19 september 2008

Sikke et katteliv!

Selvom jeg bor i en storby, er her masser af fauna. Jeg har for eksempel følt de fæle mygs kærlighed og nydt den klingende summen om aftenen fra suzumushi, en japansk art af fårekyllinger, der lyder lidt i retningen af klokker, der ringer (suzumushi betyder mig bekendt "bjælde-insekt"). Der er dog et dyr som jeg ser mere end noget andet her. Måske er det på grund af en arbejdsskade fra mit tidligere arbejde (var i længere tid projektleder på digitale kampagner for en producent af kattemad). Men ja der er bare mange katte. Ikke så meget af den levende slags, som illustrationer og figurer af katte. Her er tre eksempler (to et halvt) på mit møde med disse skabninge.

Når jeg traver forbi de mange butikker og restauranter, har jeg bemærket en særlig hvid kat med store sorte øjne og røde ører, som har den ene pote hævet til hilsen. Ofte er det en lille dukke, hvis forben kan vippe frem og tilbage. Det betyder: Kom inden for! I Japan er det nemlig meget uhøfligt at tilkalde sig opmærksomhed med pegefingeren, sådan som vi gør det. Istedet vendes håndryggen opad og alle fingrene vipper som en inviterende gestus.

Katten er en "Maneki Neko". Maneki betyder invitation og Neko er det japanske ord for kat (alternativt ifølge min ordbog også ordet for "sengeliggende", men tror bestemt ikke, at er gældende i den her sammenhæng). Maneki Neko er i ethvert etablissement med respekt for sig selv, som ønsker at invitere kunder og lykken indenfor.

En anden kat der springer i øjnene i gadebilledet er "Hello Kitty", en 34 år gammel tegneserie killing i enkelt streg, der har prikker som øjne, lyserød næse og sløjfe. Hello Kitty ses som dekoration på tøj, mobiltelefoner, busser, slikpakker og jeg kunne blive ved. Hello Kitty ser ikke ud til at være forbeholdt børn eller kvinder for den sags skyld. Jeg har set en forretningsmand med en Hello Kitty nøglering - men om han så betragtes som smart her, ved jeg jo ikke. Der findes også et online Hello Kitty spil (MMORPG), hvor mange spillere samtidigt kan boltre sig i lyserødt. Og igen stik mod min forventning til denne nuttede kats målgruppe, så skal Hello Kitty spillet efter sigende tiltrække en del garvede spillere fra det noget mørkere spil World of Warcraft.

Hello Kitty på farten

I Danmark taler vi af og til om kattejammer, når vi betegner uharmonisk sang. Jeg tror ikke nødvendigvis japanernes vil have den samme assosiation. Da jeg forleden var til bryllup optrådte en herre med et Geisha instrument, en shamisen. Det er et strengeinstrument med tre strenge, der er fæstnet til en lille firkante kasse og til enden af en 2/3 meter lang hals. Altså lidt i stil med en lut, guitar eller lignende (jeg indrømmer, at jeg ikke er særligt kyndig udi musik instrumenter). På denne shamisen skal kassen helst være beklædt med katteskind fra en brun kat - det giver den bedste lyd. Hvilket jo er heldigt nok for de to hvide fætre: Maneki Neko og Hello Kitty. Musikanten beklager dog overfor bryllupsgæsterne, at han kun har en billig model med hundeskind - det jo giver ikke helt den samme lyd(?). Men omvendt så er han heller ikke Geisha, så måske passer den mere rå lyd af køter bedre...

Kom, kom, kom tilbage!

16 september 2008

Tilfreds og dansk i Tokyo

Weekenden har jeg brugt i det svimlende Tokyo. Mit egentlige ærinde i byen er et bryllup, men jeg kan jo lige så godt tage et kig på Japans hovedstad nu, hvor jeg rejser lidt over 1000 kilometer på en weekend.

