem med mit kamera i Japan:

Heldigvis er jeg ikke stødt på den eventyrlystne rødryggede enke, som har taget rejsen med tømmer fra Australien, og nu er løs i Osaka. Men denne fætter er nu også pænt stor!
(Suita Campus)

Der er en del skilte, der advarer mod "Chikan" - perverse mænd. Heldigvis var der ingen advarsler mod danske kvinder, der gemmer sig i buskene for at tage billeder...
(Kita-Senri)

Osaka er på alle måder en livlig storby, med buldrende trafik og shoppingmuligheder fra solopgang til du falder om. Midt i myldret skiller denne kvinde sig ud. Hun har efter min mening en utroligt rolig udstråling...
(Osaka, Namba)

I 1970 afholdtes Expo udstillingen i Osaka. Parken, der blev skabt til anledningen, lever i bedste velgående. Jeg tog dertil en morgen før arbejde, for at gå tur sammen med grupper af skolebørn og pensionister. Børnene med ens hatte (gerne én farve til piger og én til drenge, så man kan skelne), ens tasker og ens drikkedunke.
(Osaka, Banpaku kinen-koen)

Kender du følelsen af at være en meget lille brik i et stort puslespil?
(Shinjuku, Tokyo)


Masser af spændende fauna i Japan. Her er en drageryg midt i Tokyo!

(Tokyo)

Japanerne er rigtigt gode til at passe på deres træer. Jeg har set et trehundrede år gammel træ og en del bonzaitræer. Da jeg har en særlig forkærlighed for træer, skal der et af dem med.
(Shinjuku Koen, Tokyo)

Der er en hel del Shinto og Buddhist templer i Japan. De to religioner eksisterer side om side. Dette billede er taget ved Shitennoji et af Japans ældste templer lige før lukketid, hvor alle tempelboderne bliver pakket ned og duften af røgelse sender myggene på flugt.
(Osaka, Tennoji, Shitennoji)

Flirtende nøglering, elektronisk plektor og musikalsk monster

Nu er shopping i gængs forstand, ikke det jeg bruger mest tid på. De japanske tøjbutikker har jeg holdt mig på lang afstand af, tror ikke lige, de har noget, der vil passe mig... Men da shopping virker som japanernes yndlingsbeskæftigelse nummer to - arbejde er nummer ét - så er det en del af den kulturrelle oplevelse også at kaste sig ud i den disciplin. Mit mål er en let gang shopping i en af Osakas veludstyrede legetøjsbutikker. Umiddelbart tænker jeg, at de må have noget i min størrelse.

I Osakas centrum for elektronisk udstyr, Den-Den Town, finder jeg en pragende legetøjsbutik. Jeg går ind i butikken, møder et væld af farver og især lyd. Der er en fjernstyret ufo; en kvindelig robot, der vrikker med hofterne, når hun går og et utal af figurer fra de mange japanske tegnefilm - anime. Og det er bare på første etage. På de næste fem etager, kan jeg købe materialer så jeg kan genskabe alle klimazoner i mit modeljernbane landskab, alt til fjernstyrede fartøjer, alt til dukkehjemmet, alt til... Fællesnævneren må være "alt til". Stedet er bestemt ikke kun for børn, faktisk er der nærmest kun mænd på de øverste etager.

Selvom det er fristende, kan jeg ikke for alvor få mulvarpeskindet op af lommen, så ingen robotter lander i min kurv denne gang. Men jeg finder et par små, ganske herligt ubrugelige sager:

Jeg er nu den lykkelige ejer af en flirtende nøglering. Den syner ikke af meget: En blå klods med bløde knapper på. Jeg trykker løs på knapperne og indimellem får jeg et svar. Svaret kommer fra "storesøster", som er en del af en serie af forførende kvindelige stemmer, jeg kan vælge imellem. Først hilser hun venligt med et kælent: "Ohayou", der betyder god morgen. Så langt så godt. Hun bliver dernæst lidt mere bestemt: "Vågn så op!". Det kan sikkert være godt at have en nøglering, der ligesom motiverer og kommanderer lidt. Jeg klikker videre på knapperne, og lidt tøvende siger hun: "Anone..." ...ved du hvad... Næ, men kære nøglering fortæl mig det! Og hvad siger hun så! Hun siger sandeligt: "Faktisk, har jeg altid været forelsket i dig." Jeg prøver at forklare nøgleringen, at det ikke kan gå, mit hjerte tilhører en anden, og du er en nøglering! Skuffet lægger jeg nøgleringen fra mig. Godt den kun kostede tredive kroner. Efter lidt tid spørger den mig forsigtigt: "Kan vi så blive ved med at være venner?".

