29 september 2009

Før Harlem var U Street

I den nordvestlige del af Washington DC ligger U Street, med sine farverige beboere og skæve fortorve. Gaden er bestemt ikke i den mondæne ende af byen, men alligevel langt fra slum og uføre.

Hver morgen og eftermiddag vandrer jeg ad U Street mellem vores hjem og metrostationen. Og hver dag får jeg nye oplevelser og overraskelser på vejen. Gaden er en lille verden i sig selv.

Lad mig præsentere et par af nutidens knopskud, der møder mig på turen fra mit hjem til metrostationen. Få meter henne ad gaden kommer jeg forbi en religøs appetitvækker på den kommende søndags prædiken, der normalt får gaden til at vugge om søndagen med gospelsang.

Der er meget mere føde på U Street end den åndelige af slagsen. Et væld af friturestegt mad byder sig til, side-om-side med økologisketofu-tilbedende-lokalt-handlende restauranter. Du kan få dit tøj renset på et økologisk renseri og dyrke den moderne krop i "Boundless yoga" (nogle ting skal ikke oversættes alt for direkte).

En tur ned ad gaden sender mig verden rundt: Ovenpå Peking Express (friture på kinesisk) ligger Saigon Nails, ved siden af Polly's Cafe, hvorfra du kan nyde et farvestrålende vægmaleri, der fortæller historien om gadens rødder, der strækker sig helt til vest Afrikas kyster.

Uanset, hvilken tid på dagen er der gang i U Street. Folk hilser på hinanden, der festes på hippe dansesteder og maskuline bøsser drikker en øl, mens de følger NFL på storskærmen i Nellie's Sportsbar - ingen løse håndled her.

I Edge Barber Beauty Salon, spiller et par mænd skak, mens afroen rettes til af frisøren. Et par mænd sidder på trappen udenfor og diskuterer sundhedsreform, med kunderne hos Edge. Der bliver råbt, grint og slået ud med armene. Og enkelt gang var jeg så heldig, at få tilbuddet om at få studset leverpostejen - til alles morskab.

Kraftige kvinder troner på trappen foran deres boligblok. De holder øje med livet på gaden, ungerne og ikke mindst deres mænd, som ind imellem får et fur.


En institution på U Street er Ben's Chili Bowl, hvor du kan stille din sult i hotdogs med chilisauce, chili con carne (samme chilisauce), burgere med chilisauce og pomfritter med chilisauce. Hot stuff. Bill Cosby og præsident Obama, har også nydt godt af chilien: Et skilt annocerer, at de to prominente herre endda kan spise gratis til hver en tid - nedenfor er der med kuglepen skrevet, at Obama trods alt betalte.

Obama er bestemt en helt i U Street, og hans ansigt ses mange steder i gyderne. U Street er primært beboet af sorte, selvom der i de seneste år er flyttet en del nye beboere til, som har blandet paletten lidt - primært kunstere og unge hipsters, der nyder livet i den levende gade med lavere husleje. Indtil 1920'erne var U Street USAs største bysamfund for sorte (derefter tog New Yorks Harlem over). I begyndelsen af 1900tallet, var bydelen efter sigende så storslået, at man skulle have slips på for at komme der. Det var her jazzmusikeren Duke Ellington voksede op og slog igennem, men datidens broadway "Lincoln Theater" lagde også scenegulv til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, og Billie Holliday i den tid.

Optøjerne efter mordet på Martin Luther King i 1968, gav dog området et knæk. Middelklassen flyttede ud i mere sikre kvarterer og området led økonomiske tab. Men efter Metrostationen U Street/Cardozo åbnede i 1991 er bydelen igen blomstret op.

Det er her på denne station, min morgentur på U Street ender, når jeg hopper på den grønne linje mod Maryland University. Der sidder jeg med min bog og føler mig som et stykke hvid chokolade i en æske Antonberg. Jeg glæder mig allerede til næste tur gennem U Street NW.

21 september 2009

Biler slår ikke rødder, det gør mennesker. Beretning fra Park(ing) Day 2009 i DC

Parkeringspladser er sværere at finde, når man har brug for dem. Men sværere kan det være, at finde en grøn plet, hvor du kan sidde at slappe af. Eventgruppen Rebar har siden 2005 opfordret til, at man d. 18. september indtager en parkeringsplads og omdanner den til en park for en dag, fordi alt for meget af pladsen i byerne er tilegnet køretøjer og alt for lidt til mennesker. Denne event hedder Park(ing) Day og i år kom den for første gang til Washington DC. Jeres udsendte havde fingrene i med i græsset, da en parkeringsplads, blev belagt.

Der blev bagt muffins til gæsterne, sat badminton net op, lagt bøger ud og Scrabble var der også. Og en hel del slog sig i løbet af dagen ned i det saftige græs. En dreng kom om formiddagen forbi stedet med sin mor i hånden. Han vendte sig mod os og spurgte med alt for store brune øjne: "Bygger I en legeplads til os? Vi har ingen". Senere på dagen råbte en taxachauffør fra sit vindue: "Dig up the concrete!". Knap så radikalt gik det dog for sig, men for en dag ændrede hjørnet mellem 14th street og S street i den nordvestlige del af Washington DC.

Se engang her:


Se slideshow fra Washington DCs første Park(ing) Day.

Next stop Copenhagen 2010 - hvem er med?