Tokyo virker overvældende på mig. Alene det mylder af mennesker, der straks møder mig, da jeg står ud af toget, kræver større navigationsfærdigheder. Indbyggerne klarer sig med en utrolig ro og tolerance selv i de travleste tider. Man fornemmer en rytme og orden i bevægelsen af mennesker. Min rytme er lidt mere som en vinduesvisker: Siger han nu Akebono Bashi eller Akebana Bachi? Er det orange eller rød linje, jeg skal med? Jeg render frem og tilbage, mens informationerne bare siler ned over mig.

Heldigvis er folk endnu engang mere end hjælpsomme og tager sig tid til at hjælpe den let forvirrede vesterlænding igennem Tokyos (for det utrænede øje) filtrede rodnet.

Jeg finder langt om længe min hylde i Tokyo, eller hvad jeg nu kan betegne min sovekabine nummer 507 som. Den koster ikke meget og er ganske fin, når jeg alligevel har tænkt mig at tilbringe tiden ude i den østlige hovedstad - som Tokyo bogstaveligt betyder.

14 timer tager turen til Japan lidt til venstre for den anden side af jorden. Omtrendt 8500 kilometer skal jeg trave/svømme for at komme i nærheden af leverpostej og lakrids på danske hylder. Mit ur er syv timer fra tiden i Danmark. Og alligevel har mit besøg i Tokyo overraskende vist, at Danmark er lige om hjørnet. Det til trods for, at jeg har aldrig den store forventning om at udlændinge kender til Danmark. Helt ærligt: Vores 43.094 km2 er knap en niendedel så stort som Japan, og antallet af danskere svarer til to gange indbyggerne i Osaka centrum.

Men Danmark er skam kendt. Det finder jeg hurtigt ud af, da jeg traver mod Shinjuku i det vestlige Tokyo. Solen står højt på himlen og mit humør er helt oppe at ringe. Det er herligt at kunne vandre ud for at udforske en ny og helt ukendt by. Jeg hilser muntert på dem, der går forbi. Min rurale opvækst på Serup Hede har sat sine spor. Pludseligt stopper en ældre herre mig og spørger: "Denmarku jin?". Ja, jeg er dansker, kan jeg svare. Men hvor kan han vide det fra? (Måske på grund at det store smil, der strækker sig til hvert af mine små ører. Forklaring følger senere). Han bryder ud i et smil og slår over i udemærket engelsk. Han kender da godt Danmark - det er os med Andru san (H. C. Andersen) og cheesu. Jeg får lov til at redegøre for, hvorfor og hvor længe jeg skal være i Japan. Da han hører, mit ærinde er Ph.D studier, takker han mig for at vælge Japan og sender mig videre med en serie af buk. En meget smigerende og ærefuld gestus.

Næste påmindelse om mit nationale tilhørsforhold kommer i parken Shinjuku Gyoen. Det er søndag og den store park emmer af liv. Ældre og yngre kvinder nyder de omtrendt tredive grader i bredskyggede hatte, paraply og nogle endda med lange handsker. Fædre leger med deres børn på de store, velklippede plæner. Et kærestepar går tur med deres abe i snor. Karperne, de svømmende juveler, boltrer sig i vandet og byder mig velkommen med store kyssemunde.


Midt i den japanske have, hvor små vandløb, broer og tesalon gør sig til og poserer fotogent for de forbigående, der kommer en amerikansk kvinde og beklager sig over sit uheld: Hun har ikke fået ladet batterierne til kameraet op. Ærgeligt nok. Hun spørger ud af det blå, om jeg er britisk, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening, for jeg ikke har haft mulighed for at sige meget andet end "ja", "nej" og "hej". Som svar på det faktum, at jeg er dansk, udbryder hun: "Oh, the supposed to be most happy people on the planet. Are you happy?". Hun refererer til en undersøgelse fra Leicester University, der endnu en gang slår fast, at danskerne er den lykkeligste nation. Og ja, jeg føler mig ganske godt tilfreds. Men jeg har jo også fuldt opladte batterier...