Nøgleringen er som sagt én version, der er en hel serie med dem, hvoraf den mest interessante nok er tsundere versionen. Hun er en koket pige, der ikke er helt ærlig med sine følelser. Når du klikker på denne type nøglering, siger den "Jeg hader dig, lad mig være", og hvis du ligger den fra dig vil den sige: "Jeg er ikke ensom. Du skal ikke tro, at jeg savner dig". I Japan er tsundere som karaktertype kendt i tegnefilm og -serier, så "spillet" er meget velkendt.

Mit andet køb er et en slags plekter. Det ville nok ikke være så bevendt til en rigtig guitar, men derimod gør det oplevelsen af at spille luftguitar meget sjovere! Klik på en af knapperne og en melodi spiller, sving armen i luften og der er rå guitar i luften. Der er desværrre kun to stykker, jeg kan rocke til, men hvor ville det være herligt, hvis jeg kunne hente flere numre. Som supplement til luftguitaren ville jeg gerne købe trommestikker til "lufttommer" eller hvad med en gang luftsax? Er der nogen, der vil være med i mit band? Det er helt okay at være tonedøv, bare du kan danse!

Sidst men ikke mindst har jeg købt mit eget lille musikmonster Otoizmu. Otoizmu kan sættes til min musikafspiller og udvikler sig til mit lyttemønster. Jeg har prøvet at forvirre bæstet ved skiftevis at spille en gang blid Leonard Cohen, for at skifte til hård dansemusik af Rammstein. Det lille kræ hopper glædeligt op og ned, uanset hvad jeg spiller... Med tiden vil mit lille musik-kæledyr vokse, i takt med musikken jeg lytter til. Den kan også huske brudstykker af min musik og sammensætte nye kompositioner. Det er ikke sket endnu, måske er det fordi, dyret faktisk har sans for musik og nægter at gengive et mix af Cohen og Rammstein...

Lidt om mænd - og os der bare mangler noget

Lørdag eftermiddag. Jeg slentrer gennem Osaka midtby i et lidt faldefærdigt kvarter. Der er intet mål med turen. Jeg dasker bare rundt for at suge indtryk til mig. Midt i bombedamentet af japanske tegn malet på skilte og bøjet i neon ser noget jeg forstår, og så dog:

"Nej, du må ikke lege med min, bare fordi din er faldet af"

Så er det jeg overvejer, hvad jeg egentligt går glip af ved ikke at forstå sproget...

Spøgelser i storcenteret og tøjdyr på kontoret

Himlen har åbnet sig og ladet efteråret falde ned over Japan, i form af daglig regn og temperaturfald (omkring 25 grader, i stedet for 30). Da vi sidste tirsdag havde fri for at fejre efterårets komme i 30 graders varme, virkede det ellers som om det aldrig ville ske. Jeg må indrømme, at jeg hilser regnen og det temperede klima velkommen. Det gør det lidt mere spiseligt at iføre sig lange bukser hver arbejdsdag. Og det er trods alt arbejdstiden, der fylder mest her.

Hvad er det så, jeg kalder arbejde - det jeg bruger det meste af min tid på her? Udgangspunktet for opholdet er at hjælpe mig til bedre at kunne skrive en afhandling om digitale spil på gadeniveau (pervasive games). Under det japanske ophold har jeg valgt at have fokus på, hvordan brugere af et system opfører sig i rum, og hvilken rolle kroppen spiller for oplevelsen.

Min første opgave på kontoret har været at præsentere en rækker idéer til et (robot)teknologisk leg. Da robotteknologi endnu er nyt land for mig, er den opgave temmeligt udfordrende.

Otte idéer er det blevet til, der er blevet kogt ned til to og endeligt kombineret med en fjerde til noget helt nyt. Med andre ord er min tid gået med at finde ud af hvilke teknologiske platforme de arbejder med her, og foreslå anvendelse af dem. Derudover har jeg formuleret forskningsspørgsmål, som vi forhåbentligt kan belyse ved at udføre eksperimenterne. En interessant måde at bedrive forskning på.

Den endelige idé går groft sagt ud på at skabe en platform, hvorigennem vi i store menneskemængder kan finde frem til, hvem der kan være interesseret i et budskab og så sende det til dem. Det bliver højst sandsynligt et digitalt spøgelse, der inviterer til et spil, som lader mennesker på vidt forskellige lokationer lege sammen. Det kan lade sig gøre ved at bygge et netværk af sensorer ind i storcenteret, med kameraer og projektorer. Vi bygger altså teknologi ind i omgivelserne, så vi ikke kan se det, men alligevel kan have et samspil med det.

Min støtte på kontoret: Morizo (Mori betyder skov)

Jeg har kastet mig ud i at undersøge, hvordan vi kan finde frem til de rette personer og hvordan spillet skal hænge sammen. Når det først er implementeret i et storcenter, bliver det interessant at se, hvorvidt voksne mennesker vil lege i et offentligt rum og hvordan.

