Turen går nu til et lille Shinto shrine syd for Nagoya, der bærer navnet
Tomohoko Jinja (en slags tempel for Shinto religionen).
Helligdommen ligger omhyllet af skov på toppen af en bakke, med udsigt til havet. En højrød port markerer indgangen, det er en torii, der adskiller det almindelige fra det guddommelige. Shinto betyder gude (Shin) -vej (to), og er den religiøse vej, der opfattes som japanernes oprindelige. Den er nu kombineret med buddhismen, og Shinto er ikke mere statsreligion i den forstand, at kejseren tidligere blev opfattet som guddommelig. Den status gav han dog afkald på i 1946, året efter sønderbombningen af Tokyo og at de to atombomber ramte Hiroshima og Nagasaki. Den må også have været lidt svær at bortforklare for ham...
Nu skyldes mit besøg i templet en mere fredelig form for kampsport - der er nemlig opvisning og udøvelse af sværdkamp, nærkamp, bueskydning og deslige i anledning af efterårets komme og helligdagen.
De fleste af de mange deltagere er klædt i hvidt, mange er i deres kampsports-dragter og bærer pandebånd. Der danner sig en hvid slange af mennesker i kø til et vandkar, som bestyres kyndigt af yndige tempelpiger med blomstersatser på hovedet. Vi skal alle renses, før vi går ind i templet til cermonien. Da alle har vasket hænderne kommer to "præster" til syne med egendommelige hovedbeklædninger. De fører an og flokken følger efter i en nøje orden der afspejler den respekt, der tilkommer den enkelte. Jeg vælger at være ydmyg og prøver at holde mig allerbagerst, men det er ret svært, da et par ældre damer kunstfærdigt sidestepper og krumspringer sig bag mig. Hver gang jeg får øjenkontakt smiler og bukker de samt gør tegn til, at jeg skal gå forrest. Gæsten skal føle sig velkommen og tilpas. Det gør gæsten bestemt også. Jeg har en god plads i det fine lille tempel, siddende på det bløde tatami gulv af strå. Der dufter af røgelse og fugtig skov. Præsterne messer og lader deres stemmer vibrere på yderligtgående toner, trommerne banker taktfast og jeg kan mærke slagene i brystet. Shinto religionen er mig bekendt tæt forbundet med naturen, og denne cermoni handler om at sikre en god høst. Tempelpigerne danser med kviste og de stærkt orange og søde
Kaki frugter er stablet i små bunker rundt om dem. Cermonien har en vis rytme og jeg bliver langsomt lullet ind i stemningen, indtil jeg får overrakt en kvist med hvide sløjfer, som skal lægges i en bunke midt i templet. Endnu engang vil jeg hellere lure fra min plads i udkanten af begivenhederne, men jeg kan ikke undvige. Og da de ældre kvinder tror, jeg er gift med den anden hvide tilstede, ryger jeg forrest i køen op på hans side til hans forbavselse. Ja, jeg føler mig en anelse klodset, da jeg pludseligt sidder i midten af alles opmærksomhed og forsøger at klappe i rigtig takt, samt vende og dreje kvisten de rigtige antal gange.
Efter cermonien serverer tempelpigerne en overdådig frokost bestående af rå fisk, kunstfærdigt udskårne grøntsager og grøn te. Maden nydes siddende på tatami gulvet - trods mine tiltagende kramper i benene, der ikke er villige til at lukke blod forbi mine bøjede knæ. Aprospos smerte er det jo kampsporten, jeg er kommet for at se. Efter renselse, cermoni og frokost gør "krigerne" sig klar. Der kæmpes med de bare næver, forskellige typer af sværd, buer og kæppe.
Kampen slutter. Kamphanerne klæder om. Tempelpigerne serverer te. En ung fyr har skiftet fra gi til en sort Nirvana trøje, han nærmer sig mig efter længere tids cirklen om "Gaijin" (betyder "udenfor"+"person", udlænding). Med hånden på dørkarmen og hovedet på skrå siger han kækt: "Don't worry we will do Judo forever!" (Bare rolig vi vil udøve Judo forevigt). Jeg overvejer hvilken amerikansk film han har set, men beslutter mig alligevel for at følge hans opfordring, lader mine bekymringer blive og tager tilbage til Osaka, men endnu en oplevelse i baggagen.