Det tredje og sidste danske islæt på denne vandretur kommer på vejen til TMGB, Tokyo Metropolitan Govermental Building, en Gotham City lignende bygning, hvor jeg kan komme op på 45. sal og få om ikke et overblik, så udsyn til hele herligheden. Men før jeg når så højt, ser jeg endnu et lille stykke Danmark: Et udvalg af H. C. Andersens papirklip i metal og en tavle, der ærer den verdens berømte digter. Men så er det også slut med hjemlig genkendelighed - heldigvis for Tokyo har så meget spændende at byde på. Meget mere end to dage kan give et overblik over. Her er et par fotos fra den livlige by fra min gåtur:

Pixeleret storby.

Det ligner ikke ligefrem et kommunekontor, men det er det - på den der metropoliske måde.

En kunstner på arbejde...

En hel flok af kunsterne sværmer som sommerfugle om blomsterne.
Min linse er bare for kort til at få nogen form for gade-kredit her.

Kontrasternes æstetik... Ser den bygning ikke bare super delikat ud? Er sikker på, at den er bygget af "duserne" fra Fraggle-land!

Jeg har læst en artikel om attention-economy, måske skulle jeg få den oversat og omdelt på denne gade, der bare overvælder med flotte farver og skilte.

En lille oase er dette tehus i Tokyo.

11 september 2008

It ain't rocket science - men det er ret flippet...

Tirsdag og onsdag i denne uge har jeg haft fornøjelsen af at deltage i "The 26th Annual Conference of the Robotics Society of Japan" i Kobe.

Kobe er i princippet en naboby til Osaka, men i praksis har jeg ikke kunne se, hvor Osaka stopper og Kobe begynder. Byen er nok mest kendt for deres saftige bøffer, der kommer fra okser, som har fået massage og godt med øl, så kræet er helt afslappet før slagtning. Denne behandling gør efter sigende kød ganske saftigt og mørt. En anden meget trist hændelse har også sat Kobe på landkortet, nemlig jordskælvet i 1995, hvor tusindevis af mennesker omkom.

Men jeg begiver mig ikke ud i det japanske tognet og til Kobe for at turiste den, mit formål er derimod at deltage i den årlige konference afholdt af "The Robotics Society of Japan". Selve konferencen foregår på højtflyvende japansk, men for første gang har de også arrangeret en lille international session.

På konferencen præsenteres friske forskningsresultater inden for robotteknologien. For mig er alt, hvad der angår landvindinger inden for især "Humanoid" robotter (robotter skabt i menneskets billede) ganske ubetrådt grund. Og som jeg sidder der på de hårde træbænke og stirrer måbende på den ene præsentation efter den anden, kan jeg i høj grad identificere mig med "Den lille Prins": På en dannelsesrejse fra den ene planet efter den anden beboet af sælsomme skabninger. Jeg sidder fyldt med spørgsmål - hvorfor og hvordan? Som den eneste humanist, dansker og kvinde skiller jeg mig mildt sagt ud.

Jeg har nu lært, at det kan være et større problem for humanoide robotter at gå igennem et miljø og undgå at ramme alt omkring sig - og i øvrigt også sig selv. Sådan en robot ser ganske skrøbelig ud, når den med klodsede skridt i et ophæng af snorer går igennem sirligt opstillede forhindringer med ivrige forskere virrende rundt omkring. Som en gigantisk marionetdukke på en militærforhindringsbane. Men nu er det lykkes at udvikle kollisionsalgoritmer, der gør det muligt for denne robot ikke at lave "en fedtmule" og falde over sine egne fødder samt at flytte sin hånd, når den er tæt på at ramme en rød ballon. Imponerende!