Som det fremgår, er det ikke så meget robotter jeg arbejder med, men med allestedsnærværende teknologi - teknologi der gør det muligt at få de informationer og services du har brug for, når og hvor behovet opstår. Tankegangen bag allestedsnærværende teknologi (ubiquitous computing) er introduceret af tidligere forskningslederen for Xerox PARC Mark Weiser. Han mener, at de personlige computere kan begrænse os ved at kræve opmærksomhed, være ufleksible eftersom de tvinger dig til at sidde og kun kan modtage input gennem tastatur samt mus. I stedet for at være et værktøj, der glider i baggrunden, så er computeren i fokus, når vi arbejder med den. Modsat for eksempel når jeg strikker med et par strikkepinde, hvor fokus er på maskerne ikke på pindene - eller det forestiller jeg mig, for nu er jeg aldrig nået videre end til at holde styr på mine fingre og undgå at stramme garnet for meget... Men jeg er også mere til det trådløse...

Sikke et katteliv!

Selvom jeg bor i en storby, er her masser af fauna. Jeg har for eksempel følt de fæle mygs kærlighed og nydt den klingende summen om aftenen fra suzumushi, en japansk art af fårekyllinger, der lyder lidt i retningen af klokker, der ringer (suzumushi betyder mig bekendt "bjælde-insekt"). Der er dog et dyr som jeg ser mere end noget andet her. Måske er det på grund af en arbejdsskade fra mit tidligere arbejde (var i længere tid projektleder på digitale kampagner for en producent af kattemad). Men ja der er bare mange katte. Ikke så meget af den levende slags, som illustrationer og figurer af katte. Her er tre eksempler (to et halvt) på mit møde med disse skabninge.

Når jeg traver forbi de mange butikker og restauranter, har jeg bemærket en særlig hvid kat med store sorte øjne og røde ører, som har den ene pote hævet til hilsen. Ofte er det en lille dukke, hvis forben kan vippe frem og tilbage. Det betyder: Kom inden for! I Japan er det nemlig meget uhøfligt at tilkalde sig opmærksomhed med pegefingeren, sådan som vi gør det. Istedet vendes håndryggen opad og alle fingrene vipper som en inviterende gestus.

Katten er en "Maneki Neko". Maneki betyder invitation og Neko er det japanske ord for kat (alternativt ifølge min ordbog også ordet for "sengeliggende", men tror bestemt ikke, at er gældende i den her sammenhæng). Maneki Neko er i ethvert etablissement med respekt for sig selv, som ønsker at invitere kunder og lykken indenfor.

En anden kat der springer i øjnene i gadebilledet er "Hello Kitty", en 34 år gammel tegneserie killing i enkelt streg, der har prikker som øjne, lyserød næse og sløjfe. Hello Kitty ses som dekoration på tøj, mobiltelefoner, busser, slikpakker og jeg kunne blive ved. Hello Kitty ser ikke ud til at være forbeholdt børn eller kvinder for den sags skyld. Jeg har set en forretningsmand med en Hello Kitty nøglering - men om han så betragtes som smart her, ved jeg jo ikke. Der findes også et online Hello Kitty spil (MMORPG), hvor mange spillere samtidigt kan boltre sig i lyserødt. Og igen stik mod min forventning til denne nuttede kats målgruppe, så skal Hello Kitty spillet efter sigende tiltrække en del garvede spillere fra det noget mørkere spil World of Warcraft.

Hello Kitty på farten

I Danmark taler vi af og til om kattejammer, når vi betegner uharmonisk sang. Jeg tror ikke nødvendigvis japanernes vil have den samme assosiation. Da jeg forleden var til bryllup optrådte en herre med et Geisha instrument, en shamisen. Det er et strengeinstrument med tre strenge, der er fæstnet til en lille firkante kasse og til enden af en 2/3 meter lang hals. Altså lidt i stil med en lut, guitar eller lignende (jeg indrømmer, at jeg ikke er særligt kyndig udi musik instrumenter). På denne shamisen skal kassen helst være beklædt med katteskind fra en brun kat - det giver den bedste lyd. Hvilket jo er heldigt nok for de to hvide fætre: Maneki Neko og Hello Kitty. Musikanten beklager dog overfor bryllupsgæsterne, at han kun har en billig model med hundeskind - det jo giver ikke helt den samme lyd(?). Men omvendt så er han heller ikke Geisha, så måske passer den mere rå lyd af køter bedre...

Kom, kom, kom tilbage!

Tilfreds og dansk i Tokyo

Weekenden har jeg brugt i det svimlende Tokyo. Mit egentlige ærinde i byen er et bryllup, men jeg kan jo lige så godt tage et kig på Japans hovedstad nu, hvor jeg rejser lidt over 1000 kilometer på en weekend.

Tokyo virker overvældende på mig. Alene det mylder af mennesker, der straks møder mig, da jeg står ud af toget, kræver større navigationsfærdigheder. Indbyggerne klarer sig med en utrolig ro og tolerance selv i de travleste tider. Man fornemmer en rytme og orden i bevægelsen af mennesker. Min rytme er lidt mere som en vinduesvisker: Siger han nu Akebono Bashi eller Akebana Bachi? Er det orange eller rød linje, jeg skal med? Jeg render frem og tilbage, mens informationerne bare siler ned over mig.

