Viser opslag med etiketten ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ferie. Vis alle opslag

10 august 2009

WAY BIG! Road trip på den amerikanske østkyst


Objekter i sidespejlet er tættere på og større, end de ser ud. Og i USA er alt større end en jyde fra Serup Hede kan forestille sig. (Så er det jo godt, at jeg har en erfaren støttepædagog med, min kæreste har et års udstationering i Idaho med sig i baggagen). Denne fortælling er et udtræk fra ti dages roadtrip gennem tre stater på den amerikanske østkyst.


Vis Road trip på et større kort

Størrelsesforskellen gør sig gældende allerede før vi har rullet den første mil, nemlig da vi kommer til Thrifty biludlejning for at hente vores udmærkede (kører-fornuftigt-langt-på-literen) Toyota Yaris. På den anden side af den reservede Yaris har de tøjlet en sølvgrå, vild hoppe aka en Mustang. Vores assistent Ali kan ikke stå for fire langstilkede, danske kvindeøjne (eller noget) og vupti: er Yaris = Mustang og Toyota = Ford.


Sømmet 1/3 del i bund (tør ikke tænkte på, hvad der var sket, hvis vi havde trykket igennem) og et højresving bringer os videre til Walmart. Første kulturelle højdepunkt på turen. Tusindevis kvadratmeter af varer - heriblandt telt, sovepose, luftmadras, og mad - på metervis af hylder. For hver eneste varer er der minimum fire smagsvarianter og nogle gange også en sund variant. Igen rejser jeg med en ekspert - det er jo økonomisk teori, fjerde semester vi har gang i: Love of Variety. (Jeg slog det lige op, hvis der er andre, der lige som jeg, har forsømt at hyggelæse den slags: Det omhandler forbrugeres glæde ved at have mange valgmuligheder...).
Et eksempel fra et almindelig caféteria er valget mellem sukker, samt en lyserød, blå og gul pose med forskellige slags sødetabelletter, hver med en særlig måde at forsøde på.

Så er vi klar til vores roadtrip. Vi finder frem til John Denvers Country Roads på iPodden, og styrer mod Shenandoah River ved Harpers Ferry, som engang var centrum for transport ad Potomac og Shenandoah floder. Nu er det nærmere en spøgelsesby (efter klokken 20), hvor kun lokalbefolkningen og ildfluer sværmer om aftenen. En del vandrerer gør stop her, undervejs på deres tur af den 3500 kilometer lange vandresti Appalachian Trail. Herfra begynder turen langs Shenandoah River og østkystens højderyg mod sydvest. Langs Blue Ridges højderyg løber Skyline Drive, en vej der snor sig gennem 169 kilometer smuk natur. Vejen blev bygget for at sætte gang i økonomien under depressionen i 1931 af præsident Franklin D. Roosevelts New Deal Program. Man kan da også kun blive i godt humør af at opholde sig i de smukke omgivelser. Allerede den første dag så vi tre bjørne og i de følgende dage en del rådyr på vandreture ind i skoven (men heldigvis ingen af de mange stinkdyr).


Efter nogle nætter i det fri og et par ristede skumfiduser senere fortsatte turen hele sydover til Mountain Lake Hotel, som en del piger måske ville genkende, hvis jeg kaldte det "Kellermans" og siger: Nobody puts Baby in the corner!. 80'er nostalgi blandet med smuk natur, pejs og gode senge. Ikke dårligt!


Endnu et gedigent tryk på speederen og et stop ved Foamhenge(Stonehenge udført i naturlig størrelse i skum, det bliver ikke større!) senere endte vi i Asheville, hjemsted for familien Vanderbilts emperium Biltmore - USAs største bolig. Det koster 500 kroner for at se den rige families palæ med 250 værelser. Så det gjorde vi ikke. Derimod nød vi den afslappede stemning i byen, modstod fristelsen til at fylde bilen med lokal kunst og håndværk, som det ellers ikke skorter på i byen.

Efter flere dage i den milde bjergluft kaldte havet, faktisk så højt, at vi valgte at køre 656 kilometer på tværs af North Carolina på én dag. Undervejs stoppede vi ved en diner, hvor truck rullede ind med Sydstatsflag i ruden, og hvor servitricen igen fortænder havde. Lige et råd: Kommer du til sådan en diner, så bestil noget junkfood. Det er det, de kan. Og når servitricen studser over, at de har salat på kortet, så skynd dig for alt i verden at afbestille. Resultatet kunne være fem slatne salatblade med 100 gram røget skinke og 200 gram revet ost.

Luftforandringen gjorde godt. I Outerbanks, som den yderste banke i North Carolina hedder, findes de "gamle" kolonihuse fra 1700-tallet, historier om pirater og sidst men ikke mindst masser af frisk fisk. Her findes også det østlige USAs største klit "Jockeys Ridge", hvor du kan vandre en tur i 1,7 km2 sand.

Sidste stop på turen er byen, hvor de forenede stater begyndte: Williamsburg. Her havde englænderne deres hovedkvarter som kolonimagt, og her er historiske spor tilbage til den amerikanske revolution i slutningen af 1700-tallet. Byen er holdt i stilen fra dengang, og historiens sus mærkes, når den spilles af aktører rundt omkring og i de gamle huse.

Her slutter det "korte" rids af en tur på henved 3000 kilometer i West Virgina, Virginia og North Carolina. Efter amerikanske standarder er det slet ikke så lang tur. Så kan man godt forstå, at Europa for en amerikaner kan gøres på otte dage:

“I Europa er meget at se!” siger den unge amerikaner; “og vi har set det i otte dage, og det lader sig gøre, som den store rejsende” – et navn nævnes, der hører til deres samtid – “har vist i sit berømte værk: ‘Europa set i otte dage’.”
H.C Andersen, "Om Aartusinder"

26 juni 2007

Ghana-trotter

Så er hun hjemvendt fra ferien, Ghana-trotteren. Klædt ikke i khaki, men kamouflerende grønne nuancer har jeg snuset mig (med en smule hjælp af ghanesiske PK med sin riffel) frem til en helt flok elefanter i en dam, ind på livet af krokodiller og frem til europæiske handlescentre fra 1600 og 17oo tallet: nemlig slaveborgene. Vi danskere var også fremme i felten, således har vi på vores tur erfaret, at Amelienborg er finansieret via slavehandel.

Det var nu ikke, fordi vi behøvede at begrave os i historien, for Ghanas nutid er så langt fra vores egen trygge hverdag, at en rejse med de offentlige transportmidler, er rig på oplevelser. Fra deres overpakkede tro-tros, så vi hvordan de i navngivningen af butikker lader sig inspirere af bibelske navne og steder: "Good gods multimedia"; "Fast consuming fire fast food", "...." eller hvad med "Classicbrain ventures" og "No hurry in live shop". Og det var heller ikke ligefrem fart, der prægede vores ferie i Ghana. Det var bestemt skønt, selvom vi europæere er en smule overfølsomme overfor ventetid - selv ved vores fodgængerovergang kommunikeres jo efterhånden, hvor mange sekunder der spildes endnu. I Ghana har de deres egen tidsfornemmelse. Når bussen har afgang klokken 14, klokken 14 GMT - GhanaMaybeTime - måske klokken 14, måske ikke... Men uanset hvad så kan du gå ud fra, at de nok skal få det til at lykkes; også selvom det betyder at tage et hjul af taxaen langt ude i bushen og slå på motoren med en sten for at komme videre! Men vi kom altid derhen, hvor vi ville og altid var der glade og venlige mennesker, der hilste "Ubruni, Ubruni" (Hvide, hvide). Bestemt et sted værd at besøge!