Nu ved jeg også, at det er ganske hot indenfor denne gren af videnskaben at udvikle effektive metoder for robotten at "genskabe" modeller af objekter i dens omgivelser, så den kan gribe ud efter dem. Og en fransk-japansk forskergruppe har efter hårdt arbejde fundet en metode, der kan få deres robot til at holde balancen, når den går - selv når den bliver skubbet og uanset hvorfra. Det er altså et mirakel, alt det vi kan, så enhver nybagt forældre har hermed lov til at holde lange foredrag for mig om deres poders første vaklende skridt. Og i øvrigt nu hvor snakken er på balance, så har et kinesisk forskningsteam udviklet en robot, der kan få en cykel til at køre helt af sig selv...
Det er cirka heromkring, at den japanske professor Shigeo Hirose fra "the Tokyo Institute of Technology" rækker hånden op og spørger: Hvorfor? Hvorfor har I udviklet den, hvad godt skal det gøre os? Der kommer intet svar på spørgsmålet og det skal der måske heller ikke være... Selvom det da ville være ganske interessant.

Der bliver dog også præsenteret nogle mere formålorientere projekter som foreksempel en robot til minerydning og en robot, der skal støtte genoptræning efter hjerneblødning. Altså indtil videre kun til støtte for dem, der har lammelser i højre side og som kan finde ud af bruge maskinen, der ikke ligefrem er brugervenlig. Patienten skal lige kobles på en stor robotarm og have hovedmonterede stereobriller på. Men der er selvfølgeligt plads til forbedringer, for det er uden tvivl en flok utroligt dygtige forskere.

Min rejse i robotforskernes interessante og utrolige månelandskab ender, da jeg selv som den sidste i rækken træder op på lærerpulten for at præsentere. Overskriften på mit bidrag er "Playware: Robotics and Play".

Oplægget tager tilhørerne med en tur til Odense, til Center for Playware, hvor vi koncentrerer os om, hvordan robotteknologien kan anvendes til at skabe leg. Jeg præsenterer musikklodser (I-Blocks cube version) udviklet på centeret, som du kan bygge og mixe musik med uden at være musikalsk. (Jeg skal lige huske at spørge, om jeg kan få nogle til karaoke rummet, der hvor jeg er indkvarteret!). Jeg forklarer tankerne bag kuberne og hvad de midlertidige testresulater har vist. For første gang vises der film, hvor der er brugere med i billedet. Ikke bare med i billedet men også i fokus.


Jeg vil godt vide, hvad flokken af ingeniører tænker, som de sidder der bag de små pulte, lyttende til denne humanist klædt i lilla og lyserødt. Men ingen sover (hvilket faktisk sker ofte), der bliver taget noter og stillet flere spørgsmål fra tilhørerne.

Det har været en ret flippet oplevelse at deltage i konferencen, og jeg kan anbefale enhver at opsøge sådan en rejse ind i ukendt terræn.

09 september 2008

On the top of the world...

De kære The Carpenters havde engang et super-hit. Det var lidt før Karen tog en journalists ord lidt for tungt og blev lidt for mager, at hun muntert sang: "I'm on the top of world, looking down on creation..." Den sang har jeg haft på hjernen i et par dage. Måske fordi den bliver skam-sunget nede i karaokerummet; måske på grund af udsigter som ovenfor knipset fra et mødelokale på 16. etage i Osaka midtby; måske fordi jeg hver dag er heldig at blive udfordret af forbavsende filosofiske robotforskere...

I går blev jeg foreksempel stillet spørgsmålet: Tror du man kan skille oplevet intention og information ad? Øh. Altså, mennesker tillægges at have intentioner med vores handlinger, fordi vi har behov og motivation. Robotter tillægges ikke intention, men kan vi skabe robotten sådan, at den udtrykker en intention og dermed synes mere menneskelig? Hvilken type af informationer skal robotten så give modtageren? Hvordan får vi modtageren til at tillægge robotten motiver? Den slags spørgsmål giver lidt at tænke over.