Heldigvis er folk endnu engang mere end hjælpsomme og tager sig tid til at hjælpe den let forvirrede vesterlænding igennem Tokyos (for det utrænede øje) filtrede rodnet.

Jeg finder langt om længe min hylde i Tokyo, eller hvad jeg nu kan betegne min sovekabine nummer 507 som. Den koster ikke meget og er ganske fin, når jeg alligevel har tænkt mig at tilbringe tiden ude i den østlige hovedstad - som Tokyo bogstaveligt betyder.

14 timer tager turen til Japan lidt til venstre for den anden side af jorden. Omtrendt 8500 kilometer skal jeg trave/svømme for at komme i nærheden af leverpostej og lakrids på danske hylder. Mit ur er syv timer fra tiden i Danmark. Og alligevel har mit besøg i Tokyo overraskende vist, at Danmark er lige om hjørnet. Det til trods for, at jeg har aldrig den store forventning om at udlændinge kender til Danmark. Helt ærligt: Vores 43.094 km2 er knap en niendedel så stort som Japan, og antallet af danskere svarer til to gange indbyggerne i Osaka centrum.

Men Danmark er skam kendt. Det finder jeg hurtigt ud af, da jeg traver mod Shinjuku i det vestlige Tokyo. Solen står højt på himlen og mit humør er helt oppe at ringe. Det er herligt at kunne vandre ud for at udforske en ny og helt ukendt by. Jeg hilser muntert på dem, der går forbi. Min rurale opvækst på Serup Hede har sat sine spor. Pludseligt stopper en ældre herre mig og spørger: "Denmarku jin?". Ja, jeg er dansker, kan jeg svare. Men hvor kan han vide det fra? (Måske på grund at det store smil, der strækker sig til hvert af mine små ører. Forklaring følger senere). Han bryder ud i et smil og slår over i udemærket engelsk. Han kender da godt Danmark - det er os med Andru san (H. C. Andersen) og cheesu. Jeg får lov til at redegøre for, hvorfor og hvor længe jeg skal være i Japan. Da han hører, mit ærinde er Ph.D studier, takker han mig for at vælge Japan og sender mig videre med en serie af buk. En meget smigerende og ærefuld gestus.

Næste påmindelse om mit nationale tilhørsforhold kommer i parken Shinjuku Gyoen. Det er søndag og den store park emmer af liv. Ældre og yngre kvinder nyder de omtrendt tredive grader i bredskyggede hatte, paraply og nogle endda med lange handsker. Fædre leger med deres børn på de store, velklippede plæner. Et kærestepar går tur med deres abe i snor. Karperne, de svømmende juveler, boltrer sig i vandet og byder mig velkommen med store kyssemunde.


Midt i den japanske have, hvor små vandløb, broer og tesalon gør sig til og poserer fotogent for de forbigående, der kommer en amerikansk kvinde og beklager sig over sit uheld: Hun har ikke fået ladet batterierne til kameraet op. Ærgeligt nok. Hun spørger ud af det blå, om jeg er britisk, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening, for jeg ikke har haft mulighed for at sige meget andet end "ja", "nej" og "hej". Som svar på det faktum, at jeg er dansk, udbryder hun: "Oh, the supposed to be most happy people on the planet. Are you happy?". Hun refererer til en undersøgelse fra Leicester University, der endnu en gang slår fast, at danskerne er den lykkeligste nation. Og ja, jeg føler mig ganske godt tilfreds. Men jeg har jo også fuldt opladte batterier...


Det tredje og sidste danske islæt på denne vandretur kommer på vejen til TMGB, Tokyo Metropolitan Govermental Building, en Gotham City lignende bygning, hvor jeg kan komme op på 45. sal og få om ikke et overblik, så udsyn til hele herligheden. Men før jeg når så højt, ser jeg endnu et lille stykke Danmark: Et udvalg af H. C. Andersens papirklip i metal og en tavle, der ærer den verdens berømte digter. Men så er det også slut med hjemlig genkendelighed - heldigvis for Tokyo har så meget spændende at byde på. Meget mere end to dage kan give et overblik over. Her er et par fotos fra den livlige by fra min gåtur:

Pixeleret storby.

Det ligner ikke ligefrem et kommunekontor, men det er det - på den der metropoliske måde.

En kunstner på arbejde...

En hel flok af kunsterne sværmer som sommerfugle om blomsterne.
Min linse er bare for kort til at få nogen form for gade-kredit her.

Kontrasternes æstetik... Ser den bygning ikke bare super delikat ud? Er sikker på, at den er bygget af "duserne" fra Fraggle-land!

Jeg har læst en artikel om attention-economy, måske skulle jeg få den oversat og omdelt på denne gade, der bare overvælder med flotte farver og skilte.