Kiyomizu-dera er det første temple som linsen stiller skarpt på. Det buddhistiske tempel ligger i Kyotos østlige del, oppe på et bakkedrag, omkranset af skov. Templet er af UNESCOs udpeget som en del af verdensarven. Det er på alle måder fortjent. Det betyder dog også at templet også er på manges besøgendes liste, så stedet emmer af liv, klikkende kameraer og tålmodige rejseførerer.
Ønsker på rad og række.
Munke i bøn
Liflig duft af røgelse spreder sig 
Idylliske Kinkaku-ji før solnedgang
Træernes smukke farver får konkurrence af en Geisha.
Turen går nu til et lille Shinto shrine syd for Nagoya, der bærer navnet Tomohoko Jinja (en slags tempel for Shinto religionen). 
Helligdommen ligger omhyllet af skov på toppen af en bakke, med udsigt til havet. En højrød port markerer indgangen, det er en torii, der adskiller det almindelige fra det guddommelige. Shinto betyder gude (Shin) -vej (to), og er den religiøse vej, der opfattes som japanernes oprindelige. Den er nu kombineret med buddhismen, og Shinto er ikke mere statsreligion i den forstand, at kejseren tidligere blev opfattet som guddommelig. Den status gav han dog afkald på i 1946, året efter sønderbombningen af Tokyo og at de to atombomber ramte Hiroshima og Nagasaki. Den må også have været lidt svær at bortforklare for ham...
De fleste af de mange deltagere er klædt i hvidt, mange er i deres kampsports-dragter og bærer pandebånd. Der danner sig en hvid slange af mennesker i kø til et vandkar, som bestyres kyndigt af yndige tempelpiger med blomstersatser på hovedet. Vi skal alle renses, før vi går ind i templet til cermonien. Da alle har vasket hænderne kommer to "præster" til syne med egendommelige hovedbeklædninger. De fører an og flokken følger efter i en nøje orden der afspejler den respekt, der tilkommer den enkelte. Jeg vælger at være ydmyg og prøver at holde mig allerbagerst, men det er ret svært, da et par ældre damer kunstfærdigt sidestepper og krumspringer sig bag mig. Hver gang jeg får øjenkontakt smiler og bukker de samt gør tegn til, at jeg skal gå forrest. Gæsten skal føle sig velkommen og tilpas. Det gør gæsten bestemt også. Jeg har en god plads i det fine lille tempel, siddende på det bløde tatami gulv af strå. Der dufter af røgelse og fugtig skov. Præsterne messer og lader deres stemmer vibrere på yderligtgående toner, trommerne banker taktfast og jeg kan mærke slagene i brystet. Shinto religionen er mig bekendt tæt forbundet med naturen, og denne cermoni handler om at sikre en god høst. Tempelpigerne danser med kviste og de stærkt orange og søde Kaki frugter er stablet i små bunker rundt om dem. Cermonien har en vis rytme og jeg bliver langsomt lullet ind i stemningen, indtil jeg får overrakt en kvist med hvide sløjfer, som skal lægges i en bunke midt i templet. Endnu engang vil jeg hellere lure fra min plads i udkanten af begivenhederne, men jeg kan ikke undvige. Og da de ældre kvinder tror, jeg er gift med den anden hvide tilstede, ryger jeg forrest i køen op på hans side til hans forbavselse. Ja, jeg føler mig en anelse klodset, da jeg pludseligt sidder i midten af alles opmærksomhed og forsøger at klappe i rigtig takt, samt vende og dreje kvisten de rigtige antal gange.
Kampens bevægelser understøttes af denne taiko.
Arrrrgghhh. Bedre kan det vidst ikke siges.
Jeg kan godt forstå, han smiler, men det er heller ikke ham,
En meget lille kvinde med en meget stor bue. Sporten hedder kyudo.