Og så spiller melodien i mit hovede igen ...looking at creation... Her på laboratoriet er det ikke nok at diskutere begreberne, nej der skal sættes et forsøg i gang, der kan gøre os klogere på robotteknologien og ikke mindst på os selv. Og som sikkert rejser nye spørgsmål - såsom: Er det overhovedet rart for mennesker, hvis robotten virker som om, den har intentioner?

Jeg tog dette billede i dag på den 26. årlige konference for det japanske robotsamfund (hvor jeg iøvrigt giver en præsentation om Center for Playware's arbejde med robotteknologi og leg i morgen). Stærkt inspireret af Michelangelo's loftmaleri "Skabelsen af Adam", skabes robotten meget apropos i menneskets billede. Det forbløffer mig, hvor meget der faktisk kan lade sig gøre - og samtidigt, hvor meget der ikke kan efterlignes.

Så synger hun igen: ...Such a feelins comin over me... There is wonder in most everything I see... Beklager, men jeg har den altså på hjernen.

08 september 2008

En frø i pungen

Er dine penge konstant på vej væk, så overvej at lægge et billede af en frø i din pung. I Japan betyder frøen nemlig "kom tilbage" har jeg ladet mig fortælle. Det forklarer de overdimentionerede og lidet kønne frøer i vores restaurant, her hvor jeg bor.


Nu er det sådan, at de fleste af de penge, der ryger ud for mit vedkommende aldrig rører min pung. Spørgsmålet er så, hvordan jeg får frøen ind på bankkontoen?

05 september 2008

Ankomst. Nedstigning. Tilpasning.

Jeg har vidst ikke helt fået introduceret, hvad der har bragt mig om lidt til venstre for "den anden side af jorden", som nevø beroliger mig eller sig med. Hvor er det lige jeg er og hvorfor?

Sidst jeg var i Japan var jeg 21 år, havde lige overstået gymnasiet og et års knokleri med variende jobs, der bragte mig ud i pensionisters haver og ind i en lummer fabrik uden vinduer. Sidste gang deltog jeg i et projekt for Mellemfolkeligt Samvirke, hvor vi prøvede at redde en sjælden skov fra at blive til en golf bane. Om det er lykkes, har jeg tænkt mig at undersøge denne gang. Vi var et internationalt hold af unge med kappe og S på brystet, der ryddede vandreruter - altså fældede træer, slog græs, markerede ruterne og byggede en udsigtspost. Ud over skovens træer, leer, økser og sjældne sommerfugle kom jeg også lidt rundt i landet sidst. Halvanden måned blev det til dengang.

Da vi forlod Japan i 1999 var det blevet september, og der var stadigt varmt. Japan er rigt på skovbeklædte bjerge og det har været en drøm for mig lige siden at komme tilbage. Ikke mindst på grund af deres skæve tilgang til spil, kunst, madlavning - ja kulturen i det hele taget, som gang på gang overrasker og inspirerer mig.

Jeg er som skrevet netop kommet tilbage. Landede om aftenen for nogle dage siden. Og det var skønt at gense bjergene og Osaka i rødt skær fra solnedgangen. Meget passende, da Japan på japansk hedder Nippon, som betyder "solens oprindelse" eller solopgangens land. For mig gælder det i mere end en forstand, da Japan har ry for oftest at være først på bolden, når det gælder udvikling af nye typer af spil og digitalt legetøj. Bliver et produkt et hit i Japan, så kan det fortsætte til USAs vestkyst, derefter østkysten og endeligt til Europa. Det gør mig nysgerrig på, hvordan de tænker leg og forskning - det er nu engang den slags jeg nørder i i mit Ph.D studium. Der er altså mange gode grunde til at være her.