En lille oase er dette tehus i Tokyo.

It ain't rocket science - men det er ret flippet...

Tirsdag og onsdag i denne uge har jeg haft fornøjelsen af at deltage i "The 26th Annual Conference of the Robotics Society of Japan" i Kobe.

Kobe er i princippet en naboby til Osaka, men i praksis har jeg ikke kunne se, hvor Osaka stopper og Kobe begynder. Byen er nok mest kendt for deres saftige bøffer, der kommer fra okser, som har fået massage og godt med øl, så kræet er helt afslappet før slagtning. Denne behandling gør efter sigende kød ganske saftigt og mørt. En anden meget trist hændelse har også sat Kobe på landkortet, nemlig jordskælvet i 1995, hvor tusindevis af mennesker omkom.

Men jeg begiver mig ikke ud i det japanske tognet og til Kobe for at turiste den, mit formål er derimod at deltage i den årlige konference afholdt af "The Robotics Society of Japan". Selve konferencen foregår på højtflyvende japansk, men for første gang har de også arrangeret en lille international session.

På konferencen præsenteres friske forskningsresultater inden for robotteknologien. For mig er alt, hvad der angår landvindinger inden for især "Humanoid" robotter (robotter skabt i menneskets billede) ganske ubetrådt grund. Og som jeg sidder der på de hårde træbænke og stirrer måbende på den ene præsentation efter den anden, kan jeg i høj grad identificere mig med "Den lille Prins": På en dannelsesrejse fra den ene planet efter den anden beboet af sælsomme skabninger. Jeg sidder fyldt med spørgsmål - hvorfor og hvordan? Som den eneste humanist, dansker og kvinde skiller jeg mig mildt sagt ud.

Jeg har nu lært, at det kan være et større problem for humanoide robotter at gå igennem et miljø og undgå at ramme alt omkring sig - og i øvrigt også sig selv. Sådan en robot ser ganske skrøbelig ud, når den med klodsede skridt i et ophæng af snorer går igennem sirligt opstillede forhindringer med ivrige forskere virrende rundt omkring. Som en gigantisk marionetdukke på en militærforhindringsbane. Men nu er det lykkes at udvikle kollisionsalgoritmer, der gør det muligt for denne robot ikke at lave "en fedtmule" og falde over sine egne fødder samt at flytte sin hånd, når den er tæt på at ramme en rød ballon. Imponerende!

Nu ved jeg også, at det er ganske hot indenfor denne gren af videnskaben at udvikle effektive metoder for robotten at "genskabe" modeller af objekter i dens omgivelser, så den kan gribe ud efter dem. Og en fransk-japansk forskergruppe har efter hårdt arbejde fundet en metode, der kan få deres robot til at holde balancen, når den går - selv når den bliver skubbet og uanset hvorfra. Det er altså et mirakel, alt det vi kan, så enhver nybagt forældre har hermed lov til at holde lange foredrag for mig om deres poders første vaklende skridt. Og i øvrigt nu hvor snakken er på balance, så har et kinesisk forskningsteam udviklet en robot, der kan få en cykel til at køre helt af sig selv...
Det er cirka heromkring, at den japanske professor Shigeo Hirose fra "the Tokyo Institute of Technology" rækker hånden op og spørger: Hvorfor? Hvorfor har I udviklet den, hvad godt skal det gøre os? Der kommer intet svar på spørgsmålet og det skal der måske heller ikke være... Selvom det da ville være ganske interessant.

Der bliver dog også præsenteret nogle mere formålorientere projekter som foreksempel en robot til minerydning og en robot, der skal støtte genoptræning efter hjerneblødning. Altså indtil videre kun til støtte for dem, der har lammelser i højre side og som kan finde ud af bruge maskinen, der ikke ligefrem er brugervenlig. Patienten skal lige kobles på en stor robotarm og have hovedmonterede stereobriller på. Men der er selvfølgeligt plads til forbedringer, for det er uden tvivl en flok utroligt dygtige forskere.

Min rejse i robotforskernes interessante og utrolige månelandskab ender, da jeg selv som den sidste i rækken træder op på lærerpulten for at præsentere. Overskriften på mit bidrag er "Playware: Robotics and Play".

Oplægget tager tilhørerne med en tur til Odense, til Center for Playware, hvor vi koncentrerer os om, hvordan robotteknologien kan anvendes til at skabe leg. Jeg præsenterer musikklodser (I-Blocks cube version) udviklet på centeret, som du kan bygge og mixe musik med uden at være musikalsk. (Jeg skal lige huske at spørge, om jeg kan få nogle til karaoke rummet, der hvor jeg er indkvarteret!). Jeg forklarer tankerne bag kuberne og hvad de midlertidige testresulater har vist. For første gang vises der film, hvor der er brugere med i billedet. Ikke bare med i billedet men også i fokus.