17 september 2009

Obama fyrer op under støtterne til sundhedsreformen - en vidneberetning

Man fornemmer det allerede på vej mod Comcast sportshallen på University of Maryland lige nord for Washington DC, dette er noget særligt. Det står endda skrevet på de retningsangivende skilte: "Special event. This way". Skyerne hænger tungt over campus, men unge studerende i massevis samles ved hallens indgange, ivrige og spændte. Obama kommer i dag, for at tale til universitetets studerende om sundhedsreformen, som han kæmper for og har lovet amerikanerne.

Som de fleste ved er det dog ikke alle amerikanere, der ønsker reform, øget skattetryk og mere statslig indblanding. Et (ikke-repræsentativt) udvalg af modstanderne tiltrækker sig opmærksomhed foran bygningen. En midaldrende mand råber spyttende i sin megafon, at mere stat er fascisme - det deres drenge ("our boys") har kæmpet mod i så mange år. Han understreger sin pointe ved at vifte med sit skilt, hvor Obama har fået et Hitler-lignende overskæg.


Lidt derfra har en lille kvartet taget forskud på Halloween: To bærer sorte klæder og le, en enkelt har iført sig en Obama-maske og endeligt har gruppens kvinde stukket noget ind under sin trøje. Gruppen opfører et lille stykke, hvor to gange død danser rundt om kvinden, mens manden med Obamamaske hiver en babydukke ud under hendes trøje. Abort! Det er hvad Obamas sundhedsreform går ud på - ifølge dem. Da jeg går forbi gruppen, bliver den højeste 'død' interviewet. Det er nu de skal holde fast i fædrelandets værdier, siger han, og være patriotiske. En lille midaldrende kvinde med bobbet, gråt hår fnyser mod ham, at han på ingen måde fatter, hvad patriotisme betyder.



Jo, følelserne sidder uden på tøjet, og det endnu mere indenfor i hallen, hvor tusindevis venter på Obama. Nogen har ventet siden før solopgang. Universitetets blæseorkester fyrer op under stemningen ved at spille "Viva Las Vegas" og "Take On Me". Heppepigerne danser. Salen sitrer. Kameraerne snurrer. Bandet spiller nationalsangen, tilhørerne jubler og brøler, da de synger: "Land of the free and home of the brave".

Men Obama lader vente på sig. Som en rigtig rockstjerne har han opvarmning på. Først er det Gary Locke, USAs handelsminister, der træder op på podiet. Han læser højt fra et brev, nyligt afdøde Ted Kennedy skrev i maj, som Obama modtog i sidste uge - efter Kennedys død. Teds besked fra graven, er at sundhedsreformen er et moralsk anliggende. Og har amerikanerne måske ikke høj moral? Det mener publikum. Locke påpeger, at priserne på forsikringer stiger, mens lønningerne står stille. Han lover stabilitet og sikkerhed til forsikrede, forsikring til alle amerikanere og at reducere stigningen i udgifter for familier, individer og statsmagten. Publikum klapper - og venter.

Scenen er igen tom. En ung sort dreng ser sit snit til at stjæle opmærksomheden og optræde med en funky dans for salens kameraer til the Trammps "Disco Inferno" og publikums jubel. Obama skriger knægten, da sangen slutter. Alle rejser sig op, men det er stadig ikke Obama, der indtager scenen. Det gør derimod Rachel Peck, en af skolens studerende, der med rystende stemme fortæller, at hun sidste år blev syg af kræft. Heldigvis er hun dækket af forældrenes forsikring, hun er blevet behandlet og tilsyneladende helbredt. Dog må hun resten af sit liv tage medicin og gå til tjek. Kan hun få sin egen sundhedsforsikring, når forældrenes ikke dækker mere? Nej, for hun er allerede syg. Forsamlingen sukker og klapper opmuntrende til den modige pige. Men det største bifald får 20 årige Peck dog, da hun slutter sin tale med at præsentere USAs præsident: Barack Obama.
Præsidenten kommer ind, med symbolsk opsmøgede ærmer og rødt slips, og giver Peck et kram. Alle rejser sig - og bliver stående indtil Obama i løbet af sin tale siger: "...you can sit down fellows by the way". En kvinde skriger, en anden råber sin kærlighedserklæring mod præsidenten. Han responderer med et "I love you back". Og salen er solgt. Det er de måske i forvejen, for det virker mere som om, Obama opmuntrer en fan-skare end noget andet. En enkelt råber ukvemsord mod scenen, tumult opstår og manden bliver ekskorteret ud af politiet.

Obama er her for at få hjælp til at sprede budskabet om en fair reform; hjælp til at modstå modstandernes kampagne, der ifølge præsidenten har til formål at skræmme amerikanerne. "Jeg har aldrig lovet jer, at forandringen ville være nem. Forandring er svær", siger han og henviser blandt andet til kampen for borgerrettigheder. Han slynger statistikker over scenekanten - 40% er forgældede på grund af sygdom, siger han for eksempel, men ingen amerikanere skal ruineres, fordi de bliver syge. "Vi skal ikke frygte fremtiden! Vi skal skabe fremtiden!", siger præsidenten og de studerende er enige.

Obama minder sine fans om valgkampagnens slogan: "Are you ready to go? Fired up!". De brøler tilbage: "Fired up!" Og der er bestemt fyret op under forsamlingen. Selv undertegnede jyde, mærker det: Det er en særlig dag, og han er en særlig mand.

Se billeder fra besøget