Turen fra lufthavnen til min bolig er gået smertefrit trods tilbagevendende mine mareridt om at rejse på toge fyldt med rejsende uden munde de sidste fjorten dage... Jeg bor i den nordlige del af Osaka på JICA, som er et sted for Internationale forskere på udveksling/besøg i Japan. Det er en farvelade af alle mulige nationaliteter, hvilket gør stedet ret levende. Jeg har efterhånden fået det indtryk, at jeg er den eneste europæer her. Jeg har mødt folk fra Jordan, Yemen, Tunesien, Honduras, El Salvadore, Tyrkiet, Mexico, Ghana, Bhutan, Thailand og Senegal for at nævne et par stykker. Det er næsten som at være med i en Benetton reklame. I huset er der de vigtigste (!) fornødenheder såsom kantine, massagestol, tv-stue, massagestol, gymnastiksal, billiardborde og det obligatoriske karaoke rum. Jeg har allerede udfoldet mig i karaoke rummet og sunget tyske Nenas uforlignelige sang "99 Luftballons" i duet med en mexikansk iron maiden fan. Den sang kan altid få mig i godt humør.
Mit værelset er heldigvis ikke 13 kubikmeter, som min far har spøget med, men faktisk 13 kvadratmeter stort. Ganske fint, med udsigt til bjergene fra min seng, med altan og daglig rengøring (jeg får fine vaner her). Her er det lyserøde palads, og det er øverste etage jeg huserer på.



Nu er jeg ikke kommet for at spille billiard eller synge tyske slagere. Jeg er kommet for at være gæste forsker (visiting researcher) på Osaka University ved afdelingen for Adaptive Machine Systems, hvilket vil sige systemer, der kan tilpasse sig adfæren i et miljø. Lige nu føler jeg mig selv som en enhed, der ihærdigt prøver at tilpasse mig et fremmed miljø, så min sympati for de mange robotter på laboratoriet er stor...

Min kontakt her er Nakanishi Sensei, der arbejder med systemer, der understøtter transenderet kommunikation - altså kommunikation, hvor man prøver at skabe fornemmelsen af at være tilstede i det samme rum, selvom man ikke er det. Noget jeg gerne vil kunne gøre brug af for tiden. Han har også arbejdet med spil, og kommunikation og adfærd på offentlige steder. Laboratoriets leder er Ishiguro, som nok er mest kendt for at have lavet en robotkopi af sig selv og en android talkshow vært. Mit fokus her er at lære af deres måde at tænke rum, krop og interaktion på. Super spændende for en nørd som jeg.

I første omgang skal jeg dog lige vænne mig til omgangstone og arbejdstiden fra 9-21. Jeg spiser aftensmad med mine kollegaer hver aften. Måske er det marathon arbejdsarbejdstiderne, der gør, at 60% japanerne angiveligt skulle føle sig trætte (ja jeg mangler vidst en kildehenvisning her). Noget tyder på at der er noget om snakken, de sover i alle fald, hvor de kan komme til det - selv stående i toget! Jeg må udføre et lille feltstudie og se om, der er noget om snakken.

Men nu er det lørdag aften og tid til at slå ham kirgeren (hvad kaldes en person fra Kirgistan?) i billiard, jeg bliver en haj!

04 september 2008

Poetisk og billedefyldt tegnsprog

Da jeg skal være i Japan sammenlagt i 3½ måneder, er det god stil og ganske nødvendigt at lære noget japansk. Jeg har fanget et par essentielle fraser, og er netop i dag begyndt med tegnene (det er krav til mit sprogkursus). Der er tre alfabeter i Japan: Katakana bruges til fremmedJord/lånte ord, jeg er lidt mere i tvivl om fordelingen mellem kanji og hiragana. Ifølge min Sensei er det lidt finere at skrive Kanji, så deres artikler (hvis de ikke skrives på engelsk) skrives med Kanji. Ifølge ham er der mange har noget software, der oversætter hiragana til kanji, og så glemmer man, hvordan de komplicerede tegn skal skrives. Men altså kanji ses overalt, ofte blandet sammen med de andre to alfabeter.