Jeg vil godt vide, hvad flokken af ingeniører tænker, som de sidder der bag de små pulte, lyttende til denne humanist klædt i lilla og lyserødt. Men ingen sover (hvilket faktisk sker ofte), der bliver taget noter og stillet flere spørgsmål fra tilhørerne.

Det har været en ret flippet oplevelse at deltage i konferencen, og jeg kan anbefale enhver at opsøge sådan en rejse ind i ukendt terræn.

On the top of the world...

De kære The Carpenters havde engang et super-hit. Det var lidt før Karen tog en journalists ord lidt for tungt og blev lidt for mager, at hun muntert sang: "I'm on the top of world, looking down on creation..." Den sang har jeg haft på hjernen i et par dage. Måske fordi den bliver skam-sunget nede i karaokerummet; måske på grund af udsigter som ovenfor knipset fra et mødelokale på 16. etage i Osaka midtby; måske fordi jeg hver dag er heldig at blive udfordret af forbavsende filosofiske robotforskere...

I går blev jeg foreksempel stillet spørgsmålet: Tror du man kan skille oplevet intention og information ad? Øh. Altså, mennesker tillægges at have intentioner med vores handlinger, fordi vi har behov og motivation. Robotter tillægges ikke intention, men kan vi skabe robotten sådan, at den udtrykker en intention og dermed synes mere menneskelig? Hvilken type af informationer skal robotten så give modtageren? Hvordan får vi modtageren til at tillægge robotten motiver? Den slags spørgsmål giver lidt at tænke over.

Og så spiller melodien i mit hovede igen ...looking at creation... Her på laboratoriet er det ikke nok at diskutere begreberne, nej der skal sættes et forsøg i gang, der kan gøre os klogere på robotteknologien og ikke mindst på os selv. Og som sikkert rejser nye spørgsmål - såsom: Er det overhovedet rart for mennesker, hvis robotten virker som om, den har intentioner?

Jeg tog dette billede i dag på den 26. årlige konference for det japanske robotsamfund (hvor jeg iøvrigt giver en præsentation om Center for Playware's arbejde med robotteknologi og leg i morgen). Stærkt inspireret af Michelangelo's loftmaleri "Skabelsen af Adam", skabes robotten meget apropos i menneskets billede. Det forbløffer mig, hvor meget der faktisk kan lade sig gøre - og samtidigt, hvor meget der ikke kan efterlignes.

Så synger hun igen: ...Such a feelins comin over me... There is wonder in most everything I see... Beklager, men jeg har den altså på hjernen.

En frø i pungen

Er dine penge konstant på vej væk, så overvej at lægge et billede af en frø i din pung. I Japan betyder frøen nemlig "kom tilbage" har jeg ladet mig fortælle. Det forklarer de overdimentionerede og lidet kønne frøer i vores restaurant, her hvor jeg bor.


Nu er det sådan, at de fleste af de penge, der ryger ud for mit vedkommende aldrig rører min pung. Spørgsmålet er så, hvordan jeg får frøen ind på bankkontoen?

Ankomst. Nedstigning. Tilpasning.

Jeg har vidst ikke helt fået introduceret, hvad der har bragt mig om lidt til venstre for "den anden side af jorden", som nevø beroliger mig eller sig med. Hvor er det lige jeg er og hvorfor?

Sidst jeg var i Japan var jeg 21 år, havde lige overstået gymnasiet og et års knokleri med variende jobs, der bragte mig ud i pensionisters haver og ind i en lummer fabrik uden vinduer. Sidste gang deltog jeg i et projekt for Mellemfolkeligt Samvirke, hvor vi prøvede at redde en sjælden skov fra at blive til en golf bane. Om det er lykkes, har jeg tænkt mig at undersøge denne gang. Vi var et internationalt hold af unge med kappe og S på brystet, der ryddede vandreruter - altså fældede træer, slog græs, markerede ruterne og byggede en udsigtspost. Ud over skovens træer, leer, økser og sjældne sommerfugle kom jeg også lidt rundt i landet sidst. Halvanden måned blev det til dengang.

Da vi forlod Japan i 1999 var det blevet september, og der var stadigt varmt. Japan er rigt på skovbeklædte bjerge og det har været en drøm for mig lige siden at komme tilbage. Ikke mindst på grund af deres skæve tilgang til spil, kunst, madlavning - ja kulturen i det hele taget, som gang på gang overrasker og inspirerer mig.

Jeg er som skrevet netop kommet tilbage. Landede om aftenen for nogle dage siden. Og det var skønt at gense bjergene og Osaka i rødt skær fra solnedgangen. Meget passende, da Japan på japansk hedder Nippon, som betyder "solens oprindelse" eller solopgangens land. For mig gælder det i mere end en forstand, da Japan har ry for oftest at være først på bolden, når det gælder udvikling af nye typer af spil og digitalt legetøj. Bliver et produkt et hit i Japan, så kan det fortsætte til USAs vestkyst, derefter østkysten og endeligt til Europa. Det gør mig nysgerrig på, hvordan de tænker leg og forskning - det er nu engang den slags jeg nørder i i mit Ph.D studium. Der er altså mange gode grunde til at være her.