Kanji har japanerne har taget til sig fra kineserne og tilpasset. Tegnene skulle stamme fra enkle illustrationer af objekter, hvilket jeg personligt synes, gør tegnene meget poetiske. Her er et par eksempler (sikkert cirka alle dem jeg endnu har lært):

Tegnet her med tre tinder 山, betyder bjerg. Det ligner da lidt. Og følgende tegn, som ligner et par døre i en western saloon 門, betyder port. Der er også en variation af tegnet, hvor tegnet for sol er klemt ind mellem dørene 間. Oprindeligt var det en måne, har jeg ladet mig fortælle, og det betegner månens lys, der skinner igennem en smal åbning. Tegnet betyder noget lignende en "sprække" eller "imellem". Jeg har fundet et mere moderne - og mindre poetisk eksempel på min gåtur. Her står der, at der skal være en sprække mellem bilerne. Måneskinnet mangler - men ellers er den der da.



Tænk at have tegn så rige på billeder i sit sprog. Jeg kan godt forstå, hvis japanerne er meget visuelt orienterede, hvilket deres hang til at læse tegneserier og deres smukke mangafilm kunne tyde på.

Kombination af tegn kan åbenbart skabe et nyt koncept. Lad os tage udgangspunkt i tegnet med denne brede bag: 女, som betyder kvinde (godt at huske, når du skal på wc et offentligt sted). Gentager du tegnet for kvinde tre gange sådan her: 姦, så betyder det larm...

Ingen kommentarer tak!

03 september 2008

Tre minutters lykke - kan man forlange mere?

Jeg har vovet mig ud for første gang ud i Osaka, og så på cykel endda. Måske ikke det mest velvalgte transportmiddel i 32 graders varme og med en luftfugtighed på hele 92% (til sammenligning er der pt 62% i Danmark). Med andre ord er luften som en tyk tætomsluttende dyne af uld på en meget varm sommerdag.

Min guide er en venlig tyrk, der leder mig direkte til truget: Det største shoppingcenter i nærheden. En kølig oase. En oase, hvor du kan købe alt fra katte til klaverer. Chicke japanske teenagere dasker rundt efter supplement til deres allerede farverige kluns, forældre i massevis løber rundt efter deres små poder, ældre kvinder diskuterer priserne på æbler (gætter jeg på, men det vil også være rimeligt, ét æble koster 5 kroner og nej, du kan ikke få mængderabat).

Mit mål med besøget er - ud over blot at suge indtryk til mig - at få en engelsk-japansk ordbog. Det eneste jeg kommer ud med, er grøn te, kaffe og en flaske med, hvad jeg går ud fra, er vand. Og anden lektion på min rejse: "Kore wa nan des ka?" (Hvad er dette?) "Kore wa miso des!" (Dette er vand). Nå, ja og så har jeg lært, at man faktisk kan købe lykken i små doser:




02 september 2008

Do not enter the dangerous!

Min første større oplevelse på vejen til Japan var mellemlandingen i Kinas nyåbnede Terminal 3 - verdens største terminal. Tre gange så stor som hele Heathrow ifølge vores kommunistiske brødre og søstre.

Det første der mødte mig var et banner med OLs slogan: One world, One dream. Jeg kunne kun tænke: One night, No sleep.

Men trods mine små øjne, kunne jeg alligevel se, at den nye OL terminal er stor og utroligt flot. Loftet er stort, buet og vælvende. Der er store haver med traditionelle kinisiske bygninger mellem butikkerne, hvor udvalgte kønne kinesiske piger står ret og venter på kunder. På WC'et og ved paskontrollen, kan man ved et klik på en knap evaluere henholdsvis rengøringen og betjentens niveau. Er det til en stor smiley? Eller fortjener spejlpudsningen kun et mellemniveau?

Jeg tror også, at nedenstående skilt var ment som en service, eller måske et kinesisk vismands råd? First lesson learned!