Turen fra lufthavnen til min bolig er gået smertefrit trods tilbagevendende mine mareridt om at rejse på toge fyldt med rejsende uden munde de sidste fjorten dage... Jeg bor i den nordlige del af Osaka på JICA, som er et sted for Internationale forskere på udveksling/besøg i Japan. Det er en farvelade af alle mulige nationaliteter, hvilket gør stedet ret levende. Jeg har efterhånden fået det indtryk, at jeg er den eneste europæer her. Jeg har mødt folk fra Jordan, Yemen, Tunesien, Honduras, El Salvadore, Tyrkiet, Mexico, Ghana, Bhutan, Thailand og Senegal for at nævne et par stykker. Det er næsten som at være med i en Benetton reklame. I huset er der de vigtigste (!) fornødenheder såsom kantine, massagestol, tv-stue, massagestol, gymnastiksal, billiardborde og det obligatoriske karaoke rum. Jeg har allerede udfoldet mig i karaoke rummet og sunget tyske Nenas uforlignelige sang "99 Luftballons" i duet med en mexikansk iron maiden fan. Den sang kan altid få mig i godt humør.
Mit værelset er heldigvis ikke 13 kubikmeter, som min far har spøget med, men faktisk 13 kvadratmeter stort. Ganske fint, med udsigt til bjergene fra min seng, med altan og daglig rengøring (jeg får fine vaner her). Her er det lyserøde palads, og det er øverste etage jeg huserer på.

Nu er jeg ikke kommet for at spille billiard eller synge tyske slagere. Jeg er kommet for at være gæste forsker (visiting researcher) på Osaka University ved afdelingen for Adaptive Machine Systems, hvilket vil sige systemer, der kan tilpasse sig adfæren i et miljø. Lige nu føler jeg mig selv som en enhed, der ihærdigt prøver at tilpasse mig et fremmed miljø, så min sympati for de mange robotter på laboratoriet er stor...

Min kontakt her er Nakanishi Sensei, der arbejder med systemer, der understøtter transenderet kommunikation - altså kommunikation, hvor man prøver at skabe fornemmelsen af at være tilstede i det samme rum, selvom man ikke er det. Noget jeg gerne vil kunne gøre brug af for tiden. Han har også arbejdet med spil, og kommunikation og adfærd på offentlige steder. Laboratoriets leder er Ishiguro, som nok er mest kendt for at have lavet en robotkopi af sig selv og en android talkshow vært. Mit fokus her er at lære af deres måde at tænke rum, krop og interaktion på. Super spændende for en nørd som jeg.

I første omgang skal jeg dog lige vænne mig til omgangstone og arbejdstiden fra 9-21. Jeg spiser aftensmad med mine kollegaer hver aften. Måske er det marathon arbejdsarbejdstiderne, der gør, at 60% japanerne angiveligt skulle føle sig trætte (ja jeg mangler vidst en kildehenvisning her). Noget tyder på at der er noget om snakken, de sover i alle fald, hvor de kan komme til det - selv stående i toget! Jeg må udføre et lille feltstudie og se om, der er noget om snakken.

Men nu er det lørdag aften og tid til at slå ham kirgeren (hvad kaldes en person fra Kirgistan?) i billiard, jeg bliver en haj!

Poetisk og billedefyldt tegnsprog

Da jeg skal være i Japan sammenlagt i 3½ måneder, er det god stil og ganske nødvendigt at lære noget japansk. Jeg har fanget et par essentielle fraser, og er netop i dag begyndt med tegnene (det er krav til mit sprogkursus). Der er tre alfabeter i Japan: Katakana bruges til fremmedJord/lånte ord, jeg er lidt mere i tvivl om fordelingen mellem kanji og hiragana. Ifølge min Sensei er det lidt finere at skrive Kanji, så deres artikler (hvis de ikke skrives på engelsk) skrives med Kanji. Ifølge ham er der mange har noget software, der oversætter hiragana til kanji, og så glemmer man, hvordan de komplicerede tegn skal skrives. Men altså kanji ses overalt, ofte blandet sammen med de andre to alfabeter.

Kanji har japanerne har taget til sig fra kineserne og tilpasset. Tegnene skulle stamme fra enkle illustrationer af objekter, hvilket jeg personligt synes, gør tegnene meget poetiske. Her er et par eksempler (sikkert cirka alle dem jeg endnu har lært):

Tegnet her med tre tinder 山, betyder bjerg. Det ligner da lidt. Og følgende tegn, som ligner et par døre i en western saloon 門, betyder port. Der er også en variation af tegnet, hvor tegnet for sol er klemt ind mellem dørene 間. Oprindeligt var det en måne, har jeg ladet mig fortælle, og det betegner månens lys, der skinner igennem en smal åbning. Tegnet betyder noget lignende en "sprække" eller "imellem". Jeg har fundet et mere moderne - og mindre poetisk eksempel på min gåtur. Her står der, at der skal være en sprække mellem bilerne. Måneskinnet mangler - men ellers er den der da.

Tænk at have tegn så rige på billeder i sit sprog. Jeg kan godt forstå, hvis japanerne er meget visuelt orienterede, hvilket deres hang til at læse tegneserier og deres smukke mangafilm kunne tyde på.

Kombination af tegn kan åbenbart skabe et nyt koncept. Lad os tage udgangspunkt i tegnet med denne brede bag: 女, som betyder kvinde (godt at huske, når du skal på wc et offentligt sted). Gentager du tegnet for kvinde tre gange sådan her: 姦, så betyder det larm...

Ingen kommentarer tak!

Tre minutters lykke - kan man forlange mere?

Jeg har vovet mig ud for første gang ud i Osaka, og så på cykel endda. Måske ikke det mest velvalgte transportmiddel i 32 graders varme og med en luftfugtighed på hele 92% (til sammenligning er der pt 62% i Danmark). Med andre ord er luften som en tyk tætomsluttende dyne af uld på en meget varm sommerdag.

Min guide er en venlig tyrk, der leder mig direkte til truget: Det største shoppingcenter i nærheden. En kølig oase. En oase, hvor du kan købe alt fra katte til klaverer. Chicke japanske teenagere dasker rundt efter supplement til deres allerede farverige kluns, forældre i massevis løber rundt efter deres små poder, ældre kvinder diskuterer priserne på æbler (gætter jeg på, men det vil også være rimeligt, ét æble koster 5 kroner og nej, du kan ikke få mængderabat).

Mit mål med besøget er - ud over blot at suge indtryk til mig - at få en engelsk-japansk ordbog. Det eneste jeg kommer ud med, er grøn te, kaffe og en flaske med, hvad jeg går ud fra, er vand. Og anden lektion på min rejse: "Kore wa nan des ka?" (Hvad er dette?) "Kore wa miso des!" (Dette er vand). Nå, ja og så har jeg lært, at man faktisk kan købe lykken i små doser:

Do not enter the dangerous!

Min første større oplevelse på vejen til Japan var mellemlandingen i Kinas nyåbnede Terminal 3 - verdens største terminal. Tre gange så stor som hele Heathrow ifølge vores kommunistiske brødre og søstre.

Det første der mødte mig var et banner med OLs slogan: One world, One dream. Jeg kunne kun tænke: One night, No sleep.

Men trods mine små øjne, kunne jeg alligevel se, at den nye OL terminal er stor og utroligt flot. Loftet er stort, buet og vælvende. Der er store haver med traditionelle kinisiske bygninger mellem butikkerne, hvor udvalgte kønne kinesiske piger står ret og venter på kunder. På WC'et og ved paskontrollen, kan man ved et klik på en knap evaluere henholdsvis rengøringen og betjentens niveau. Er det til en stor smiley? Eller fortjener spejlpudsningen kun et mellemniveau?

Jeg tror også, at nedenstående skilt var ment som en service, eller måske et kinesisk vismands råd? First lesson learned!

Train Tracks - sange for pendlere

Jeg har indledt en gangske ny epoke i mit liv, der blandt andet omfatter omfattende pendling fra Amar' til Odense. På denne tur er der mange glæder; som for eksempel solopgang over markerne og to en halv times tid for mig selv i toget om dagen. Den kræver faktisk sit eget soundtrack (spilleliste på min iPod om ikke andet). Sangene må nøje udvælges - og jeg tager gerne imod inspiration.

Jeg har fundet det første nummer. Fundet blandt mange skatte på albummet "Illegal Cargo" af de dansk/engelske musikere Slow Train Soul. Det har været svært at vælge, men dog er der et nummer blandt det ulovlige gods, der kræver ekstra opmærksomhed og som passer perfekt til eftermiddags melankoli i toget. Det er "Twisted Cupid".

Det var de første 5.16 minutter, så mangler der kun 1.47.44 minutters musik, for at mine "Train Tracks" holder til hele turen... Kriterierne er musik, uden for gennemtrængende vokal og med et roligt arrangement uden alt for mange udsving - jeg arbejder jo imens.

Nogle forslag?

Tilføjet til ønskesedlen...

Nu er der ikke langt tid til min næste runde dag, så jeg er begyndt at overveje, hvad der skal stå på ønskesedlen.

Måske er ønsket et resultat af et anfald af aldersfornægtelse, eller måske fordi jeg holder mit løfte til Mormor Maja om altid at være et legebarn... Uanset hvad så ønsker jeg mit en roadkillbamse!

Dette uheldige offer er Twitch the Raccoon. Snart får han flere lidelsesfæller -måske en af dem skal stå på dit kontor?